Pages Navigation Menu

et almindeligt menneske der har haft et ualmindeligt liv...

“Fri Fugl i 30 dage…”

En rejseberetning af Stefan G. Rasmussen

Dag 1… (1. marts 1997)

Ekvipagen “den Frie Fugl” startede fra Frederikssund klokken 13:30 og satte kursen direkte mod Rødby færgehavn. Dagens formiddagsavisers forside hjalp tydelig på tempoet med at komme ud af landet og væk fra visse journalisters selvbestaltede retfærdighedssans. Jeg tror nok den røg lige ind på lystavlen, da Statoil tankens medarbejder spurgte mig om hvor længe vi blev væk, og jeg promte svarede: “Indtil Ekstra Bladets journalister bevæger sig op på et niveau, der ligger over, hvad der burde skrives på en lokumsrulle…!” Men inderst inde vidste jeg nu sørgeligvis godt, at det ville være alt for lang tid at være væk.

I Rødby blev det 16:30 færgen der bragte os over til den Tyske færgeby Puttgarden. Undervejs havde jeg allerede gjort de første erfaringer med vores nyinsallerede fartkontrol, og det var klar, at der skulle foretages et par justeringer. Dette blev gjort på vej mod Lübeck, og samtidig blev vi bekræftet i, at Autocamperen kører godt og behageligt ved en fart af 95 km/t. Det er forøvrigt også en meget behagelig hastighed på motorvejene, hvor man således passer ind i den strøm af store lastvognstræk der er på disse veje.

Da vi havde spist godt på færgen, og gerne ville tage de store ryk ned mod varmen, blev kaffen serveret en´route. Til de der ikke før har prøvet at lave kaffe på en 12 volts kaffemaskine skal oplyses, at dette kræver nogen planlægning. På den anden side er det jo behageligt når ens næsebor, i næsten en halv time,  pirres af den bryggende kaffe før maskinen som alle andre kaffemaskine udstøder lyde der mest minder om en mellemting mellem et lansomt nys og et lidt lusket ræb. Nå, kaffen blev da færdig og den smagte herligt.

Klokken cirka 21 lagde vi an til landing på en motervejsrasteplads knap 30 km syd for Bremen, hvor vi overnattede sammen med alle de andre Truckere!

Dagen havde vist, at vi var på rette spor, for undervejs havde vi på en mark lidt nord for Hamburg, set en flok Viber der holdt pause på deres vej nordover.

Dag 2… (2. marts 1997)

Natten havde givet os den første erfaring som moderne Beduiner… Lad være med at parkere for tæt på motorvejen og de store lastbiler!

Ellers startede morgenen med at reparere forreste højre sæde. Mekanismen til at holde sædet, så det ikke drejer rundt under kørsel, var faldet af. Fjeder, håndtag og skrue blev samlet, og alt skulle nu være i skønneste orden. Nu da den medbragte værktøjskasse var fremme, blev vore to kop/sodavandsholdere permanet monteret på de positioner vi i går havde udtænkt som værende mest acceptable. Min erfaring siger mig, at det oftes er en god ide med ekstraudstyr, at gå og vende skråen lidt i munden og fundere over den helt rigtige placering af sådanne ting.

Vi og “Den Frie Fugl” satte således igang klokken knap 9 lige efter morgenmaden. Da dagens rute var rer kompliceret blev der skiftet pilot. Mor blev sat bag rattet, og så gik det bare derudaf… Tro det eller ej, men kvinder er faktisk ret så gode bag rattet, og selvom Camperen i farmands øjne er “næsten” lige så stor som et af de største lastvognstræk, så håndterer lillemor ekvipagen udmærket. Det er faktisk en rigtig god ide, at begge føler sig trygge med køretøjet, og det giver en god afveksling for alle når man skiftes til at køre. Og så skal man huske på… der er jo ingen hastværk når man er på ferie!

Efter nogle timers kørsel blev der således atter skiftet chaufør, hvorefter turen gik ind gennem Holland og Belgien ned mod Frankrig. Lad os blot slå fast, at ligeså jævne og velfriserede de hollandske landeveje er, ligeså elendige er de belgiske. Et ren vaskebrædt at køre på, og skiltningen er under al kritik. Helt galt gik det da også i Charleroi, hvor adskillige omgange på det de kaldte deres ringgade endelig bragte os på kurs mod den Franske grænse. Far med strittende hår, og mor med våde øjne – skide belgiske skiltning!

Nå, sulten begyndte at melde sig. Ikke bare fordi vi var kommet ind i gourmeternes fædreland, men fordi vi var sultne. Hjælpen var der starks, et nydeligt skilt lige efter den franske by Hirsom annoncerede, at her var stedet… “Holy shit!” – midt ude på landet, fjernt fra alt og alle lå et rigtigt slot. Vi lod den hvide camper stille galopere ind af den pompøse portal og op gennem parken mod slottet, og parkerede lige foran hele eventyret. Nu skal man vel ikke lade sig slå ud af dette, fordi nogle mennesker ikke umiddelbart er i stand til at forbinde campingtur og slotsrestauranter med hinanden. Det lod vi os i hvert tilfælde ikke slå ud af, og under stor bevågenhed fra øjne der forsøgte at skjule sig bag slottets tynde gardiner, men som blev afsløret af den lille pegefinger der nænsomt trak det en lille smule til side for den nysgerrige tilskuer, rettede vi lidt på poloskjorten – hev op i cowboybukserne og slog os på lommen med Eurocardet… Nu skulle det være!

