Da Joms kom til verden…
Af Stefan G. Rasmussen
Kender du den knagende lyd der kommer når du en frostklar dag træder støvlen ned i den nyfaldne sne. Det er egentlig en lyd, der minder lidt om den lyd, en gammel dør kan lave, når den efter mange års tillukkethed åbnes på sine knas tørre hængsler. Alligevel er det nu ikke helt den samme lyd, men lad gå – for det er noget i den retning.
I alle tilfælde var det sådan en lyd man denne solbeskinnede sommerdag kunne høre, da Joms stille kom trækkende med sin evige følgesvend Fun-Ka-Non gennem det smukke engdrag. Sølvpoplernes flagrende blade der blinkede som julepynt på et træ der bliver ramt af et vindpust, stod ranke og stolte op mod den af mælkebøtter gulplettede eng. Hele denne lidt mærkelige ekvipage og de lyde den frembragte havde rigtigt sat gang i engdragets verden. Før de var kommet, havde luften stået ganske stille, og en næsten larmende middagsstilhed havde fået godt fat i alle de væsener der levede på engen.
Der blev holdt SIESTA med store bogstaver.
Køerne havde henslængt, drøvtyggende og afslappet ligget på siden, og på engens saftige græs ladet den ene græsbolle efter den anden rulle en tur op i munden. Her fik græsbollen – der var formet i munden af koen nogle timer før – så lige et par drøvtyg mere, før den atter blev returneret til en af koens mange maver.
Joms havde tit tænk, at det måtte være en rigtig smart ting med så mange forskellige maver. Han mente, at hvis man havde det, så kunne man ligesom have en mave til sund mad, én til det man ikke kunne lide, og måske også en helt speciel mave til alle de godter, som man gerne ville smage igen og igen. Men han var ligesom gået lidt væk fra tanken efter at hans gode ven Pidi havde fortalt ham, at uanset hvad han end puttede i sin mave eller sine maver, så ville det hele ende det selv samme sted. Og når det gjorde det – hvilket skete lige før det dampende ramte engens grønne græs – så kunne det jo også være lige meget.
Pidi, der på den måde havde fået Joms fra dette eksperiment med flere maver, var virkelig Joms’s ven. Den havde trofast fulgt Joms alle de steder han og hans Fun-Ka-Non havde været – og det var mange steder! Ganske vist var Pidi ikke helt hvad man forventede. Han var nemlig en noget forhutlet måge, hvis svingfjer var lidt flossede, for de havde så sandelig set deres bedste dage. Til gengæld var Pidi en måge med en utrolig indsigt. Den havde utallige gange – liggende på sit yndlingssted – givet Joms svar på alle hans forunderlige spørgsmål. Ja, Pidi var måske – når alt kom til alt – universets klogeste måge. Og måske også den eneste måge på denne jord, der igennem evigheder havde behersket filosofiens frigjorte kunst.
Lige nu lå den henslængt i krumningen på Fun-Ka-Non. Det var Pidi’s allerbedste sted. Den tænkte så knagende godt herfra. Fri for, som andre måger altid at skulle flyve, nød den herfra at kigge op til himlens stjerner, og så lade tankerne slippe løs i kaotiske kombinationer. Pidi kunne nemlig også se stjernerne på en dag som i dag. Ja, netop på denne dag, hvor Solen skinnede på fuld kraft, og hvor dens varmende stråler havde lagt stilhedens åg over den fredfyldte eng. Der kunne Pidi tydeligt se alle stjernerne. Og når man kan det på en solbeskinnet sommerdag, så er man noget ganske særligt. Ikk´!
Pludselig skete der noget, som intet væsen på engen havde forventet eller forudset på denne rummelige tids løse dag og i denne dasende middagsstund.
Den knagende lyd fra ekvipagen havde nemlig – på mærkelig vis – rokket lidt ved den næsten hævdvundne ro på engen.
