Gæsteprædiken Over Dråby Kirke søndag den 13. Januar 2008
I dagens tekst fra Johannes evangeliet siges det:
”Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? – Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!”
Med nutidens sprogbrug – måske iblandet lidt Vesterbro anskuelse – ville det nok give anledning til et…
”Hallo manner, – hva er det lige vi har gang i?
Står ham der Jesus, og betvivler Guds eksistens, eller er han skide bange?”
– Vi skal tænke på, at det her foregår på et tidspunkt, hvor Jesus godt ved, at han skal lide døden på korset, – og som menneske (for det var det, han var her på jorden) er det vel ikke unaturligt, at udtrykke angst i en sådan situation.
Med hans viden og tro ved Jesus også, at når dette er overstået, så venter der et andet liv i himmelen… Men som jeg ser det, udtrykker han vitterlig et ønske om, at få synliggjort Gud – Hans Himmelske Fader…
Lyder det her ikke lidt bekendt? –
Eller er jeg det eneste menneske, der i stunder har tvivlet på guds eksistens?
JO, – Der har da været tider i mit liv, hvor jeg syntes, at den Vorherre jeg bad til hver aften som barn, at han var uendeligt langt borte. – Alligevel – har jeg siden jeg var lille, – og nu i mit voksne liv – foldet mine hænder under dynen, og i stilhed bedt mit Fadervor… Og jeg har, – når det behøvedes for mig, – fortsat min bøn med at bede om ting i min tilværelse, eller bede for mine kære, – for så næste dag, igen måske at drages i tvivl om denne Vorherres eksistens…
”Fader, herliggør dit navn!” eller ”Gud vis mig, at du er her!”
Så sker det pludselig en dag, at man oplever et af dagligdagens mange mirakler…
Jeg bliver nød til at sige det. – Jeg selv stod pludselig midt i et af disse mirakler en kold december morgen på en skovomkranset, vinterfrosset eng. Ikke nok med, at jeg med ét blev bevist om, at Gud eksisterede.
Så fik jeg også den dag foræret den måske største gave af dem alle. Det – med smil på læben – og med rungende røst – at kunne fremsige verdens korteste, og samtidig verdens kraftigste sætning. – En sætning der kun har to ord. – En sætning der rummer så uendelig meget…
JEG LEVER!
Det er virkelig en gave der rykker noget… og meget apropos den netop vel overståede jul, hvor vi med alskens gaver forsøgte at bekræfte det fællesskab vi er en del af, tør jeg godt sige, at den største julemand af dem alle – Det er så sandelig Vorherre! – Og de største gaver af alle det er dem uden sløjfe på…
Én af de gaver, der hører blandt de største… Det er livet. – Det at være, og det at være noget for hverandre…
Igen i dagens tekst møder vi således sætningen:
”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold”
Med andre ord, først når Hvedekornet forlader sin trygge plads på akset, og rammer jorden, da sker der noget. – Da begynder livet…
Det sker hver eneste dag, og det viser, at det guddommelige findes overalt – ikke nødvendigvis som en gammel skæget mand siddende på en trone – men som noget uendeligt stort og næsten uforståeligt…
Jeg mindes en aften for mange år siden, hvor jeg sammen med en af mine dengang små døtre – en frostklar vinteraften – havde været ude at se på himmelens funklende stjerner… Næste morgen – endnu inden hun havde foretaget sig noget som helst andet – for hun hen til terrassedørens vindue… Kiggede ud og stillede mig spørgsmålet:
”Far – hvor er stjernerne?”
Dette spørgsmål var vel meget relevant for hende, idet hun – nu i dagslyset – jo, ikke kunne se de smukke stjerner, vi sammen havde beundret aftenen før.
– For nutidens moderne menneske er dette måske også relevant. For ofte kræver vi beviser for tingenes eksistens, og ofte har vi svært ved – ja måske ligefrem en modvilje for, at forstå ting, som man ikke kan se, ej heller røre ved…
Men sagen er bare en anden – ”Gud er som stjernerne på en solbeskinnet sommerdag!”