Det hele gik nu meget godt. Maden var god og den havde den portionsstørelse finere franske måltider nu engang har, nemlig på størelse med en mindre børneanretning. Gad vide om franskmænd går ud og spiser før de går ud og spiser? Det er måske derfor de spiser så sent? Vinen kunne der heller ikke klages over, en liflig og meget velsmagende hvidvin til forretten og en fløjlsblød Sct. Emilion fra en tid noget før vi havde camper. Personligt sætter jeg pris på næsten al slags mad, og varierer både i art og spisested, og ligesåvel som jeg ikke kunne finde på, at drikke “grand cru” vin til en Mc Donald Burger, så er det modsatte også gældende. Mit råd er derfor: Er man kommet ud og spise fint så lad det hele gå op i en højere enhed. Det gjorde vi, og det hele smagte fortrinligt. Det var også betalt for en pris der senere kunne opholde os adskillige dage…

Men da vi dristigt spurgte, om vi kunne holde på deres parkeringsplads natten over… Ups! – da forstod vi, at de nu nok mente, at vi var kommet et meget fint sted. Hvá de kunne jo heller ikke vide, at vores  “Frie Fugl” havde en langt større værdi for os, end de kolonorme Mercedeser der holdt udenfor.

Vi dampede stille og roligt videre og fandt, efter forgæves at have konstateret to kommunale campingpladser for lukkede, en P-plads ved siden af katedralen i Laon. Fru Rasmussen er vel medlem af menighedsrådet i det hjemlige Islebjerg sogn.

Dag 3…. (3. marts 97)

Stedet vi overnattede i Laon, skulle havde været optimal for en god nats søvn, men sådan blev det ikke. Omkring midnat måtte “lillemor” aflevere for adskillige hundrede frank fin mad og vine… Stakels hende, med hovedet nede i kemien! Det blev ikke bare til ét, men flere “udkald” i løbet af natten så “mor” var lidt mat i sokkerne ved morgenbordet.

Jeg satte mig til rattet og kusen blev lagt mod Paris… Ved middagstid var vi der, og klarede ganske fin passagen i den tætte trafik. Lidt friske bevægelser og så udskiftningen af Peugotten´s sprøde dyt-horn til et ordentlig båt-horn hjalp godt til.

At missionen var på rette vej blev nu stadfæstet, idet de første udsprungne Forsytia blev observeret.

Forøvrigt havde vi på turen, og lidt udenfor Leon, haft et “lille uheld” – Jeg og camperen var stoppet i vejsiden for at fotografere nogle Misleten. Men ak, rabatten var blød og højre hjulpar sank i nogle centimeter – ikke meget, men nok til at “dyret” ikke kunne komme derfra.

(Det er et problem med forhjulstræk og så den forholdsvise tunge vægt på køretøjet, og man skal holde godt øje med, hvilken type underlag der køres ind på.)

Nå, “farmand” stoppede en forbikørende franskmand, udvekslede et par gestikuleringer med fyren- og de store armbevægelser blandet med lidt jysk accent syntes at gøre et rimeligt indtryk på monsieur´n. Vi fik bundet køretøjerne sammen med en medbragt gjord fra rummet under køleskabet, og vupti så var vi på vejen igen. – Utroli hvilken købekraft brygger Carlsens maltvand har, også her på de sydlige himmelstrøg.

For at vinde lidt distance valgte vi at tage betalings motorvejen fra Paris og et stykke sydover. Således fik jeg igen lejlighed til at teste “autopiloten” eller fartkontrollen, og den arbejder stadig ikke tilfredsstillende.

Derimod fandt vi hurtig ud af, at lægge os på “hjul” af de store lastvognstræk. Stille listede jeg mig op bag på dem for at komme ind i deres slipstrøm. Når så en lille smule turbulens var passeret, omkring 80 – 90 meter bag dem, så kunne vi ligge blødt og dejligt og næsten blive “trukket” med… Resultat! Vi opnåede den endnu bedste driftsøkonomi, nemlig knap 8 km på literen, og det med en enroute fart på 93-95 km/t.

Det var bare sjovt, og mindede mig både om tiden som cykelrytter såvel som formationsflyvningens ædle kunst.

Efter 350 kilometer i halen på spanjoleren José, kunne vi lægge an til overhaling – dytte et par gange i fanfarehornet som tak for slæbet, og med et vink og et par blink fra José skiltes vore veje… Han for videre mmod “Maria” og vi turnede ind på rastestedet Relais des Ruralies klokken ca. 19:00 – Afslappende gåtur i området, hygge i vognen, lidt og spise på stedets cafeteria – og så godnat min ven! Endnu en god dag!

Dag 4… (4. marts 97)

Dagen startede hårdt og brutalt med at tømme det kemiske lokum på rastepladsens serviceringssted for campere… Det bliver nu aldrig min stærke side, og jeg sagde lyde der svarede til mor´s forleden!

Kursen havde vi sat mod Bordeaux, hvor vi ville finde et supermarked for at handle manglende nødvendigheder, samt købe “kemi” til toilettet. Lige i udkanten af vinens hovedstad fandt vi hvad vi søgte. En kæmpe velassoriteret købmandshandel ved navn “Le Clerc” – Ja, ligesom ham den forklædte i TV-serien “René – René” – Hold da fast, hvor det lækkert og tophygiegnisk. De ansatte tog pålæg med plasthansker på. – Nye hansker for hver kunde. – Indpakningen blev hermetisk lukket med varmeforsegling, o.s.v. o.s.v. – Vi danskere skal såmænd ikke tro, at vi er førende på det område… – Meee-n når det kommer til trafikskiltning. Så er vi bedre!

Nu kom så den anden opgave at løse, nemlig at finde det her kemi til camperens toilet. Vi kørte lidt rundt i området, og pludselig var der en campingvognssælger med butik op til vejen. Et kvikt sving til højre bragte os i position foran hans butik.

Nu er fransk ikke min stærke side, ihvertilfælde ikke sproget… På den anden side er fru Rasmussen ikke så velbevandret i de tekniske, fysiske og kemiske processer. Så farmand steg ned fra “Den Frie Fugl” og invaderede forretningen.

