Pages Navigation Menu

et almindeligt menneske der har haft et ualmindeligt liv...

“Golf arkitektur…”

Hvem er verdens bedste golfarkitekt?

af Stefan G. Rasmussen

Ikke uden grund er vores autocamper blevet døbt “Fri Fugl” – I mange år var den vores “hjem” når vinteren gik på hæld og tålmodet for forårets komme var opbrugt. I dette kolonihavehus på hjul har min hustru og jeg flere gange hentet foråret, og altid med min golfbag ombord. Nogle år tilbager gik turen til Storbritannien med start i det sydlige England via Cornwall, Lands End, Wales og videre ind i Skotland, hvorfra denne golf oplevelse stammer.

Min inspiration til dette overordnede spørgsmål helt tilbage i Frederikssund Golfklubs første dage på engdragene ved Græse Å, hvor 6 huller – lagt direkte på den ældgamle eng – dannede klubbens første baneanlæg. Alle de der har spillet dernede, mindes dette sted; og jeg har den opfattelse, at de seks huller vi der havde – på en eller anden måde var en udfordring for alle – både de med et lavt handicap og de der havde et med næsten tre cifret… Siden har baneanlæget i Frederikssund Golfklub ændret sig væsentligt, og dette er sket samtidig med, at debatten om banens beskaffenhed er blevet suppleret med adskillige mere eller mindre kvalitative betragtninger om dens udformning og karakter.

Det er måske også derfor, jeg efter en runde på golfbanen ved Brikhouse Bay i det sydvestlige Skotland, stillede mig spørgsmålet: ”Hvem er egentlig verdens bedste golfarkitekt?”

Lad mig dog før byder på mit svar, give et billede af, hvilken bane det er, jeg spillede derovre. Banens 18 huller lå på en vestvendt skråning ud mod havet. På den en side afgrænset af en egeskov, hvor de højeste træer – på omkring 2 meter – er pisket til en jordnær tilværelse af den fremherskende vestenvind. Bare det at se disse træers friserede top indgyder en vis respekt, når man fra første tee kigger ned over de grønne arealer der skråner ud mod den blå havoverflade.

På banens anden side løfter terrænet sig i en højderyg og et fremspring ud i havet. Her med nogle af banens huller liggende helt ud på kanten af skarpe afgrunde. Senere skulle det vise sig, da jeg kom til disse huller, at der her var en storslået udsigt over den næste bugt på kystlinien og ind over det åbne landskab, der – som overalt i landsdelen – er sirligt opdelt af stengærder, der får tankerne ledt hen på de mange brikker der var i barndommens puslespil.

Trods ét af disse prægtige stengærder – der løb ned langs den ene side af første hul – lykkedes det dog at få placeret mit første slag nogenlunde midt på den smalle fairway, der – med et et rimeligt fladt udseende på afstand – nu ved nærmere bekendtskab afslørede den ene lille bølge i terrænet efter den anden. Græsset perfekt klippet – næsten nippet af – og med en tæthed og styrke der bare bar bolden. Endnu et godt slag – op tæt på green – hvor den næste oplevelse ventede… Græsset!

Umiddelbart ville man sikkert vurdere det som en blanding af et eller andet ubestemmeligt, og nærmest lignende en dansk vintergreen, men ved første put ville ens frustrationen så blive komplet – bolden ruller som på et marmorgulv og med en linie nøjagtighed, mange danske greens kunne misunde.

Det gik pludselig op for mig, at jeg her stod på en af Skotlands mange links baner, og der spillede på et underlag der ikke havde det mindste kunstigt ved sig. Det var den rå natur, og en bane der bogstaveligt talt havde ligget der siden tidernes morgen.

Lang tid før nogle havde fået den ”skøre” ide, at bore 18 huller i terrænet. Før dette var sket – og i de første par hundrede år af græssets historie – var græsset blevet trimmet af de herboende kaniner og senere de omkring vandrerne får. En snak med greenkeeperen ude på femte hul afslørede – på trods hans noget fasttømrede Skotske accent – at græsset overalt på banen var områdets naturlige græsser, der havde sit rodnet på et 5 – 10 centimeter jordlag ovenpå klippegrunden. Alt efter hvor kort man klippede græsset forsvandt eller formerede de enkelte græsarter sig og skabte på den måde banens karakter. Enkelte steder – for det meste hvor der var en særlig stor fordybning i terrænet, og der hvor fårene havde skrabet sig gennem græslaget – var der placeret det der i golfsproget kaldes en bunker. Men disse bunkere havde her sider så stejle, at langt de fleste danske golfere ville kalde det en dyb uretfærdighed…

Den Skotske greenkeeper var dog af den opfattelse, at de der havde fået deres bold ned i en sådan gryde selv havde været ude om det, og derfor ikke kunne påberåbe sig nogen form for retfærdighed. På en måde havde han vel ret, men afslørede dermed også, at han ikke kendte ret meget til dansk klubgolf. Forresten kaldte han de golfbaner vi ofte ser i TV for “Garden Golf!” … Golf haver!!! (Den bemærkning fik mig til godt nok til at le – Golf haver…)

Nu efter en runde på 18 huller der bare frydede mig utroligt meget, og siddende på klubhusets terrasse med en pint velskænket mørk Ale, er det tanken pludselig slår mig. –

  • En golfbane uden så meget som et eneste træ.
  • En golfbane, hvor der ikke er flyttet mere end højest to læs jord.
  • En golfbane, hvor hvert eneste hul er en oplevelse og en udfordring.
  • En golfbane, hvor en stor del af spillet involverede ens hjerne, og hvor der ikke er alverdens former for distancehjælpemidler, men hvor din egen afstandsbedømmelse skal stå sin prøve.
  • En golfbane uden en kendt og navngiven arkitekt… men på den anden side, måske også en golfbane der egentligt var skabt af verdens bedste golfbanearkitekt, og helt uden hjælp af ”kyndige” golfspillere…

Jo, jeg tror nok jeg ved hvem verdens bedste golfarkitekt er… Naturen selv!