Gæsteprædiken ved friluftsgudtjeneste i Ørre-Sinding sogn, søndag den 15. juni 2003
Dagens tekst: Johannes Evangeliet, kapitel 3, vers 1 – 15
(Historien om Nikodemus, der besøger Jesus i ly af mørket.)
Man kan vel godt sige, at dagens tekst på mange måder er særdeles aktuel. I disse dage, hvor selv de lærte strides om troen på gud.
Midt i dette, kom så en lille Tibetansk munk (Dalia Lama) på scenen, hvor ”de kendte” og ”de intellektuelle” så i samhørighed, kunne pleje deres image. De har gjort deres ypperste, for at berøre et åndeligt element i livet, samtidig med at de har grinet ”sig fordærvet” over, at der stadig findes ganske almindelige folk, der tror på Gud.
Når jeg ser dette, og følger ”Gud-debatten”, der dybest set nok ”kun” handler om at tro – og ikke om at vide, så kan jeg godt blive taknemmelig for, at jeg – dels stoppede mine studier i tide, – dels – og måske ved tilfældet – er blevet tilsmilet det forunderlige liv som jeg er.
Men her kan jeg vel støtte mig til Søren Kirkegaards resonement: Livet er fuld af tilfældigheder, men det er måske ikke helt tilfældigt den måde tilfældighederne tilfældigvis giver et tilfælde.
Jeg mener, jeg ved livets erfaringer har lært, at jeg nødvendigvis ikke behøver, at skulle kunne forklare alt på denne jord, og jeg syntes sommetider, at dette at overgive sig, og acceptere, at der findes større og mere ufattelige ting, end en selv. At det kan berige en så meget, og hjælpe en så meget, at den nuværende debat om Gud syntes tåbelig og til tider latterlig.
Men lad mig starte et helt andet sted, nemlig med at gå en del år tilbage. Tilbage til tiden før Kristus, tilbage til naturfilosoffen Heraklit fra Efesos i Lilleasien, der levede fra omkring år 540 f.Kr. til år 480 f.Kr.
Den norske forfatter Jostein Gaarder, skriver i sin bog ”Sofies Verden” om naturfilosoffen Heraklit:
Heraklit mente, at de stadige forandringer netop er det mest grundlæggende træk ved naturen.
– Alt flyder, sagde Heraklit. – Alt er i bevægelse, og intet varer evigt. Derfor kan vi ikke to gange stige ned i den samme flod. For når jeg stiger ned i floden for anden gang, er både jeg og floden en anden.
Heraklit pegede også på, at verden er præget af stadige modsætninger.
– Hvis vi aldrig var syge, ville vi ikke fatte, hvad det vil sige at være rask.
– Hvis vi aldrig var sultne, ville vi ikke have nogen glæde af at være mætte.
– Hvis der aldrig var krig, ville vi ikke sætte pris på fred.
– Og hvis der aldrig var vinter, ville vi ikke opfatte foråret.
Både det gode og det onde har en nødvendig plads i helheden, mente Heraklit.
Hvis der ikke var et konstant spil mellem modsætninger, ville verden ophøre.
– Gud er dag og nat, vinter og sommer, krig og fred, sult og mæthed, sagde han. Her anvender Heraklit ordet »Gud«, men det er klart at han mener noget helt andet end de guder som myterne fortalte om. For Heraklit er Gud – eller det guddommelige – noget der omfatter hele verden. Ja, Gud viser sig netop i den stadigt skiftende og modsætningsfyldte natur.
I stedet for ordet »Gud« bruger han ofte det græske ord »logos«, som betyder fornuft.
Selv om vi mennesker ikke altid tænker i de samme baner, eller har den samme fornuft, mente Heraklit at der må findes en slags »verdensfornuft« som styrer alt, hvad der sker i naturen. Denne »verdensfornuft« – eller »naturlov« – er noget der er fælles for alle og som alle mennesker må rette sig efter.
Og dog lever de fleste efter deres egen private fornuft, mente Heraklit. Han havde i det hele taget ikke synderlig høje tanker om sine medmennesker. – De meninger som folk flest har, kan sammenlignes med småbørnslege, sagde han.
Midt i alle naturens forandringer og modsætninger så Heraklit altså en enhed eller helhed. Dette »noget« som ligger til grund for alt, kaldte han »Gud« eller »logos«.
Jeg mener Heraklit er inde på noget rigtigt her, og i sine påstande lægger op til at Gud ikke er noget man sådan lige kan sætte ansigt på og bringe et billede af i den sene Tv-avis klokken 21 eller 22 alt afhængig af, hvilken kanal vi vælger.
Også Jesus – som til gengæld har levet som menneske, og dermed kan billedliggøres, påpeger i Johannes døberens vidnesbyrd, at Gud er noget der er mere og andet end mennesker.
Gud besidder alvidenheden.
Havde vi mennesker den ville vi gå til grunde. Vi ville ikke kunne begejstres, vi ville ikke kunne leve. Tænk sig, at vide hvorledes næste minut ville være, eller næste time, eller næste døgn. Der ville aldrig være noget at glæde sig til, og der ville aldrig være noget at frygte. Og selv om ingen af os bryder sig om frygten, og angsten, så er den en del af vores jordiske liv, og som Heraklit påpeger en nødvendighed for at kunne opnå glæde.
Et paradoks, men kun for mennesker.