10 – 15 minutter senere kom jeg stolt ud igen; bærende på en 2 liter flaske af rette kemiske slags. Og fru Rasmussen blev noget forbavset – ja, hendes ansigt ligefrem strålede af forundring – da jeg begyndte at berette om rutens videre forløb mod Spanien. – Hvad vi skulle se, og hvad vi ikke burde bruge tid på. Endnu mere betænkelig blev hun, da jeg kørte karavanen om bag butikken, og ud kom monsieur “Hen´ri” med en varm loddekolbe til mig.

Fruen forblev i dyb tavshed og undren, mens jeg fixede vores fartkontrol…

Jeg tror der gik en 30 – 40 minutters kørsel før spørgsmålet fra fruen kom…

“Hvordan kunne du forstå alt det der på fransk?”

Til det kunne jeg svare under stor fælles latter: “Jo, ser du. Ham der monseur “Hen´ri”, han var fra Wales, og derfor rimelig god til engelsk!”

Turen fortsatte med højt humør mod Spanien, der så absolut må ligge i kælderen. For det går godt nok noget ned af bakke før grænsen ved Biaritz. Så skifter landskabet også fuldstændig karakter; huse og terræn minder om Schweiz og Østrig. Der er bare den lille forskel, at her har de på højre side Atlanterhavet og de skønne strande.

Ikke længe efter byen San Sebastian stoppede jeg ved en flok baskiske politibetjente. – Nu er jeg altså noget bedre til “skralde-spansk” end “tudelu-fransk”, så vi fik hurtigt retning og distance til nærmeste campingplads.

Jøsses dog, sikke et sted… Vi holder nu på afgrundens kant, 100 – 150 meter over byen Zarauz. Herfra vores plads kan vi se ned over byen og dens oplysteste strandpromenade – høre bølgernes evige brusen og lade hvilen ligeså stille indtage sjæl og legeme… Her er bare skønt!

Dag 5… (5. marts 97)

Vi startede nogenlunde tidligt og satte kurs langs Spaniens nordlige kyst mod Bilbao, Santander og Oviedo. Vores checkliste syntes nu at fungere således vi nu husker alle ting før vi skal køre. Derimod mangler der endnu at blive lavet en checkliste til brug ved stop natten over. Første punkt skal hedde: “1 stk. kold bajer til chauføren!”

Nå, tilbage til dagens oplevelser. Den første bød på en vej der var blevet væk… Et kraftigt jordskred havde sendt os på en selvopfunden omvej. Noget senere viste det sig imidlertid, at denne vej hverken var en omvej, genvej eller lignende. Nej, vejen endte helt derude i Baskerlandet, hvor Baskerne aldrig har set en Autocamper. Til gengæld bød “udflugten” på en naturoplevelse og nogle scener der bare gjorde godt. Græsklædte bjergsider så frodige at køerne der stod på de skrå enge bare struttede af velvære. Så pludselig et skarpt sving på vejen, og der lå en bolig, hvis udsigt ville have afstedkomet en astronomisk herlighedsafgift i vores misundelsesprægede afgifts Danmark.

Generelt må det siges – for det bliver for omfattende at beskrive dagens rute i detaljer – at det nordlige Spanien er utroligt kønt. Stadig en egn med dets karakteristika, og en egn der er så godt som ubesmittet af den kommercielle turismes plagierende råd.

Gid denne skønne egn må vedblive at have sin egenart.

Én af de byer vi måtte opsøge var Gernika. Det var den by, hvor Nazityskerne total udbombede den lille by og dens civile indbyggere i 1937. Denne bombning mod civile blev foretaget efter opfordring fra general Franko. Det er da også iøjefaldende her i det genopbyggede Gernika, at se hvorledes Baskernes trang til at vise deres suverænitet synligt træder frem. I gadebilledet er det meget få mænd der ikke bærer den særprægede Baskerhue, der bruges til at understrege deres sindelag.

At Gernika også på en måde har præget mange danskere af min generation er måske ikke helt bevidst. Men mange havde i deres ungdom og på deres værelse en reproduktion af  Picasso’s maleri “Guernica”. Dette maleri var den berømte malers protest ovrfor Franco styrets meningsløse handling i denne lille by.

Gud ske lov findes der større kræfter i verden end de politiske og millitante… Og meget apropos dette , så kan det godt siges, at “vor herre” har vendt noget op og ned på bakkerne i det område vi har gemnnemkørt i dag – Betagende!

I Ovido sprang vi atter på atter på motorvejen. Denne gang mod Leon, og vi sidder nu på en rasteplads 1.039 meter over havets overflade. “Los Barrios de Luna” – Her på den yderste barieere før verdensrummet og dens måne har man hyret en kok der skilter med, at kunne lave lidt lokalt mad. Det vil vi nu teste før vi med månen turner ind for natten.

P.S. Tak skæbne for en kulinarisk oplevelse heroppe i det bjergfyldte pas… “José kok” kunne bare det der, og hvor var det nemt. Bare bede om ”recomendatione comida regionale” – Viola! – Sikke et måltid!

Dag 6… (6. marts 97)

På to medbragte campingstole sidder vi betaget på et sted over Sabria søen (Lago de Sabria) – Solen bager ind på den sydvendte egetræsbeklædte bjergside, der i en vinkel på næsten 70 grader kaster sig ned mod søens blanke spejl. Bjergene på den anden side af søen har allerede lagt sig fladt ned på spejlet, og gør det svært at skelne hvad der er op og ned – vi er i en verden af dobbelthed! Drøm eller virkelighed?

Lige nedenfor vort plateau svæver en stor rovfugl majestædisk omkring, altimens dens tænkte bytte skriger ekkofyldte advarselskald ud over dalen.

Her er utroligt smukt.

Tinderne på de omkringliggende bjerge står stadig pyntet, som de brogede køer vi hilste, på skrå enge i Baskerlandet. Vinterens sne er endnu ikke helt forsvundet, og deres kontrast til solens varme gør oplevelsen af dette øjeblik til noget særligt. Mærkeligt som vi mennesker altid behøver modsætningen for at kunne vægte nuét…

Dagens kørsel startede i det prægtige bjergmasiv i nord, og ikke længe efter kursen var sat sydover  skiftede landskabet karakter. Nu var det store sletter der fik tankerne hen på ridende cowboys og indianere i det vilde vest. Vi havde valgt at køre fra Leon ad rute N-622 via Santa Maria del Páramo, La Banêza og til den portogisiske grænse ved ved Franka lidt nord for Bragonza.

