Der er ting jeg stadig ikke forstår…
Nogle må kunne forklare, og nogle må sidde med en dårlig samvittighed, når lyset kastes på det efterspil der fulgte med hændelsen SK751, der en december morgen blev sat på en eng lidt nord for Stockholm… Det er måske kun ganske få, der kender sandheden, men spørgsmålene bliver ved med at banke på…
Hvordan kunne man se gennem fingre med, at et medlem af Haverikommissionen (Niels Benker) drog ud i verden og fortalte “hans version af hændelsen” – INDEN haverikommisionen havde færdiggjort deres rapport?
Niels Benker – og flere andre af mine tidligere kolleger – havde svært ved at forstå at:
Hvis virkeligheden ikke matcher teorien, så er det virkeligheden der passer…
Forøvrigt er det bekræftet, at Niels Benker – fra sin post i Havarikommissionen – kæmpede med næb og kløer for at “ATR-systemet” IKKE skulle indgå i den endelige Havarirapport, og at det skyldes Lindbergs kamp, at denne væsentlige del i havariet ikke blev ladt ude… Men det fik dog en meget afdæmpet plads i den endelige Havarirapport.
Det var netop dette, der “tændte” NatGeo og dermed afstedkom dokumentarfilmen “Pilot Betrayed”.
Da Niels Benker, (tidligere formand for SPF og medlem af Haverikomissionen) dagen efter hændelsen, ude på engen alvorligt udseende kiggede mig i øjnene og sagde:
-
- “Stefan, denne hændelse er så usandsynlig, at den slet ikke har hændt”
Dengang forstod jeg umiddelbart ikke, hvad han mente, men måtte erfarede mange år efter, at det mente han – og en del af SAS’s operationsafdeling – meget alvorligt…
Siden da, har de med alle midler benægtet og underkendt denne hændelses eksistens! Til hvis fordel? – IKKE til Flyvesikkerhedens!
Et nyt liv blev givet, men et sandt helvede tog sin start…
Hvorfor skulle jeg og min familie have breve der gjorde, at vi følte os truet på livet? (Per Holmberg)
Hvorfor har ingen bemærket, at hvis en person står og skriger ind i cockpittest voice recorder, så kan alt andet ikke høres? Når Per Holmberg fremhæver et øjeblik med tabet af “PA-røret”, så kunne det jo skyldes, at han stod i vejen for at jeg kunne sætte det ned i sin bøjle, og derfor taber det… Her er det vel meget reflektorisk, at man lige samler det op fra gulvet. Især når man er venstrehåndet, og kan holde styregrejerne med venstre hånd…
Hvem havde forøvrigt fodret “en ung mand” (SAS Kaptajn og DPF medlem Jesper Andersen) med fejlagtige og injurierende informationer, der blev bragt i en serie læserbreve i tiden omkring min valgkamp til Folketinget? Hvad var hans ærinde?
Hvorfor fratog Dansk Pilot Forening mig Deres hæderspris?
Hvorfor benægtede daværende formand for Dansk Pilot Forening (Mogens Holmgaard) eksistensen af min hændelse på DR1 Aftenshovet (15. januar 2009), i anledning af FC Sullenburgers landing på Hudson River i New York?Her spørger studieværten, Mads Steffensen:
“Har man nogensinde tidligere haft en hændelse, hvor et fly mister sine motorer kort efter start, og alle overlever?” – Mogens Holmgaard svarede: “NEJ!”…
Hukommelsessvigt, eller??
Selv mange år efter…
Ved arrangement hos Center Air 15/11 2018 kunne endnu en sten lægges på “skamstøtten”…
N. K. Frost, Ejer af Center Air, kunne fortælle, at han på møde arrangeret af SAS for kunde- og leverandørgrupper i 2004, havde overværet en “svensk haveriinspektør” holde et indlæg om SK751 / Gottröra, der decideret var i strid med den officielle haverirapport… Hvorfor?
