Artikel om vort ansvar…

De unge… Vore prinser og prinsesser!…

Nutidens personlige computere behøver et styringssystem for at kunne behandle de forskellige programmer, vi putter i dem. Som computere, dog uden der skal drages nogen form for dybere parallel, har vi mennesker også vort styresystem – vort adfærdsmønster. Men hvor den elektroniske verdens forskellige styresystemer mere eller mindre kan tælles på én hånd, er der i den menneskelige verden utallige kombinationer af styresystemer.

 Hver gang vi, siden de første observationer som ganske små, har mødt et andet menneske, har det påvirket vor adfærd i større eller mindre grad. Vi er, selv om tanken for nogle ikke lyder rar, et produkt af vore omgivelser, og dermed en del af et større fællesskab. Måske er det netop derfor, vi bedst berigtiger vor eksistens i samværet med andre.

Det at blive bekræftet i sin eksistens er noget fundamentalt, og måske et af kærnepunkterne i livet. Denne bekræftelse starter med den første tryghed i moders skød; og hvert indtryk vi får fra omgivelserne, og som i vort indre bearbejdes som vort eget, bliver til beslutninger, der er vore, og som skaber vor adfærd, ligesåvel som det bekræfter vor eksistens.

Af gode grunde er barndommens jomfruelige sind meget påvirkelig, og efterhånden som tiden går, bliver påvirkningen mindre og mindre uden alt. Ud fra disse betragtninger er der da også blandt adfærdspsykologer stor enighed om, at vor grundadfærd, måden hvormed vi behandler omgivelsernes påvirkninger, allerede skabes i de første 5 – 6 år af vor levetid. Med andre ord: barndommen er vel nok den vigtigste periode af alle for vor måde at være over for andre, såvel som for den måde hvorpå vi tackler livets genstridigheder.

 Får vi ikke den fornødne bekræftelse (kærlighed) i denne tidlige fase af vort liv, kan det meget vel ytre sig senere i form af adfærdsmæssige abnormiteter. Ligeledes er denne adfærdskonsolideringsfase fuld af personlige landvindinger, både sejre og nederlag, og det er vigtigt, at denne fase derigennem skaber det fornødne selvværd.

I dyrenes verden ser vi adfærdstræningen som midlet til overlevelse. Gennem leg og omsorg bliver dyrebørnene ledt ind på rette vej. De lærer at age, at kæmpe og at overgive sig, således at de, når tid er, kan stå på egne ben. Men læg mærke til, at under opdragelsen er de aldrig ladt i stikken. En intens overvågning med afgrænsede rammer, der lidt efter lidt udvides, efterhånden som udviklingen skrider frem, udmøntes af forældreansvaret.

 At drage paralleller til vore tiders familie- og samfundssystem er fristende.

Spørgsmålet r er om vi i dag lever i et samfund og under en samfundsnorm, der tillader den optimale udvikling af vore børn?  Har vort formynderi taget overhånd, således at de erfaringer, der for os som egenansvarlige mennesker er nødvendige, ikke opnås?  Hvorledes påvirker det vor senere adfærd, når vi i vor barndom ikke har mødt kærlighedens livsbekræftende varme?

Det er helt herned i disse fundamentale betragtninger, at vore politiske tanker skal finde deres udspring, og det er klart, at i et moderne og yderst komplekst samfundssystem realiseres dette ikke alene ved en lille lovændring eller for den sags skyld et nyt lovtiltag.

At skabe de fornødne vilkår og betingelser kræver indgreb i både det sociale, det skattemæssige og i det arbejdsmæssige lov værk, og det er så absolut ingen nem proces. På den anden side ville mange af vore meget omkostnings dyre og yderst mennesketragiske samfundsproblemer højst sandsynligt blive løst, hvis vi, når vi ønsker at løse sociale problemer, ikke alene arbejdede med problemet, men også fokuserede på, hvad årsagen til problemet var.  Gjorde vi det, ville vi kunne bekræftes i talemåden: “Det nytter ikke at tørre vand op med en karklud, når vi ved, der er sprunget et vandrør! “

 Men måske er det slet ikke muligt at præge denne proces ved lovmæssige ændringer, idet reguleringer fritager os fra beslutninger og dermed er i modstrid med et dybereliggende eksistentielt behov hos det enkelte menneske.

At bryde denne tilsyneladende onde cirkel kræver en bred indsats og involverer alle. Vi skal selv erfare, hvad det betyder at tage et personligt ansvar for eget liv, og det er fuldstændig misforstået, at ansvaret kan overgives til andre.

 Ansvar vil altid være noget, man pålægger den enkelte. Ellers er der ingen til at stå til ansvar for det.

Vi skal lære, at ansvar og pligter hænger nøje sammen med vores identitet. Mister vi den, er vi på vej ud i intetheden.

 Alt efter, hvor bevidst dette faktum er, er det skabende for de rammer og de vilkår, hvorunder vore børn og unge vokser op. De vil – med summen af de oplevelser, de i nuet indeholder – have den styrke, der skal bringe dem gennem den krise, de i nuet står i. De vil, hvis usikkerheden om deres egen identitet bliver for stor, udsende signaler for derved at gøre opmærksom på deres eksistens, og i den sammenhæng er vold også et signal.