Igen viste valget sig at være ekseptionelt. Især turen fra La Banêza til dette skønne sted ved Sana Bria nationalparken var enestående.

Små idylliske landsbyer der lod fanden i, at vi nu snart nærmer os et nyt årtusinde. Der hos dem har bjergene, bakkerne og skovene overlevet det forrige skifte – så hvorfor lade sig slå ud af det kommende.

Undervejs blev det da også til en snak med en lokal bonde der stille gik og nød sit jordlod, altimens formiddagssolen varmede hans krop og hans nærværelse mit sind. Den lille flække der var hans verden lå nogle få kilometer før byen Justel og ved rute N-622. – Rute N-622!!! Jamen er det næsten ikke at kastrere skønheden at skulle betegne den vejfarendes rute med et simpelt nummer. Praktisk er det nok i vor moderne tidsalder at gøre således, men det river lidt i mig når vi i samhørighedens navn tager egnspræget ud af tingene ved at benytte kolde tal.

Meget apropos er denne rute N-622 ved at blive istandsat for EU-midler, og trods dens benævnelse kan den varmt anbefales for den der i tidens jag stadig magter at se den skønhed der ligger i hver grøftekant og det land der flyder ud bag den.

Formiddagen bød også på synet af storke. Måske var de på deres vej hjemover til Danmark? Hvem ved? Det vidste Guarda Civil – Spaniens nationale politikorps- nok heller ikke. Vi måtte en tur ind til siden og aflægge rapport om vores færden, samt dokumentere vores eksisten.

Selvom jeg havde stanset dieselkværnen rystede camperen slemt, men det skyldes nok at fru Rasmussen ikke havde haft en sådan oplevelse før med tre maskinpistolførende mænd omkring sig. – “No problemos!” og vi kunne vinke farvel til de tre betjente.

Forøvrigt var det dem der gav os tippet om søen her. De blev så venlige, da jeg på mit noget rustne spanske udtrykte vores begejstring over deres egn. En reaktion der nok ikke ligger fjern fra den alle andre ville komme med når man priser det der er deres. Resultatet var givende for os; uden deres tip havde vi ikke nydt stunden på den sydvendt bjegside ved Sabria søen.

Turen fortsatte lidt rundt i nationalparken, hvor mødet med okse forspændte kærrer på veje og marker understegede områdets harmoni med naturen, og øverst oppe, der hvor vejen endte stod vi stille med tåre i øjnene og skuede ud over nogle vider kun få steder i verden rummer. – Her var der sandeligt højt til loftet.

Nu var det tid at stikke næsen mod den Portugisiske grænse. I næsten en halv time kørte vi bare op og op. Konklusionen må derfor være, at Portugal måtte ligge på 2. sal!

Pludselig stod der STOP med store bogstaver på vejen. Som lovlydige EU-borgere gjorde vi så det, og efter denne ceriomonelle handling, på det sted der var et lævn fra den tid hvor grænserne blev holdt i hævd, havde vi forladt Spanien og befandt os nu i Portugal.

Endnu en gang skiftede landskabet karakter og en mere konstant varme begyndte så småt at banke på vore kroppe og camparens vinduer. På med de korte bukser og polo skjorten, alt imens landskabet bød på blomstrende frugttræer og  Mimoser, hvis solgule farve næsten skar i vore nordiske vinter øjne. Nu var vi ved at være tæt på foråret.

Atter engang havde dagen lært vi uerfarne campere en sag… Kør aldrig med bagerste vindue på klem eller åben! Vi havde simpelthen inviteret alt støvet fra de sidste 400 kilometers kørsel indenfor… Bare vi nu ikke får en EU-kommisær på nakken for at have transporteret udeklareret brakjord over landegrænserne, og skjult for satelitovervågningen da vor camper jo er forsynet med tag.

Trods alt dette, kunne vi sent på eftermiddagen liste ind på den kommunale campingplads i Villa Real. Camperen blev parkeret under de høje knejsende pinjetræer. Markisen slået ud – ned med klapstolene fra taget – og jo, “mor” havde lært natstop checklistens første punkt…

Så her sad vi ved siden af kolonihavehuset med de fire hjul. Hyggede os med hver sin kolde pilsner og stille tygge drøv på dagens mange indtryk. Den gamle eventyrdigter havde ret i sin påstand: “At rejse er at leve!”

Dag 7… (7. marts 97)

Turen fra Villa Real til Porto ad rute N-108 er et sandt eldorado for de der kan lide kurvede veje, hvor hvert sving åbenbarer et nyt storslået viev. Her slynger man sig gennem portvinens frodige distrikter i et tempo der harmonerer med Duo flodens sagte løb.

Appelsintræer der står med deres modne orange frugter kæmper med de tusinde bjergvæges blomsterpragt, om hvem der kan udløse det største “Næ!” og “Ih!”.

Jo, her er igen en rute der mætter den vejfarendes øje og sjæl.

Eftermiddagen gik med at besøge havnebyen Porto og et af deres mange portvinshuse. Min begejstring, og måske især min forventning til dette besøg i smagsløjenes slaraffenland, var rimelig stor. Så stor, at jeg straks efter at have været trådt ind i de hellige haller, udbrød: “Uhm – sikken en duft!” – “Ja”, lød det fra fru Rasmussen, og hun fortsatte: “Den duft stammer sikkert fra ham derovre der sidder og maler…”

Tænk sig, at male med ædel portvin… Eller var det forventningerne der havde spillet min næse et puds?

Vi fik under alle omstændigheder smagt de ædle dråber, købt et par flasker og satte så kursen mod Lisabon. Her sidder vi nu lidt nord for byen og nyder vores lokale håndmad samtidig med at vi mentalt forbereder os på morgendagens hug mod Algarvekysten.

