Medie Paver i Folkestyrets tjeneste?
Af Stefan G. Rasmussen (f.h.v. MF Det Konservative Folkeparti)
Selvom den gamle sætning om at øve sit hverv mens det øves nærer stor respekt hos mig, er der dog situationer der gør det næsten uoverkommeligt at efterleve denne regel. En af dem er, den efterhånden tiltagende tendens der er for at inddrage privat personlige vurderinger i den daglige politiske debat, og her før vor Grundlovs 152 års fødselsdag kunne efterfølgende betragtninger være meget aktuelle.
Kan det virkeligt være rigtigt, at det menneske der stiller sin person og sit liv til tjeneste for vort folkestyre, at denne også skal finde sig i personlige fornærmelser, insinuationer og fornedrelser? Hvad er det der gør, at en del af pressen oftere og oftere benytter denne form for plathed? Har pressen overhovedet ret til dette, og er det dens sande opgave i et demokrati som vores? Er grunden at finde i, at begreber såsom ærekærhed og selvrespekt, så småt er ved at blive fortrængt af medieliderlighed og populisme? Er magt og berømmelse virkelig blevet en så vigtig faktor for nogle, at den i sig selv er et mål?
Det er min opfattelse, at langt de fleste folkevalgte politikere rent faktisk har deres politiske engagement baseret på et dybt ønske om at tjene deres land og deres samfund. Denne observation og opfattelse er baseret på nogle personligt indhøstede erfaringer. Men mærkeligvis – og også desværre – ligger denne sandhed måske noget fra den opfattelse der generelt fremstår når talen falder på vort lands politikere. Her er det er nemlig helt andre prædikater og usande fordomme, der kommer frem, når man taler med folk på gaden, eller for den sags skyld får gengivet tingene i visse dele af pressen. At pressen har sin plads i et demokrati som vores, skal der ikke herske tvivl om. Den skal være både kontrollerende og kritisk, men jeg mener knageme ikke dette indebærer, at pressen absolut behøver at være person-fnidrene og uanstændig.
Prøv engang at se på den flotte symbolik der er i folketingssalen på Christiansborg. Står man der, som folkevalgt på tingets talestol, så taler man op til ”folket” og tilhørernes loger. Denne symbolisering af den åbne debat understreges endvidere af, at der foran den talende folkevalgte står fire statuer der hver repræsenterer de hovederhverv vort samfund er skabt på, medens der bag den folkevalgte talers ryg står endnu fire statuer. Disse repræsenterer de fire dyder. Således understreges den symbolske vigtighed af, talen mod folket skal gøres med dyderne i ryggen.
Blandt tilhørerne til den folkevalgtes tale hører også den danske presse. På den ene side af folketingssalen er pressen repræsenteret i deres presseloge. Alt denne symbolik er flot, og stemmer helt overens med de idealer hvorpå vort folkestyre er baseret. Desværre har denne symbolik – og for øvrigt også moralen i nogle af de verselinier der er at finde på borgens gang – efterhånden lidt en krank skæbne.
Folkesjælen der skulle høres på rigets borg og i dens sale, (citat fra vægen ved Samtaleværelset) bliver ikke altid opfattet af folket som deres sande sjæl. Og pressen er ikke længere kritiske kontrollerende tilhørere, men har nu egenhændigt påtaget sig en mere politiserende magt. Dele af pressen har måske tolket symbolikken i folketingssalen helt forkert… For selvom pressen i deres loge sidder et niveau over folketingssalen, er de ikke dermed hævet over den folkevalgte. Ej heller har pressen nogen som helst ret til at sætte den politiske dagsorden.
En presse med sådanne tendenser skulle simpelthen jages på porten! At de skulle jages på porten skal forstås således, at pressen egentlig ikke skulle have deres faste bopæl på Christiansborg. Det, at de har deres kontorer og bopæl der, har nemlig medført, at den grundlæggende politiske proces lider skade og ofte bliver blokeret i sin politiske proces. Den folkevalgte politikker har simpelthen meget svært ved, at opnå og få det frie rum det kræver, at kunne forberede det forhandlingsmiljø der kræves for at kunne realisere vidtrækkende og påkrævende politiske forlig.
I stedet bliver den folkevalgte nu ustandseligt overvåget, og kigget overskulderen. Og ikke nok med det; den folkevalgte bliver løbende konfronteret med presse – ”kommercielle interessante” – spørgsmål, der nu også mere og mere krydres med private og personlige ytringer samt menneskelige vægtninger…. Usmageligt! I et demokratisk samfund skal ingen kunne klandres for deres udseende, deres frie tanker eller deres eventuelt manglende akademiske baggrund.
Men virkeligheden er desværre den, at en gruppe af Christiansborg journalister – lad os kalde dem ”Medie Paverne” – at de i en længere proces har sat sig så højt på strå i deres egen verden, at de nu selv mener, at have retten til at vægte hvad der er politisk rigtigt, eller hvad der er politisk forkert. Og gud nåde trøste den person på tinge, der lægger sig ud med disse selvbestaltede ”Paver”, thi den går det nemlig ilde.
At dette ”netværk” er stærkt, skal der ikke herske tvivl om. Det ”netværk” er nemlig med til at sætte den politiske dagsorden, og det er med til at muliggøre, eller at hindre en folkevalgt politikkers karriereforløb. Det er dette ”netværk”, du som ung og ukendt politikker skal føje for at blive kendt, og det var også i dette ”netværk” frøene blev sået til ”snigmordet” på den nytiltrådte partileder Per Stig Møller. Der hvor en ”sprit dom” der lå helt udenfor de normalt tilgængelige journaler – så meget udenfor disse journaler, at den kun forelægges en justitsminister ved en ministertiltrædelse – at disse ”oplysninger” blev plantet. Det var også ved brug af ”Medie Paverne” at en hårdt arbejdende og yderst faglig kompetent Pia Christmas Møller blev svinet så meget til, at hun til sidst måtte vige. Og den nyudnævnte UdviklingsministerAnita Bay Bundegaard, blev sikkert også en erfaring rigere, da hun tidligt i sen minister karriere fremlagde et faktum, der bare ikke passede ind i Christiansborg pressens samfundsmodel.
For den del af befolkningen der dagligt labber disse kommercielt ladede journalistiske betragtninger i sig, er følgende spørgsmål derfor også yderst vigtigt. Hvem tjener den del af den danske presse, og disse ”Medie Paver” egentlig? Er det folket eller folkestyret de tjener? Det folkestyre, hvor den der politiserer kan vælges og vrages, men vel og mærket af folket. Er det deres egne interesser de tjener? Eller er ”deres herre” en eller anden samling (Junta) af fallerede magtsyge personer, der ikke vil respektere demokratiets sande sjæl og ånd?
Konklusionen må være, at under alle omstændigheder tjener disse ”Paver” ikke vort folkestyre, og burde derfor vises på porten. – om ikke af andre, så af den anstændige og objektive del af Dansk Presse. For kun da kan pressen fremover opfylde sin pligt til at tjene folkestyret og vort demokrati