Fluerne – der længe havde siddet helt stille på en kolort der kom fra en af koens mange maver -, var pludselig begyndt at røre på sig. Et par af disse fluer havde lavet et par staccatohop på stedet, og de lidt pludselige bevægelser havde vækket alle de andre fluer på lorten. Den ellers så stille stund på engen, fik med ét et væld af nye lyde. Den absolut første af lydene var den høje summen, som kun fluer der udøver lavtflyvning over en kolort på en sommereng kan lave. Naturens eget orkester havde med denne lyd taget det første taktslag til en munter melodi. En melodi, der egentlig kun varede så længe, som de, der lyttede til den, ville høre den.
Lige ved siden af fluernes tilholdssted havde en hest i forbavselse, og i sin iver for at komme op og se, hvad der foregik, affyret en kæmpe fjert. Denne kæmpe prut var det man vil benævne som en stor lyd. Nogenlunde et miks mellem let anslåede pauker blandet med en kontrabas’s dybe brummen, og så den tunge kanon rumlen fra et fjerntliggende militært skydeterræn. Det var en flot lyd!
Ovre fra venstre side af engen kom en flok kåde kalve dundrende som hundrede af hårdt anslået paukeslag til melodien. Hoppende og halvt dansende sprang de hen mod det mærkelige optog, bestående af Joms, Pidi og Fun-Ka-Non.
Med ét stoppede Joms op. Trak vejret dybt, og fyldtes til randen med en varm indre glæde samtidig med, at han forbavsende så på hesten, køerne, kalvene, fluerne og alle de andre væsner på engen.
Men lige så pludselig som han stoppede. Standsede alle de andre væsener på den glade eng også deres bevægelser og lyde. Der stod de nu – fuldstændig som stivfrosne – og gloede på hinanden. Alt stod med ét bomstille.
Så satte Joms i gang igen, og da han havde tovet til Fun-Ka-Non i sin hånd, fulgte den selvfølgelig med som sædvanlig. Atter blev alt vakt til live på engen, og melodien kunne således lystigt fortsætte.
Joms skrald grinede, og Pidi kiggede lidt ned fra stjernerne for at se, hvad det var, der havde fået latteren og smilet frem på Joms ansigt.
”Hvad griner du af Joms?” havde Pidi spurgt.
”Livet! – Ja, LIVET!” svarede Joms højlydt og kort. Det svar, kunne Pidi kun glæde sig over.
De to kammerater havde i lange tider fulgt hinanden. Udover sine helt personlige ejendele såsom gaffel, tallerken og tandbørste – så var Pidi og Fun-Ka-Non det eneste Joms havde. De var en uadskillelig del af ham, og havde været det lige siden han startede sin tilværelse.
Men nu var det altså ikke sådan, at Joms bare var kommet ud af det rene ingenting. Nej, næsten tværtimod.
Joms var faktisk blevet født engang. Et eller andet sted.
Sådan lige præcis hvornår, eller lige præcis hvor, var der egentlig aldrig nogen, der rigtigt havde fundet ud af. Men denne uvished bekymrede ikke Joms. Dels havde han ikke behov for altid at vide alting, eller at forstå alting. Bare han kunne forklare det over for sig selv. Det var som regel nok. Og så havde det med det visse fødselstidspunkt, ifølge hans livsfilosofi, jo den fordel, at han ikke rigtigt vidste, hvor gammel han var, og derfor hverken kunne defineres som et barn eller en olding, og det var jo ganske smart. For så kunne han opføre sig ganske, som han selv ville.
Det der med fødselsstedet var der derimod lidt mere styr på, for Joms havde da en klar opfattelse af, at han måtte komme fra nogenlunde det samme sted, som det sted, hvor hans far, Kanøf, var kommet fra.
Kanøf, altså Joms far, skulle efter sigende have været en drabelig, og vistnok også ret velbeslået sørøver. Kanøf boede på sit skib FUN, og FUN havde han liggende ved den kaj, der lå netop det sted, han boede når han ikke var ude på togt, hvilket han for øvrigt ofte var.