Dag 8… (8. marts 97)

“Først når man konfronteres med sin uvidenhed lærer man kunsten at forstå” – Således kunne vi ikke forstå, hvorfor portugiserne stod relativt sent op – indtil vi fandt ud af, at deres tid er en time før vores… Nå, pyt! På en måde gav det os lidt mere tid end vi havde regnet med, og det kan man jo sagtens bruge når det er ferie og tiden er ens egen…

Vi har kun været én uge undervejs. Selv føler vi begge, at have “slentret” ned gennem Europa på kurs mod foråret og varmen. Dette til trods for de nu snart 4.000 tilbagelagt kilometer.

Camperen har generelt artet sig perfekt, og valget af en 2.5 liter turbo diesel har givet os et behageligt kraftoverskud på de lange stejle stræk. Tilsyneladende syntes alle skruerne også at holde stand – for det skal nok siges at vi er blevet rystet noget på de små portugisiske landeveje. Hvis disse veje blev strøget og retted ud ville de slet ikke kunne være indenfordet skønnelands grænser… Det er måske grunden til at de er så rynkede som de er?

Efter en spændende færd gennem Lisabon, fik vi  provianteret  i et ekstremt supermarked. Det ser nu ud til, at enten finder vi et ydmygt hul i vægen, eller også som denne gang en total overdiminitioneret købmandsbutik med varer nok til at forsyne en konfliktramt dansk storby i længere tid end etableringen af et regeringsindgreb.

Turen gik ned ad rute “IP1” til lidt nord for Grândola, hvor vi drejede af i rette tid for at følge vejen over Sines mod Lagos. Ved et rent lykketræf fik vi svunget camperen den rette vej i byen Cercal. Ud mod Atlanten og “Vila Nova de Milfantes”. Ganske kort efter denne by, og efter at have passeret floden så vi et skilt med en tegning af en sol og et badetelt. Nu er jeg den type der er ganske god til portogisiske billeder, og til højre det gik… inden længe sad vi på den hvide strand og nød Atlantens tunge drøn fra de mandshøje store dønninger der som en metronom taktfast slog imod det blændende sand. Det var næsten som takten fuldstændigt overtog vor hjertes puls, og endnu ét af de  store øjeblikke, hvor fornemmelsen af at man virkelig lever, blev til.

Efter en god pause med et par sandwich, denne gang påsmurt noget velsmagende lokal paté, gik turen videre mod Vila de Bispo. Her havde vi udset os en campingplads med det hele. – Golfbane til far og varmt badevand til mor… Fornuftig nok kastede vi os ikke direkte ind på pladsen i første omgang. Vi navigerede lidt rundt i området, og min gamle rejseledernæse sagde mig, at dette her ikke rirtigt svarede til beskrivelserne og de deraf følgende forventninger. Men sådan er det vel mange gange med brochurer og farvestrålende rejsebeskrivelser.

Videre… næste plads lå ved fiskelejet “Praida da Luz”. Her så området straks mere indbydende ud, og vi valgte da også at slå os lidt mere permanent ned på pladsen “Obritur Valverde”. Her har vi så parkeret højt oppe, med siden mod syd og udsigt over dalen ned til havet. De medbragte cykler er taget ned fra deres stativ bag på camperen, og de kommende dage skal vise om den gamles næse stadig fungerer.

Dag 9… (9. marts 97)

I dag lod vi rigtigt solen skine på vore hvide kroppe. Efter at have sovet lidt længe – vi har udnævnt dagen til søndagtog vi cyklerne og rullede ned ad bakken. Ned mod stranden og den brusende Atlant. Det var just ikke dønninger den bød på i dag, hvilket vi forøvrigt var lidt forberedt på, da vi i nat måtte op og rulle markisen ind fordi den stod og klaprede i blæsten. Nu var det næsten storm, men det afholdt os ikke fra en lang travetur på den brede strand.

Helt derude, hvor stranden blev standset af fremskudte klipper kunne vi både samle skaller, smukke sten og klippestykker med forsiler i. Det giver noget perspektiv i livet, når man der, i den råbende vind og den bagende sol, sidder og slår et lavdelt stykke klippe fra hinanden, og der frem springer aftryk og forkullede rester af vækster der var for milioner af år siden…

Det fik igen mine tanker til at kredse om “øjeblikket” – dette tidsmoment der er så småt, at det næsten ikke lader sig måle, og alligevel sagtens kan være det største og mest betydningsfulde af alt. Et øjeblik af mit liv, relateret til det tidsspænd aftrykket på klippestykket i min hånd repræsenterede gjorde, at jeg og mit øjeblik næsten ikke var til at få øje på – og alligevel fornemmede jeg, at jeg her sad med endnu ét af de øjeblikke der gav noget.

Dejligt at have Nette med på turen, hun syntes at sætte pris på de samme ting som jeg. Det gør vel, at al ting bliver mere afslappet og roligt. Jeg tror det er mange år siden jeg har haft det så godt med min tinitus og dens evige hylen.

Efter lidt lokalt frokostspise på en restauarant helt ud til havet – seks rå og nøgne sardiner grillet på en simpel ild – cyklede vi tilbage op ad bakken, hjem til den “Frie Fugl”… Jeg tror vi begge følte os som dette.

Eftermiddagen gik med at læse lidt. Nette i en roman, og jeg selv havde sat mig for, at læse i “den store bog”… Bøgernes bog – Bibelen. Jeg havde efter ulykken i Stockholm ofte haft lyst til at genopfriske min ungdoms læsning af denne. Men havde endnu ikke haft den ønskede ro til dette. Nu lå den atter i mine hænder, og jeg kunne allerede mærke, at den fremstod helt anderledes, end det jeg huskede fra mine erfaringsfrie ungdomsår.