Hvad var det der foranledigede, i nu afdøde Preben Ravnholts præsidentperiode i Falkenborg Rotary klub, at man ønskede at ekskludere mig fra Rotary? – (Jeg opfangede signalet, og inden du nåede så langt “hjalp jeg dem” ved at tage mit gode tøj og gå…)
Hvem var det der fodrede en gruppe personer i min hjemby Frederikssund med falske informationer om min hændelse og min person?
Er det én af årsagerne til, at den ene af mine to døtre har fået store psykiske sår på sjælen, og ofte siger: “Jamen far, der var så mange der havde en grim mening om dig!”
“En kontroversiel person…”
Lige hvad man ligger i dette udsagn ved jeg egentlig ikke, men det er blevet bekræftet, at enkelte aviser – eksempelvis Berlingske Tidende – opfatter mig som en “kontroversiel person”… At jeg godt fornemmede, at der var et eller andet opdagede jeg ved, at man her adskillige gange har afvist mine debatindlæg… (Indlæggene er fra anden side blevet kvalitetsvurderet, så det er ikke af kvalitetsgrunde at afvisningerne har fundet sted)
Derfor vel ikke uden grund, at jeg spørger…
Har det spind som SAS Operation tydeligvis dyrkede, spredt sig helt ud i kredse af erhvervsfolk, og dermed forhindret mine muligheder for at komme videre med anden beskæftigelse efter jeg stoppede med at flyve? Er det sneget sig ind i “SAS-loyale” redaktioner?
Har noget af det her tråde tilbage til først firserne, hvor jeg grandgivelig lagde mig ud med Svensk Pilot Forening, og derfor var mere eller mindre hadet af dem? Var det i realiteten Svensk Pilot Forening (SPF) der nedlagde veto – midt firserne – dengang jeg – i.h.t. Carlzon og et headhunting firma – var kompetent til en ledende position i opstart af COD?
Hvorfor fik jeg forøvrigt aldrig lov til at se, eller medvirke til nogle af de simulator simuleringer, man – hos SAS Flight Academy – har foretaget af min sidste flyvning?
Jeg er vidende om, at flere har “prøvefløjet” min landing i simulator i Stockholm. Hvorfor har jeg aldrig måtte få lov til at flyve “min sidste flyvning” i simulator?
Det kan vel ikke skyldes, at hvis jeg ved en sådan simulering, igen kunne lykkes at lande MD80’rn, så ville hele det spin man fra svensk side kørte; – så ville det spin havde været faldt fuldstændig på gulvet…
Hvad var det, der fik tidligere chef for SAS Operation, Tore Hultgren, til at komme på min 60 års fødselsdag og undskylde både SAS og nogle af mine tidligere kolleger?
Hvem var det i SAS Operation, der holdt korrespondance tilbage ved henvendelser til mig via SAS?
Eksempelvis min “Hall of Fame” udmærkelse fra Aviation Week and Space Technologi… Som jeg først – takket været en stewardesse der havde noteret sig et brev der havde ligget længe på hylden – fik nogle år efter ceremonien havde fundet sted. I følgebrevet brevet beklagede AWST, at SAS ikke havde kunne formidle forbindelse til mig… Opklarende spørgsmå omkring denne “cencur af min post” løb ganske enkelt ud i sandet, idet INGEN – lige fra øverste koncernchef til et godt stykke ned i det operative heraki – fulgte op på mine henvendelser… Hvorfor denne tavshed?
Hvorfor det postyr omkring min person omkring uddelingen af Luftfartspokalen? Et postyr, der forøvrigt er beskrevet af Journalist John Njor i et specielt kapitel i Danske Flyvejournalisternes 75 års Jubilæumsskrift – “Som tiden flyver”…
Hvorfor skulle jeg – ved flyvejournalisternes julefrokost i Bellacenteret – have en overfusning af Flyvejournalisternes tidligere formand Erik Eriksen? Hvad var hans ærinde? Hvorledes var han kommet i den rolle, at han skulle advokadere for SAS?