Forstod du det, vil du også kunne forstå, at det sted hvor denne kaj lå, var et veldefineret sted, der lå lige ude ved horisonten, og så en lille smule til venstre, eller også var det til højre. I henhold til Pidi’s informationer og optegnelser, så skulle dette sted egentlig være ganske nemt at finde, men det afhang selvfølgelig noget af, hvem det var der søgte, og i hvilket ærinde, de søgte efter stedet. Alligevel var det et rigtigt godt sted at gæste. Det var nemlig også stedet, hvor lykken fandtes.
Joms var under alle omstændigheder stolt af at komme fra netop dette sted, og også at være eneste søn af selveste Kanøf.
En ting vidste man dog med sikkerhed om Kanøf, ud over altså at vide hvor han boede, og det var, at han altid hørte noget andet end det, der egentlig blev sagt. Ikke således at han decideret misforstod det. Nej, det var vel nærmere sådan at hans inderste drømme og ønsker havde en forunderlig evne til at ændre det han selv hørte, til det han gerne selv ville høre, eller gerne selv ville have. Desuden kunne Kanøf med en usvigelig sikkerhed regulere sin fine hørelse. Det gjorde han, ved at sorterede det han hørte, op i to grupper… Det, der blev hørt, og det, der ikke blev hørt.
Han var vel det, man kunne kalde et særdeles veludviklet tilfælde af det, der nordenfjords, kaldes ”sløt døv”. Det at man kun hører, det man selv vil. Men denne egenskab gjorde ham også til noget helt særligt, for han var som Joms altid glad, og det bliver man vel, når man kun hører det man gerne vil, og på den måde får sorteret alle fluelandingspladserne fra.
Joms mor var der til gengæld ikke rigtigt nogle, der vidste, hvem var. Hun kunne meget vel have været en havfrue, en engel, en troldkvinde, eller måske endda en søster til Kleopatra helt nede i Egypten. Ingen har nogensinde følt sig helt sikker på, hvem hun var.
Lang tid før Joms var kommet til denne verden, havde han som barn, hvilket han nu for øvrigt vistnok stadig var i visse situationer, udvist en noget anderledes adfærd og væremåde end børn normalt har. Han var, blandt meget andet, knusende stærk allerede helt fra fødslen af, og hans vilje havde desuden en diamants skarphed. Havde han sat sig et mål, kunne intet i denne verden forhindre ham i at nå det. Ligeledes havde han en beundringsværdig måde at kunne kombinere alle de tilstedeværende muligheder på, og omverdenen kunne gang på gang forundre sig over de resultater, han herved nåede.
Men disse egenskaber bekymrede ikke Joms, eller fik ham til at hævde sig som noget særligt. Han havde egentlig ikke større ambitioner i livet end blot at smile og leve.
Dog var der enkelte situationer, der gjorde, at hans næsten overnaturlige kræfter pludselig blev vakt til live. Det var ganske vist ikke hver dag, det skete, og når det skete, var det helt sikkert kun hvis noget havde pirret hans rene sind, og derved gjort ham vred. Lige præcis, hvad der en dag i hans spæde barndom havde gjort ham rigtig tosset, kunne Pidi ikke rigtig huske. Men den kunne huske, at de sammen havde været med Kaptajn Kanøf ude på ét af hans mange togter.
Kanøf havde nemlig sat sig det mål at finde den rigtige verden til sin søn Joms, og da Kanøf engang havde hørt om et sted hvor markerne var overstrøet med ISKAGER, hvilket lød utroligt godt, – så havde han under flere togter forsøgt at finde netop dette sted til Joms og hans videre færden i livet.
Godt nok havde Kanøf’s hørelse igen spillet ham et puds, da han havde hørt om dette land. For de, der havde fortalt ham om stedet, der blev benævnt som ”Landet med de små”, de havde dengang fortalt Kanøf, at stedet nogle gange var dækket helt med isflager, og ikke med iskager!
Men på baggrund af det Kanøf havde hørt, havde han – med forventningens glæde og styrke – således atter engang lettet anker og stukket til havs, væk fra sin bopæl derude ved horisonten og så lidt til venstre, eller også var det til højre. Han havde sat fulde sejl på sin skude og sat kurs mod ”Landet med de Små”. Med sig havde han som sædvanlig taget Joms, og det var her, at Pidi svagt husker netop den dag, hvor Joms blev så edertosset, at den lille knægt i sin vrede havde hamret sin næve ned i en stor kanonkugle der lå på dækket.