At livet styrkes af kontrapunktet blev måske understreget af, at jeg senere efter mange tanker var trukket i kedeldragten for at reparere et par små ting på camperen. Blandt andet havde jeg fundet en formodentlig bedre placering af den udvendige temperaturcensor. Indtil nu har dens måleresultat været påvirket af motorens katalysator, hvilket har givet ret stor fejlindikationer og deraf følgende kuldechock når man steg ud til en forventet udendørstemperatur på 85 grader!

Også kontakten der indikerede om trinnet udenfor køkkendøren er ude blev udskiftet. Nu er det en magnetkontakt, og det skulle være bedre på den udsatte position den sidder henne bag bagerste hjul.

Solen har nu, hvor jeg sidder og skriver logbogen, sendt dagens sidste stråler. Nette er færdig med sin roman. Der er skænket rødvin op i glas, og pennen bliver straks lagt til hvile på bordet.

Dag 10… (10. marts 97)

Efter dagens morgenmad stod programmet på vask af “Den Frie Fugl”. – Funklende hvid og strålende om kap med formiddagssolen luntede vi i astadig trav videre langs sydportugals Algarvekyst. Her findes der endnu få steder, der ikke er skæmmet af den kommercielle turisme.

Tankevækkende er det, når vi mennesker søger andre egne på grund af deres særegenhed. At så, når vi er der, så forsøger alt ændret til det vi rejste fra… Tyskerne laver en Bierstube, englænderne en Pub og havde danskerne nået så langt ud, havde der sikkert været en pølsevogn!

Omkring frokosttid fandt vi så den ønskede plads “Camping Orbitur Quarteira” ved byen Qarteria. Ekvipagen blev parkeret på et passende lod, markisen atter rullet ud, bord og stole sat frem i solen og så et veldækket bord med lokalt brød, sardin paté og en flaske vinho verde af mærket “Casal Garcia”… Smovs!

Takket være en tomat, der i tynde skiver skulle indtage hæderspladsen ovenpå brødet, blev dagens store emne afklaringen af spørgsmålet: “Er en tomat en grøntsag eller en frugt?”

Mit advokatur gik på, at en tomat i lighed med banan, blomme, kivi og ribs er en frugt fordi den indeholder frø.

På den anden side bød fru Rasmussen på, at den ofte lå i selskab med salat, kartofler og gullerødder så måtted det som de, være en grøntsag. Det også farven til trods. Noget nemmere ville det i så fald have været at artsstadfæste en agurk….

Er det ikke dejligt og understregende for den afslappethed der hviler over “Camp F.F.” når man i over en halv time kan more sig og grine over sådanne ligegyldigheder. Midt i det hele ringede vores mobile telefon. Det var sportsjournalisten Svend Gehrs, der i London lufthavn havde fået en melding på sin mobile telefon om at skulle kontakte mig…. Det var da utroligt! Meget har jeg imod den moderne teknologi, især når den begynder at arbejde på egen hånd, men på den anden side når det giver situationer som denne, så kommer jeg helt i tvivl. Svend’s opkald afstedkom ihvertilfælde et par situations udvekslinger. Han om den kolde regnvejsdag i London, og jeg om mine korte bukser og de 26 graders varme udenfor… Hvorfor mon Svend sluttede vores samtale med et højlydt: “Skiderik!” ?

Dag 11… (11. marts 97)

Hvor gårsdagen bød på passiar med en ældre dansk vejfarende, der efter 37 ægteskabelige år var ladt alene af sin ledsager, og derfor søgt adspredelse i den beduinske levevis med sin autocamper. – Så kune dagen i dag byde på en ældre ældre kernefysiker “Claudio” fra Torino i Norditalien. Han gjorde spillet påden af nabobyens “Villa Moura’s golfbane til en oplevelse der igen rækker længere end bare tidsfordrivet.

Tænk sig, der i den bagende sol at udveksle citater og overvejelser fra brevudvekslingen mellem vor egen Niels Bohr og kærnefysikeren Rutherford. (Gengivet i bogen Atomfysik og menneskelig erkendelse af Niels Bohr.) Det blev på sin helt egen måde igen en uforglemmelig dag. Den noble, eftertænksomme og velspillende herre havde i 32 år arbejdet i en rimelig høj position indenfor den italienske Fiat koncern, og kendte personligt flere fremtrædende danske industrifolk.

Ad mærkelig vej, som sådanne uformelle samtaler ofte former sig, kom vor tale blandt andet ind på det Europæiske samarbejde og den økonomiske monitære union. Det var på en mærkelig måde befriende da han konkluderede, at det største problem for Europa og dets stater var mangelen på statsmænd. Det var ikke fremsagt som noget bedrevidende, ej heller som nedværdigende, men ene og alene i erkendelsen af, at vor tid og dens tiltagende kompleksitet, ikke muliggør for den politiserende, at tage afstand fra nuét og dets mange sagsbehandlende momenter, fremfor en overordnet og visionær fremfærd der markerer en statsmands rolle.

Jo, hans sagte og eftertænksomme tale gjorde godt – måske også fordi den til fulde bekræftede mine egne tanker og udsagn.

Det blev til nogle gode timer i både hans og Nettes selskab, thi hun havde valgt at følge os rundt på den 18-hullers store golfbane.

Det var næsten som, at have hende med på arbejde, og nu kan hun sikkert bedre fornemme, hvor hårdt det er , at gå og knalde til den lille ustyrlige hvide bold… Hård og beskidt arbejde!

Derfor havde både hun og jeg vel fortjent lidt ekstra til aften. Vi lagde derfor vejen forbi det gamle fiskeleje og en af dets særegne fiskerestauranter. – Først lidt oliven med hvidløgsmarinerede gullerødder. – Denne gang var der ingen debat om grøntsager, da gullerødderne  havde den farve de nu en gang skulle have, og Olivenen… Ja, de var sorte! – Derefter én reje til hver! – Det skal siges at det her var en af den slags rejer der ikke engang vil andekende sit slægtskab med den danske fjordreje. Den var så stor at den fyldte en hel tallerken, og den havde fået varmen over trækul, og før det havde den væltet sig rundt i en klase hvidløg. – Det smagte bare herligt.

