Pages Navigation Menu

et almindeligt menneske der har haft et ualmindeligt liv...

SAS og fremtiden…

At tro og påstå, at SAS kommer ud på den anden side af Covi-19 krisen – som det flyselskab det var før krisen – er nok lidt naivt. Fremtiden for verdenen er og vil være forandret for evigt. Dette også i en sådan grad, at ikke bare tilpasning og små justeringer, men også store forandringer vil være krævet for at sikre bibeholdelsen af SAS’s position i det internationale luftrum.

Det er ofte i kriser, at man finder nye løsninger. Får afprøvet ting, der måske i normale tider ikke ligefrem var på tale. Lad mig blot – blandt mange ting – tage en side op…

I denne Covi-19 krise har erhvervslivet og andre lært at benytte de elektroniske kommunikationsplatforme på en helt ny måde. Man afholder i stigende grad: møder, konferencer og generalforsamlinger – ja hele folkemøder via skærmen. Dette tiltag vil ændre på vores tidligere adfærd – noget der ellers er ret vanskelig, men i kriser ofte lykkes. Vi vil i fremtiden i lang højere grad benytte den elektroniske kommunikation optimalt, og resultatet vil være, at en del af de forretningsrejser – der før krisen blev gjort for at kunne deltage i formøder, konferencer m.m. – vil mindskes, og desuden afstedkomme besparelser, og måske også en effektivisering. Men taberen ved denne adfærdsændring vil blive luftfartsindustrien, der normalt betjener denne gruppe mennesker.

Overordnet er det således, at Luftfartsindustrien groft kan opdeles i 3 hovedområder: “Business” (forretningsrejsende), “Leisure” (ferierejsende) og “Cargo” (lufttransport). SAS før Covi-19 høre til i Business/Leisure med hovedvægt på Business. Men vil det også være sådan efter Covi-19 krisen? Mit bud er et klart Nej!

At verdenen stadig på den anden side af krisen vil have behov for lufttransport, er der absolut ingen tvivl om, men fordelingen på de førnævnte tre hovedområder vil forskubbe sig væsentligt. Langt færre vil sidde i flyene som forretningsmænd. Om rejselysten vil være den samme er svær at sige, men der sidder – i en årrække – nu en angst for at skulle risikere noget, ved upåagtet at rejse ud i verdenen. Desuden – og især hvis pandemien holder sig i live langt ind i 2021, så vil mange finde ud af, at at fædrelandssangen “Danmark dejligst vang og vænge” ikke taler usandt… Man vil høre udsagnet “Ude er godt, men hjemme er bedst!” blive genopfundet… Alt dette fylder ikke luftfartselskabernes tomme sæder!

Tilbage er der nu det tredie element – Luftfragten! – Her har krisen lært os endnu mere, at handle over nettet, at butikken vi handler i findes på de mest mærkelig lokationer i vor globale verden, hvilket så betyder, at vort indkøb på et tidspunkt skal fragtes over en vis afstand. At erhvervslivet måske har mindsket deres behov for forretningsrejser er absolut IKKE betydende med, at der er mindsket et behov for at levere og modtage varer, produkter m.m. virksomhederne imellem. Alt i alt er det rimeligt forudsigeligt, at der vil ske en markant stigning på luftfartens Cargo område. Dette vil så – og især hvis vi oveni kommer ind i en tid med stigende rente – betyde, at luftfragten vil stige endnu mere, idet tiden fra “ab fabrik” til modtager vil kunne minimeres med en lagerhastighed på ca. 850 km/t, hvilket igen vil betyde mindre omkostninger og bedre konkurrenceevne hos den del af erhvervslivet der arbejder globalt. (Luftfartens kunder)

Derfor kunne: Landspolitikere, Dansk luftfart, og dermed SAS med fordel bruge tiden lige nu til at forberede sig på den nye fremtid. Landpolitisk skulle man følge op med planer om en fremtid, hvor Danmark indgik i det stigende luftfragtsmarked, hvilket eksempelvis kunne gøres med anlægsaktiver i Billund/Vandel området, således der her, kunne banes vej for et nyt stort “Cargo Center Northern EU” med løsninger og sammenbinding til Lastbil- og Jernbanetransport ned i Europa.

Næ, intet kommer til at blive som før, og den der tror, at tingene bliver det samme som før er – set med mine øjne – naiv! Fremtiden tilhører de der vil tale om den og skabe den på baggrund af indhøstede erfaringer, samt erkendelsen af fortidens fejl…

Stefan G. Rasmussen Tidligere MF med b.a. infrastruktur som område. 

Frederikssund den 29 april 2020