Resultatet kunne nu, mange solopgange efter, ses bag på Fun-Ka-Non, der hvor Joms opbevarede sine ejendele. Her lå nemlig den meget dybe tallerken, som Joms altid spiste af, når han spiste sammen med Pidi. Denne dybe tallerken var den kanonkugle, som Joms havde ramt med sin knyttede næve, og det siger vel noget om de næsten overnaturlige kræfter dette lille væsen til Joms egentlig havde.
Nå, det var altså også på ét af disse togter, at Kanøf havde haft held med sin kurssætning, og da han havde opsnuset den rigtige retning mod ”Landet med de Små”, så havde han på fineste vis sat sine sejl så godt, at hans store skib næsten planede på det åbne hav.
Kanøf var nemlig, ud over at være en meget glad sørøver med et utroligt godt renomme, også en særdeles velbefaren sejler. Ja, måske var han egentlig den bedste af alle, og han kunne med sit sømandskab nemt få sit skib op i en hastighed, der endda gjorde det muligt at stå på vandski bag båden.
Ganske vist var der ingen, der nogensinde havde prøvet det der med vandski. Dels fordi Kanøf ikke fandt nogen som helst grund til at gøre noget, når man nu vidste, at det sagtens kunne lade sig gøre. Dels fordi ingen i verden på dette tidspunkt kendte noget til vandski. Og når man ikke gjorde det, så var det vel en rimelig grund til at hele besætningen ikke stod på vandski efter skuden, og således blot lod farten være som den var – en ekstrem høj fart for hans skude.
Farten var faktisk så høj, at da Kanøf’s udkigsmand – ham der, der sad på en lille rund pind allerøverst i masten – fik øje på ”Landet med de Små”, der havde de, til trods for at ankeret straks var blevet kastet og sejlene strøget, haft så meget fart på, at det stolte skib FUN med sin skarpe stævn kløvede en stor fjord ind i ”Landet med de Små”.
Da skuden endelig lå helt stille, var Joms blevet sat i land sammen med Pidi og Fun-Ka-Non. Og før Kanøf begav sig hjem til stedet derude ved horisonten lidt til venstre, eller også var det til højre, så havde de sammen bygget en borg til Joms. Den kaldte de selvfølgelig Jomsborg, og man kan den dag i dag i ”Landet med de Små” finde bevis på dette sted, hvorfra Joms sammen med sin ven Pidi og hans følgesvend Fun-Ka-Non var draget ud på deres ture til nær og fjern i ”Landet med de Små”.
Netop i dag var Joms, Pidi og Fun-Ka-Non altså kommet til denne solbeskinnede eng og her sat bevægelse i alt det der var, bare med deres fremmarch, og de knagende lyde Fun-Ka-Non lavede når den, trukket i sit tykke tov, fulgte i hælene på Joms.
At Fun-Ka-Non var en glad kanon kunne ingen være i tvivl om. Den pegede aldrig på nogle, og dens buttede form, der var så buttet som noget, gjorde alle glade, bare de så på den. Noget helt andet var, at selvom Fun-Ka-Non på en måde lignede en kanon, så var der ikke rigtigt nogle, der vidste, om den kunne skyde ligesom rigtige kanoner. Du ved med både røg og brag. Selvom Fun-Ka-Non afgav mange lyde, når den blev trukket afsted af Joms, så var der ingen, der nogensinde havde hørt den afgive så meget som en eneste lyd, der mindede bare det mindste om det Booom, en rigtig kanon kunne give. Det gjorde heller ikke noget, for Fun-Ka-Non kunne nogle ting, ingen andre kanoner kunne. Fun-Ka-Non var nemlig, udover at være bolig for Joms, og tænkested for Pidi, en sted- og tidsmaskine, der på mærkeligste vis kunne bringe Pidi, Joms og sig selv allesteds.