Ringere blev det ikke, da en klump af en fisk – mest lignede det en rød Piratfisk – blev serveret med friterede kartofler, citronbåde og en masse “røde grøntsager”, eller måske var det frugter? Under alle omstændigheder kom de helt au-tomat-isk!

Det gjorde belysningen også i denne her fiskerestaurant, eller rettere slukkede helt automatisk. Stedet vi havde fundet, var, til trods for vi her på sæssonens start var stedets eneste gæster, rigtigt hyggeligt. Men så var der lige det her med den vel overbelastede el-instalation; der sikkert, hver gang der var en lille smule overskud i kassen, var blevet suppleret med endnu en kulørt lampe på baldakinen.

Nu havde el-installationen fundet sit mætningspunkt, og gav simpelthen op en snes gange i løbet af vores smaglige måltid.

Det var underholdning i særklasse. Vi grinede – Krofatter ræsede rundt og trak stik ud og ind af kontakterne – Kromutter fægtede med armene , tog sig til hovedet og skralderlo – og Gamlefar henne i sofaen udstødte grynt og lyde hen mod det fjernsyn der lige havde meddelt ham det halve nummer af hans lotteriseddel… Tårene trille ned af vore kinder, og da flasken med Casal Garcia var ved at være tømt indtog desserten sin plads i registeret af nye oplevelser. – Mandel mussé! Det var første gang vi prøvede det, men begge håber vi så sandelig ikke det bliver den sidste. Skulle underholdningen være på samme niveau, hver aften kunne man godt overveje at køre fra Frederikssund til bunden af Europa for at få en god dessert.

Endnu en dag havde, på sin vis, trængt sig ind i vores samling af gode minder. Det sidste fik vi på vej hjem, da mit øje pludselig opdagede at den nye måne på disse sydlige himmelstrøg havde lagt sig ned på ryggen. Der lå den som en nyafklippet nejl og vogtede over vores medbragte kolonihavehus på hjul, Den Frie Fugl!

Dag 12… (12. marts 97)

Kombinationen af at være rimelig beskidt og så have god tid gav os en god lejlighed til at afprøve Den Frie Fugl’s medbragte badeanstalt. Det var en ren oplevelse, og som ny på feltet – altså ikke det med at bade, men som autocampist – lærte jeg, at det kræver en nøje planlægning og veludviklet strategi for ikke at bringe sig i en situation hvor camperen bliver plaskvåd indenborde. Min første fejl bestod i, at camperen ikke var parkeret helt vandret. Da det jo er ganske umuligt at lave et badeværelsesgulv der er udformet som en tragt, uden at man får forfærdeligt ondt i fødderne – altså når man står på gulvet – så er den vandrette parkering et “must”.

Men tilbage til badets taktiske afvikling… Etagevask!

Hvem skulle tro, at en midaldrende og ikke helt lille herre – At en sådan herre nu udover at tilhørre 0.1 tons klassen, også kan betegnes som en 17 etagers person. Det er nemlig det det drejer sig om… Små overskuelige landvindinger!

Nu vel, badet var pragtfuldt og jeg følte mig frisk og oplagt til at mødes med dagens feriedaseri i det skønne vejr. Men ak nej, rystelserne fra de spanske og portugisiske biveje kombineret med mit etagevaskeri havde sat sine spor. En vandhane lækkede!

Cyklerne blev sadlet og kursen sat mod den lokale VVS-installatør senor Constantino… Ved første tilnærmelse afviste han pure, men takket være en kunde, dr var velbefaren udi det portugisiske “Gør det selv” marked, blev der ved hans hjælp fremtryllet pakninger af den helt rigtige slags. Faktisk langt bedre slags end de der fra fabriken sad i forskruningerne, og nu da jeg selv havde fundet dem, været med til at gøre Den Frie Fugl endnu mere min. Pakningerne var forøvrigt koniske i den ene ende.

Det var fru Rasmussen også ved at blive, idet hun med taske, cykel og det hele – styrtede på dagens første etape. Sjovt så det ud, men det gjorde vist en smule nas i hendes haleben resten af dagen.

Nå, cykleturen blev derfor afviklet i astadigt tempo, og efter besøget hos Constantino blikkenslager, fortsatte vi mod stranden for at dase.

På vej hjem var solcellerne blevet så velopladede, at modet steg mig til hovedet. – Jeg ville klippes!

Ikke bare studses, men rigtig ferie klippes… Kort hår til korte bukser!

Mor og jeg indtog “Lina’s” salon. Fru Rasmussen blev plaseret blødt på sit forslåede haleben, og jeg på en af Lina’s klippeafsatse, for det kan man vel godt kalde en frisørstol…

Så gik det løs!

For det er vel ikke så svært med lidt portugisisk, når Lina’s øjne funklede som krystaller, og min frisure bare skulle mejes ned til rødderne. – Fru Rasmussen, der overværede hele nedfældningen, er tilfreds med resultatet, og jeg nyder mit barndoms kælenavn… “Plys!”

Jo, skøre indfald og afslappet ferie går udmærket i spænd.

Dag 13… (13. marts 97)

En god håndfuld friske champignon. – Noget Brocoli, hvis stængler er skåret i tern og koges lidt længere end toppen. – Så et par skiver af den lokale skinke. – Den sidste gnalling af Kohave osten fra Danmark. Det hele sauteret på panden i rette rækkefølge og overdænget med seks æg fra en fritgående Portugisisk høne…. Viola! – En lækker aftensmad der fuldstændigt harmonerer med den købte vin “Casal Mor”.