Han er der altid, også selvom, at han ikke kan ses… OG Gud glemmer ikke det frø, der har forlad sit aks…
Han har givet os de mange muligheder vi har hver eneste dag. OG selvom det måske for mange danskere, nok er gået lidt i glemmebogen, så har vores kultur, – vores lovgivning, og vort inderste tankesæt sit udspring i den kristne lære, der gennem århundreder har præget vort samfund…
Dybt derinde i dig, er der – for at bruge nutidens computersprog – i dit ”motherboard” – lagt et program, der ubevist præger din adfærd, dit livssyn og din næstekærlighed… Og for at blive i computerens verden – så er det mit håb, at der ikke er for megen virus, eller ”ad-ware” i dette dit ”motherboard”…
Du er med livet givet gaven til – at gøre som du vil. – Og du er givet gaven til – hvis din gerning ikke er dig tilfredsstillende, – at få tilgivelse. -Og du er givet retten til – gang på gang – at prøve på en frisk…
… – Prøv engang at forestille dig en Bank, der hver eneste morgen indsætter 86.400 kroner på din konto.
Hver aften slettes det beløb, du ikke har formået at bruge i løbet af dagen, og saldoen overføres IKKE til næste dag.
Hvad ville du gøre, hvis du havde en sådan bank? …………
Trække hver eneste krone ud hver dag, således dagens 86.400 var brugt op – Selvfølgelig!!!
Det lyder måske ganske fjollet, og måske også noget urealistisk, at have en sådan Bank. – Men sandheden er, at sådan en Bank har vi alle sammen.
Hver eneste morgen sætter ”Bankbestyren” 86.400 sekunder ind på vores konto, som en gave…
Og hver eneste aften afskrives det – du ikke har formået at investere i gode formål – som tab…
Saldoen kan ikke overføres til næste dag. Det er simpelthen ikke muligt at lave overførsler…
Hver aften bliver saldoen således slettet, og hvis du ikke har brugt dagens indskud – så er tabet dit – Alligevel vil der næste morgen, gavmildt blive sat endnu 86.400 ind på din konto…
Hvis ikke det er en gave der vil noget, så ved jeg næsten ikke hvad… Tænk sig, at have en så generøs Bankbestyrer!!!
Sådan er livet fuldt af gaver, og sådan har vi fået gaver siden vor fødsel…
Tænk bare på det første skridt!
Der hvor du slap bordet, eller slap den trygge finger du havde fat i, og kastede dig ud i noget du ikke vidste noget som helst om.
Det at kunne gå!
Med dette første skridt, fik du også gaven der betyder, – at hvis du besidder viljen til at ville, så får du også evnen til at kunne…
Med dit første skridt begyndte dit liv at udvides. Du mødte mennesker, situationer og ting der påvirkede dig. – Nogle af de ting, du mødte på livets første små veje, satte sig evigt spor i din underbevidsthed, og blev grundlaget for den adfærd, du som voksen har tillagt dig.
Nogle ting på din vej tog du afstand fra, andre tog du til dig og gjorde til eftertragtelige.
”Hvedekornet levede…”
På den måde blev du dig, og ingen anden. Du blev den du er, og ingen anden har din lige. Du blev til et livets unikum, eller som Søren Kirkegård udtrykker det: ”Hin ene!”
Men det at være den eneste af sin slags er ikke omkostningsfrit. Det har sin pris når krisen kradser, og man i sin ensomhed stiller sig spørgsmålet: ”Hvorfor nu mig?”
I den situation kan det være ganske svært, at forklare sine omgivelser og ens nære, hvad der foregår der inde i ens inderste indre, og man kan til tider føle sig utrolig ensom i en sådan situation.
Det er her, vi kan bruge en anden af Vorherres gaver… nemlig vort Fadervor! – Et Fadervor, der – som en nøgle til troen – kan lede os ind på den sti, der igen bringer os på fode – Som frigør den enorme kraft der gjaldt, da du og jeg turde tage vort første skridt… En kraft der kan få os til – igen – og med rungende røst at sige:
”Jeg lever!”
Lad os derfor – som hvedekornet der for en stund har forladt sit aks – skabe afkast i vort liv og virke. Være glade og vide, at der i troen kan findes trøst, også selvom det ikke er en synlig ting der er flot pakket ind i glitrende papir…
For som det i dagens tekst også stod skrevet:
Da lød der en røst fra himlen: “Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.”
Amen. 20