Således kunne de tre sammen rejse i intetheden, i nuet og i evigheden. Alt det foregik jævnligt og ofte når Joms og Pidi af en eller anden grund sad stille på Fun-Ka-Non og havde en af deres dybsindige samtaler. Når de sad der og gloede ud i det tomme rum, så var de pludselig ude i en helt anden verden, i en hel anden tid eller et helt andet sted. Derfor passede Joms også overordentlig godt på Fun-Ka-Non. Den var, sammen med hans ven Pidi, det dyrebareste han havde, og det eneste han absolut ikke kunne dele med nogen.
Joms slap da heller aldrig tovet, der på en måde bandt ham til Fun-Ka-Non. Godt nok havde han tit tænkt, at alle han mødte skulle have en Fun-Ka-Non, men bedst som han var ved at dele Fun-Ka-Non med andre, var han blevet overbevist af Pidi om, at hvis disse andre gerne ville have en som Fun-Ka-Non, så måtte de selv skaffe den, for ellers kunne den slet ikke virke som, nu Fun-Ka-Non kunne virke.
Pidi havde fortalt Joms, at Fun-Ka-Nons egenskaber med at kunne bringe dem vidt omkring, var stærkt bundet til dem selv. Alle de øjeblikke de havde med dem fra den tid og de steder de egentlig ikke altid rigtig kunne huske lå i Fun-Ka-Non. Det var denne samklang imellem de tre og alt det de var, der gjorde, at Fun-Ka-Non virkede så godt, som den gjorde.
Endnu en gang havde Pidi på sin helt egen måde gjort noget uforklarligt til noget, Joms inderst inde godt kunne forstå, og det behagede Joms vældigt godt ikke hele tiden at skulle gå og undre sig over uforklarlige ting og sager. Det gjorde ham så utryg når sådanne situationer opstod, og det var da også derfor, han var så glad for Pidi, og for øvrigt brugte ham så ofte. Fordi han med sine forklaringer de to imellem altid fandt tryghed og ro i sit inderste.
Lige nu var Pidi imidlertid også blevet optaget af alle de livsbekræftende lyde deres lille ekvipage havde startet på den solbeskinnede eng. Han havde fra sit yndlingsleje i krumningen på Fun-Ka-Non rejst sig halvt op og tog sig lidt til hovedet med den vinge, der vendte op mod himlen. Lige foran Pidi stod den basunlydsfrembringende hest nu rimelig stille og kiggede på. Ved siden af koen og lidt omme i anden række havde alle kalvene taget opstilling.
”Undskyld vi sådan forstyrrer middagsfreden”, havde Pidi fornemt og lidt læspende fremsagt. ”Vi ville egentlig bare have krydset engen uden større postyr, men vi ligesom fornemmer, at det ikke lader sig gøre.” – ”Hvad skyldes det?” sluttede Pidi sin hilsen med. Hesten, hvis hale, i sine svirp hen over dens ryg, forsøgte at vifte enten fluer eller også resterne fra den fjert, den havde sluppet da den lettede sig, svarede prompte på Pidis spørgsmål.
”Prrrrr… Nysgerrighed… Ja, nysgerrighed!” – ”Det er vel sådan, at ingenlunde har vi her på engen set noget så mærkeligt som i tre. – Ham, den lille der. Den der buttede tingest, han trækker bag sig, og så dig, din forhutlede måge.”
”Mærkeligt?” replicerede Pidi, og gentog: ”Mærkeligt!” – ”Man kan vel ikke fare sådan op, bare fordi man finder noget mærkeligt, og hvis man synes noget er mærkeligt kan man vel heller ikke bare sådan blive bange?”
”Jamen, jeg tror heller ikke det var på grund af Jer, at vi blev bange.” sagde koen pludselig til Pidi, og fortsatte ”Nej, det var nok fordi fluerne pludselig satte i med deres summen, for det plejer de sandelig ikke at gøre, når vi ligger stille på engen og slapper.”