Derfor mener jeg, vi skal være lykkelige for, at vi som mennesker ikke forstår alt, ikke ved alt.
Det giver mig selv en glæde, og det kan give alle en glæde.
Trods dette, er det dog stadig vore bestræbelser for at vide mere, finde mere, og forstå mere, der skaber alt det vi kalder udvikling. Men gør det os lykkeligere som mennesker? Det svar kender kun du som individ.
Det er jo dine valg, der giver det liv du lever. Men det er dermed også dig der påtager dig det fulde ansvar for det liv du har. Her er det da rart at have en Gud at dele tingene lidt med… det mener jeg.
Min gud som er i himlene, kommer da ofte med på råd når jeg som menneske er i tvivl. I mine bønner snakker vi lidt sammen, og jeg føler ofte, at jeg får et godt vink, der kan bruges. Lige præcis hvorfra det kommer, kan jeg ikke siges, men det kan føles, og det føles godt. Men bemærk venligst mine ord, i det jeg just sagde. Jeg personificerede ikke Gud.
Gud er for mig mere, end blot et menneske med guddommelig kraft. Gud er alting.
Gud er som stjernerne på en solbeskinnet sommerdag!
”Hin ene” siger Søren Kirkegaard, og jeg tror han der i sine eksistentielle betragtninger omkring individ og fællesskab peger på, at alt og intet på samme tid kan være det samme.
Prøv engang, som jeg, at kigge mod himlens stjerner. Derude i verdensrummet findes så mange af dem, at de langt overstiger det vi kan fatte. Men mindst ’en af disse stjerner er 100 lysår borte. Det er noget af en klat vej, men ved hjælp af den danske videnskabsmand Ole Rømers beregninger omkring lysets hastighed, ved vi, at dette lys – dette øjeblik som det er – med en hastighed af knap 3 hundrede tusinde af kilometer i sekundet, netop nu, har rejst i et hundrede år. Tænk sig en afstand på lidt over 946 tusinde milliarder kilometer…
Ufattelig for menneske, hvor de fleste af os ikke engang fornemmer forskellen mellem en million og en milliard som andet end blot tre nuller. Måske kan det hjælpe lidt, hvis jeg fortæller at en million sekunder i tid er lidt over 11 en halv dag. Hvor en milliard sekunder er det samme som knap 31 tre kvart år!
Men alt dette er jo den fysiske side af livet, hvad med den åndelige side af det. Hvordan har du det, når du der under stjernens himmel pludselig må erkende, at det øjeblik, du der betragter, at det er et hundrede år gammel. Ja, langt de fleste får et forklaringsproblem, men det betyder da ikke, at vi ikke tror på det vi ser.
Sådan er vor verden, med menneskeligt forståeligt og uforståeligt på samme tid, og i det rum der hermed opstår er det, at troen opstår og Gud lever.
Og lader vi de fysiske fakta pege videre, vil vi kunne se, hvor dette rum findes, nemlig inde i os selv. I vor hjerte og i vor sjæl.
Hvis stjernen på sin plads i universet, der hundrede af lysår borte ikke ledte din tanke på vej, så lad mig tage tingene lidt nærmere på.
Den sol der beskinner vor jord, det lys er også ”ret længe” på vej… omkring 8 minutter og 32 sekunder tager det fra solen til det rammer din krop. Derfor vil øjebliks spørgsmålet – som den lille dreng stille sin bedstefar en aften, hvor de stod og kiggede mod himlens stjerner – ”Er solen slukket?” Dette spørgsmål kan ikke besvares, og vi må som mennesker vente på svaret, indtil tid er.
Det er også disse ting der gør det vanskeligt for vi mennesker at forholde sig til øjeblikket og dermed til det vi vil betegne som ”virkeligheden”.
For hvad er virkeligheden for os?
Er virkeligheden det vi ser?
Nej det er det ikke, for når natten kaster sit mørke, er der jo mange ting vi ikke kan se, men de er der da stadigvæk, og som jeg sagde før – når solens stråler skinner på himmelen, så kan vi ikke se stjernerne, men de er da stadigvæk.
Når jeg står under himlen og kigger på det øjebliks lys, der startede sin tilværelse for et hundrede år siden, og jeg selv kun har en alder af 56 år, så eksistere jeg da alligevel. Men der er immervæk 44 års forskel på de to øjeblikke vi repræsenterer…
Og når jeg kigger ned mod det tændte lyst længst væk her i kirken (på bordene), og siden på lyset heroppe nær, så må jeg erkende, at det lys dernede bagerst har tidsmæssigt levet længere, end det lys jeg ser her oppe nær på. – Og når jeg om morgenen kigger i mit badeværelses spejl – og hilser på mig selv – så må jeg sandelig erkende, at det jeg ser – det har været!
Med andre ord, så findes der for et menneske kun et sted, hvor virkeligheden eksisterer – der hvor alt er i samme tid – det er dybt inde i dig selv. Det var også der, og i det rum jeg påpegede, at vi havde pladsen til vor tro og vor Gud.
Derfor tror jeg også, at Gud findes i os alle, og gud er til for os alle, og jeg tillader mig som Heraklit at kalde det ”småbørnslege” når mennesker kaster sig ud i diskussioner, der kun har det formål, at skabe et kødeligt billede af Gud.
Gud er langt mere end det. Gud er grænseløs. Gud er næstekærligheden.
Gud er til.