Hvorfor var der ikke én eneste, der kæmpede for, at jeg kunne få mine pensionsindbetalinger fra 1991 og frem til mit 60 år? – Jeg ved godt, at formalia blev nøje holdt, idet man ikke var forpligtet til dette, hvis flyvestoppet var psykisk betinget…
“Kun ved fysisk skade var man forpligtet til at fortsætte indbetalingerne…”
Men hvorfor kunne en kulance ikke træde ind, idet jeg jo på ingen måde havde skadet SAS’s omdømme…
Kan grunden til, at SAS ikke forsøgte at få “fripolice” på mine pensionsindbetalinger skyldes, at man – hvis man havde medvirket til dette – så havde åbnet mulighed for, juridisk at pådrage sig skyld i ulykken?
Var det “dårlig samvittighed” i en anden division af SAS, end den jeg tilhørte — nemlig Operation — der foranledigede at Commercial Division, Region Danmark, uden at jeg ansættelsesmæssig havde nogen relation til dem, at de gav mig et “gyldent håndtryk” i form af en engangsindbetaling på en seperat og personlig pensionskonto? (Hans Jensen, Danica, Herning styrede dette sammen med Revisor Steffen Johansen)
Hvorfor blev jeg inviteret med til 60 års fødseldagsfrokost hos Preben Kjær, forhenværende pressechef i SAS? – Næppe fordi, jeg var blevet en kendt person. Det tror jeg ikke Preben Kjær havde behov for, hvilket tydelig fremgik af selskabets sammensætning. Men var det en tilkendegivelse overfor den fløj, der ville mig ondt. Var det et signal til konstellationer i SAS, var det en melding til det selskab Preben Kjær også var en del af, Danske flyvejournalister?
Hvad var det, der fik Flyvestyrmand Oluf Husted groundet, og SAS med hjælp fra en Flyvemediciner fik Oluf Husted erklæret psykisk instabil? (En erklæring man dog senere måtte trække tilbage.)
Var dette et justitsmord for åben tæppe foranlediget af SAS på grund af hans kritik af afisningsmetoder?
Men da han således måtte stoppe, fortsatte indbetalingerne til hans pension?
SAS kunne altså godt afvige fra formalia…
Kan det virkelig passe, at SAS i det skjulte KUN udbetalte store summer til de passagere der påberåbte sig erstatning på grund af de traumatiske efterveer? Nogle må da kunne bekræfte, eller afkræfte dette…
DERFOR…. Hvorfor, hvorfor, hvorfor?
Ja, der er og bliver mange uafklarede spørgsmål, og om svarene nogensinde kommer frem vides ikke…
Kan alle disse uafklarede spørgsmål virkelig have sin rod i misundelse og nidkærhed?
Jeg ved det ikke, men nogle personer må have en dårlig smag i munden, og trænge til at erkende, at de tog fejl… Meget af SK751’s efterspil er skamfuldt, og ikke et gammelt hæderkronet selskab værdigt…
Dette til trods, så er min villighed til tilgivelse er stor, men først efter en undskyldning!
Dette har jeg dog lært…
“Den dummeste person jeg hare mødt på min vej, var den der troede, at jeg var som ham!”
“Undervejs, har jeg stille noteret mig, hvem der ikke ville mig det godt…”
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg har delt parterne op i to grupper: De der ville mig det godt, og de der ville mig det ondt!
Tiden har slettet manges hukommelse og deres liv…
Jeg selv har det stadig prentet dybt i mit sind… Den fornemmelse hele tiden, at føle sig utryg. Hele tiden skulle have tankerne henledt på, hvad jeg og min familie nu skulle udsættes for, og hvorledes jeg skulle forsvare ydmygelserne og løgnagtighederne, for blot at have en chance for at komme videre i mit liv. 
Stille og systematisk blev jeg mere og mere usikker på mig selv, og dermed også splittet. Udadtil skulle ingen kunne se, at jeg led…
– Men indeni var der ikke rart at være…