Pages Navigation Menu

et almindeligt menneske der har haft et ualmindeligt liv...

Udvikling???

Min Carabus 600ME og Boing B737 MAX

I 1991 styrtede SAS Flight 751 ned i Sverige kort tid efter start. 129 mennesker kunne have mistet livet.

I 2018 styrtede Lion Air Flight 610 ned i Jakarta kort tid efter start 181 mennesker mistede livet.

I 2019 styrtede Ethiopian Airlines Flight 302 ned i Etiopien kort efter start 195 mennesker mistede livet…

Alle tre hændelser har den fællesnævner, at man i bestræbelserne for at gøre flyvningen endnu mere sikker, havde udviklet en software, der ikke var helt gennemtænkt, ej heller indøvet og kendt hos de piloter der fløj flyene.

I vor tid hersker der stor begejstring over, hvad den højteknologiske verden kan bidrage med af smarte ting. Vi laver biler, der automatisk bremser når “systemet føler, at føreren ikke helt har styr på tingene”.

Vi arbejder hårdt på – og begejstres himmelhøjt – over at vi kan lave selvkørende transportmidler. Inden længe er nok på vej med selvflyvende fly, der med kunstig “intelligens” kan flyver folk fra A til B…

Men det store spørgsmål er, om transport bliver mere sikker af disse bestræbelser i retning af, at kunne gøre tingene uden menneskets fulde tilstedeværelse?

Mit svar er et klingenede klart: NEJ!

Uanset hvad vi teknologisk finder på, så vil der altid kunne opstå en situation, hvor ingen

har været før. En situation der uforudset kræver en utraditionel indgriben og en sjælden kreativitet for at kunne håndteres ud af krisen… I sådanne situationer er og bliver den menneskelige hjerne og det trænede menneske alt andet overlegent.

Det må vi aldrig glemme eller se bort fra…

Men det gør vi med disse højtudviklede automatiserede hjælpemidler i fly såsom de der var synderen i de tre nævnte hændelser jeg nævnte i indledningen:

Automatic Trust Restauration System, (ATR), eller Maneuvering Characteristics Augmentation System, (MCAS).

“Systemer” der var tiltænkt at skulle gribe ind, når “systemet føler, at føreren ikke helt har styr på tingene”…

Men hvis “et system” skal gribe ind, er det et ufravigelig krav, at “systemet” gør det rigtigt.

Og hvis ikke; at føreren så kan- og forstår, at gribe ind for at kunne reetablere og bibeholde kontrollen over situation og dermed fartøjets sikre færden…

Det er her, at der opstår både dilemma og kamp… Fordi teknokraterne – hvis begejstring for disse “fantastiske autosystemer” er så stor – at de indædt og til evighed tid vil påstå, at sådanne situationer – hvor menneskelig manuel indgriben er nødvendig – de vil med meget stor sandsynlighed ikke kunne opstå, og hvis de skulle gøre det, så er der taget hensyn til dette…

Men det var der ikke ved SAS Flight 751, Lion Air Flight 610 eller Ethiopian Airlines Flight 302.

Hvad endnu værre er – er, at når så hændelsen – der ikke kunne ske – så er sket, da starter der en opklarings proces for at finde årsag, og få lagt ansvar…

Denne proces er skræmmende! Jeg ved, hvad jeg taler om… Dette er en kamp mellem “kommercielle interesser” hvor det nu drejer sig om, at få tørret ansvaret af på “de andre”, og det er en grim og modbydelig kamp, der foregår på alle kanaler, for at undgå at sidde tilbage med skylden.

Man skyr intet middel, og de involverede individer betyder intet. Der bliver gjort ihærdige forsøg på at vildlede pressen. Der bliver kæmpet i og omkring opklaringsarbejdet for at sløre faktuelle elementer. Personer med modsatte meninger, der blander sig i afklaringen, er i dokumenterbare tilfælde blevet erklæret sindsyge. Andre er gjort tavse med guld og mammon, og dermed “købt” til mundkurv. Andre involverede individer bliver svinet til med usande rygter, og endda trusler på livet, hvis ikke de holder deres mund….

Sådan er den kommercielle virkelighed i en sådan situation. Og det her er ikke påstande, der er grebet ud af den kolde luft. Det kan desværre bevises det ned i mindste detalje…

Det er skræmmende, og det er nedslidende for de involverede, deres familie og deres omgivelser. Og det giver dybe sår på sjælen til dem alle fra sådanne kampe for ansvarsfritagelse.

Det værste er dog, at det – at man opfører sig på denne måde og har denne selvbeskyttende adfærd – det gavner absolut ikke flyvesikkerheden.

I flyvesikkerhedens interesse så er individerne egentlig ikke det primære – men nærmere princippet om objektivitet, og dermed opnåelse af de bedste betingelser og bestræbelserne for, at kunne indhøste erfaringer. Det er de indhøstede erfaringer, der kan bidrage til at gøre tingene endnu bedre, ikke ansvarsforflygtigelsen!

Men at gøre tingene bedre, betyder nødvendigvis ikke, at gøre dem mere automatiserede.

Det vigtigeste er, at fremtidens samspil mellem menneske og maskine, den bliver optimal og med respekt for begge parters formåen og kunnen. Således brugeren kan gribe ind og håndtere situationer, hvor man aldrig har været før.

Det er her at min Carabus 600ME pludselig kommer ind i billedet.

Det er en nyanskaffet Autocamper, der nu i årene fremover skal bringe mig ud i verdenen på fire hjul. – Jo, jeg ved godt, at rent statistisk, så er flyvningen stadigvæk det sikreste transportmiddel, men indtil videre så føler jeg mig nu mere sikker i min 600ME, hvor jeg selv kan gribe ind, hvis der sker noget uforudset…

Stefan G. Rasmussen, Luftkaptajn og “piloting pilot” på SK751 27/12 1991.