”Og så bare fordi et par fluer laver noget andet end de normalt gør, så bliver du så bange, at alle dine børnebørn dundrer rundt i flok, egentlig helt uden at vide hvorfor.” – ”Sikke en uorden!” – ”Var det ikke en ide, I fik lidt mere styr på det hele, end bare sådan at forskrækkes over den situation vi nu tilfældigvis skabte, fordi vi på vor rejse skulle forbi det sted, hvor I lå.” – ”Vi har jo ikke ændret noget som helst i forhold til det, der altid vil ændres. Jeres eng har da aldrig været den samme på noget tidspunkt, og som følge deraf kan noget da heller aldrig være, som det plejer. Med mindre, at du slet ikke har set alle de små evigt foranderlige detaljer, der sammen gør helheden. Har du ikke det, er det klart, at alting for dig er og bliver, som det plejer, men det retfærdiggør ikke, at hele engen mere eller mindre bliver utryg og urolig.” – ”Jo!” fortsatte Pidi – ”Hvis I alle har mistet evnen til at se de små og evigt foranderlige detaljer, så er det klart, at I vil reagere på en sådan irrationel måde. Men i så fald er der da intet at blive bange for, for da er det hele vel ens og ganske forudsigeligt eller trygt.”
Koen gloede noget skeptisk på Pidi, men Joms der havde stået stille ved siden af sin Fun-Ka-Non og lyttet til de to’s samtale følte, at det Pidi sagde, på en eller anden måde hang sammen, selvom det måske ikke var helt så nemt at forklare for sig selv. På den anden side var det jo rigtigt, det Pidi sagde, at ingenting kan nogensinde være, som det plejer. Derfor er hvert øjeblik et nyt og skal tages som noget ganske andet end det, der lige har været.
Således var Joms jo også blevet til det han var, ved hele tiden at have set og hørt alt det han på sin vej havde kommet i berøring med, og på den måde blevet præget af dette. Han havde aldrig kunnet udelukke de mange indtryk, han hver eneste dag var blevet givet. Og selvom det ofte var de gode indtryk, han helst ville beholde, så havde alle de dårlige indtryk også været med til at sætte deres aftryk og derfor også været med til at præge ham til det, han nu engang – og netop nu – var.
Ganske vidst var det ikke altid, at denne evige prægning var lige så bevidst for ham, som han gerne ville, men han havde en fornemmelse af, at inderst inde – dernede i den dybeste underbevidsthed – var det hele lagret.
Måske var det også derfor, at han som nu følte, at han genkendte, det Pidi talte med koen om. Måske var det fordi han, alt imens deres samtale skred frem, havde haft en næsten usynlig dialog med alt det, der lå gemt inde i dette personlige gemme, og der hvor det ramte sammen med den komplicerede struktur og de elementer, det bestod af, at det sendte disse stærke fornemmelser og følelser op i hans krop, alt imens de talte.
Hvis det var det, så havde alting han havde mødt fået evig værdi, og derfor et evigt liv.
Ligeså ubemærket som hans lytten til Koen og Pidis samtale havde Joms kravlet op på Fun-Ka-Non. Her havde han lagt den ene arm hen over Pidis vinge, og de to havde sat Fun-Ka-Nons tid- og stedsbevægelse i gang da Pidi henvendt til Joms sagde: ”Der er en af mine venner, du lige skal møde!”
Drømmende lagde Joms sig tilbage på Fun-Ka-Non, alt imens Pidi fortalte…
Jo ser du, for mange hundrede år siden sad en forhutlet måge på en strand og lyttede til en mand, der efter i lang tid at have tegnet usammenhængende streger i sandet, pludselig rejste sig og sagde: ”Alt flyder. – Alt er i bevægelse, og intet varer evigt. – Jeg kan ikke gå ud i den samme flod to gange. For når jeg går ned i floden anden gang er både jeg og floden en anden.” [1]
”Det er jo derfor, at vi aldrig opnår fuld tryghed, for næste øjeblik er alle ting anderledes. Vi må lære at leve med denne utryghed, og måske hvis vi magter det, vende den til vores ven. Når alt kommer til alt, er det jo forunderligt, at vi hele tiden står over for noget nyt og spændende”… Og Pidi fortsatte: ”Tænk sig, hvor kedeligt det ville være, hvis alting var det samme. Vi ville jo kede os til døde”.
”På samme måde skal vi lære at leve med modsætningerne i livet. Noget som denne mand på stranden også nævnte. Hvis vi aldrig var syge, ville vi ikke forstå, hvad det var at være sund og rask. Hvis ikke der var en lortedag med rusk og regn, ville vi ikke kunne glædes, den dag solen ramte vort ansigt. Jo, Joms – vi skal være glade for, at livet er så afvekslende, og vi skal lære at se de små nuancer. Vi skal kunne se, at græsset gror. Kan vi det, kan vi også mobilisere den kraft, det kæver, at komme fri af de sorte huler, livet også giver. Du vil lære, at den dag, hvor du er allermest betrængt, i den findes der noget, der gør, at dagene efter kun kan blive bedre”.
Joms lyttede intenst til, hvad Pidi fortalte, og i det stille mindedes han de dage, hvor han syntes, alt havde ladt ham i stikken. Men han forstod også, at netop på grund af disse forfærdelige dage, havde hans glade sind og hans rungende latter fået deres fundament.
Som mange andre kunne han sige: Hvor ville jeg gerne have været foruden den dag, men hvordan var mit liv så blevet, hvis jeg ikke havde haft netop den dag?
Nu kunne han se den lille Erantis bryde den frosne jord, og med naiv livsglæde lade et rungende råb lyde:
”JEG LEVER!”
Gid alle kunne komme så langt, og gerne tidligt i deres liv, tænkte han og lyttede videre til Pidi, der med hovedet på skrå og med hele engens heste, køer og kalve som tilhører fortsatte:
”Som menneskene i ”Landet med de Små” så er der ikke nogle af Jer, der er ens. Det sted I står, og de steder I har stået, er og har ikke været sammenfaldende med andre end Jer selv. Det er Jeres verden, og det er derfra I betragter den. Det gør, at hvad der rører sig dybest inde, det kan I ikke dele med nogen, og det kan, når tingene ikke arter sig på bedste vis, gøre, at I føler Jer utrolig ensomme. Det er i sådanne ensomhedssituationer, at I skal vide, at I ikke er de eneste. Du er og bliver en del af et fællesskab, der rækker langt ud over engen og dens levende væsener. Alt, du har mødt på din vej, har du taget til dig, og du er, af alt dette blevet præget til det individ og unika, du selv er. På samme måde er alt andet blevet præget af dig, og der er opstået et uadskilleligt fællesskab. Noget guddommeligt… Du er pludselig blevet noget værd. Uden dig havde alt andet været anderledes. Så når du står under stjernernes uendelige himmelhvælving og føler dig som det mindste i verden, skal du vide, at du er en uundværlig del af det største.”
Pludselig brød Joms ind med en bemærkning: ”Det vil jo sige, at også dem jeg syntes var nogle skiderikker, at de er blevet en del af mig og min måde at være på…?”
”Ja, Joms – Faktisk er de du tog afstand fra, de der prægede din vilje mest, og du burde være alle røvhullerne dybt taknemmelige for at du med fasthed i beslutningen sagde: Sådan vil jeg IKKE være!”
”Den dag du gjorde det, tog du et skridt i din rigtige retning, og du blev mere dig og ikke nogen anden.”
… Knud løftede den skarpe kniv fra håndleddets pulsåre. I flere minutter havde den været lagt an på livets knivskarpe æg, og hans tankespind havde i disse ganske få minutter, ja måske sekunder, af hans liv lært ham om Joms, Pidi og Fun-Ka-Non.
Så rejste Knud sig fra bænken, kastede kniven langt væk, hoppede op på sin cykel og drønede hjem til de, han inderst inde holdt så meget af. Aldrig mere ville han tage sig selv for højtideligt, aldrig mere ville han lade sig kue af dumme indsnævrede og misundelseslidende mennesker, aldrig mere ville han tro, at han ikke betød noget, og aldrig mere ville han hade livet.
”Jeg Lever!” råbte han da han tudende omfavnede sine kære.
Noter: [1] Heraklit (ca. 540-480 f. Kr.)
P.S. JOMS er et synonym for: “Jeg Og Min Sjæl…” – og “Knud” måske mig…