Sådan kan punktum sættes for endnu en god dag, hvor eftermiddagen bød på snak med et par velerfarne autocampister. De havde i to år været på landevejene. Set det meste af Europa og nydt hvert eneste øjeblik det havde givet. Et par der som os havde valgt at lade deres autocamper indregistrere på danske plader. Dette til trods for alle chancer for at blive kaldt naiv, dum eller lignende. – Nå, de 12.000,- kroner det hver havde kostet os begge ekstra i afgifter gjorde, at vi lovlydigt og med god samvittighed kunne passere den danske grænse, og der på ret vis også køre rundt i vores eget fædreland.

Desuden gjorde vore numerplader jo også den forskel, at vi ikke som mange andre blev forvekslet med med tyskere til trods for vort statsborgerskab. Tilbage var der blot for os begge at håbe, at de 2 x 12.000 basseører gik til noget godt…

Godt var det ihvertilfælde, at få vasket den store stak af tøj der havde indtaget skabet for brugte beklædningsdele. En tørresnor af fineste slags… Nemlig et slæbetov, nogle fastspændingsseler og en indpakningssnor blev tøjret til to Eucalyptustræer af rimelig størrelse. Jeg havde allere demonstreret Eucalyptustræets ædle og velduftende olie overfor Nette ved at nulre et par af træets blade imellem mine håndflader. Også træets eneståenden evne til at aflægge sig dets gamle bark på – nemlig ved at vride sig mod solens retning – havde hun set, og nu stod disse imponerende kæmper som pæle for vort nyvaskede tøj.

Dag 14… ( 14. marts 97)

Oppe på bakken, der udenfor det skærmende hegn der omkranser campingpladsen… – Hvad hegnet egentlig skærmer for ved jeg egentlig ikke, for alting syntes så rolig og harmonisk – Men derude på den anden side af dette hegn, og højt oppe på bakken står en rimelig nyopført og helt nøgen bygning. Kun de rå mure er rejst, men trods dette er der noget stateligt over denne bygning. Dens stilrene opmurede trekantsgavl, der bæres yndefuldt af fire slanke søjler, får tankerne til næsten at række det gamle Athen og Akropolis, der også som en majestæt står højt hævet, spejdende og overvågende det omkransende land.

Bygningens ophøjethed understreges af den ro og den stilhed der hviler over bakken. Kun en fugl af en ukendt type – den slags der en hel dag kan udstøde kluk lyde, som når man stødvis puster ned i en halvfyldt flaske – kan periodevis få mine tanker lidt væk fra bygningen på bakken; og alligevel er det igen og igen bygningen på bakken der kræver sin ret til mine tanker.

En bygning af bristede drømme eller uinfriede vissioner? – På den måde matcher den udemærket livet indenfor hegnet. Der hvor campinglivet afspejler alle livets varianter…

Nogle slår sig bare ned. Andre aarangerer og dekorerer – Det på en sådan måde, at den danske kolonihavekultur er overhalet med flere længder. Dog er ét fælles. Folk nyder deres seloptagethed, og sammensmeltningen med roen og ophøjetheden udenfor hegnet får spørgsmålet til at rejse sig i mig: Er bygningen deropppe på bakken præget af campingpladsen, eller er pladsen præget af bygningen?

Er det som stunder mennesker imellem, at hvem der præger hvem er uadskilleligt, og dermed gør ethvert møde betydningsfuldt… Intet øjeblik levet forgæves!

Egentlig er det jo fuldstændig ligegyldig, efter en god og lang dag med masser af sol og varme, at stille sig sådanne eksistentielle spørgsmål. På den anden side skaber det jo endnu et af livets nødvendige Heraklitiske kontrapunkter, når jeg nu om lidt rækker hånden ud efter dagens aftensmad… Lækre Hot-Dog’s med rå løg, sennep og ketchup!

Dag 15… ( 15. marts 97)

Efter 5 nætter på den fredfyldte plads ved Quarteria kom vi atter på landevejen med den Frie Fugl. 1. stop blev allerede gjort efter 6 kilometers kørsel. Dette for at besigtige den lille kirke i udkanten af byen Almansil. Hvilket kirkerum… Vægge og lofter totalt dækkede med religiøse motiver i blåmalede kakler. Det skal bare ses!

Derefter gik ruten mod den spanske grænse, men før den blev det til et besøg på grøntsags- og fisketorvet i Tavira. Det tror jeg aldrig, at jeg bliver træt af. Blandingen af uspoleret folklore og de mange forskelligartede friske levnedsmidler gør et sådan besøg ligeså interessant og inspirerende som et slentrende besøg på det fineste museum.

Efter at have passeret den spanske grænse lidt nord for byen Villa Real, blev kursen sat direkte mod Andalusiens hovedstad Sevilla, hvor vi blandt andet besigtigede det der i 1992 var verdens vindue til verden, nemlig arealerne og bygningerne hvor verdensudstilllingen havde fundet sted. Et gigantisk område der er ekstremt utilgængeligt, og på afstand ligner arkivet på en arkitektskole… Om der her gemer sig broderskaber til Wien’s Risenrad, Paris’s Eifeltårn eller Brussel’s Atonium syntet for mig ikke særligt tydelig… Et var dog fælles – også med kolonihavekulturen og campingpladsatmosfæren – selvoptagetheden, denne gang nationernes.

Anderledes var det da vi slog et slag gennem Sevillas gamle bydel. Den udstråler på en hel anden måde arkitektonisk værdighed. Men den har jo også været præget i en periode der langt overstiger det historiske øjeblik en verdensudstilling varer.

Mætte i øje satte vi kursen mod Cordoba, og nåede byen på samme tid som det Andalusiske højlands horisont bevægede sig op foran solen. Ja, vel benævner vi denne situation for solnedgang, men det er altså forkert. Jordens rotation i forhold til den fikserede sol bekræfter det jordiske livs lyksagelighed, nemlig den evige foranderlighed. Den evige bevægelse. Kun nuet er statisk. Til gengæld er det så kort, at det ikke kan måles.

Til trods for dette måtte vi erkende, at havde det ikke været på grund af en en venlig ung spejder på knallert, der, da jeg fra autocamperens åbne vindue råbte om retning mod den kommunale campingplads, straks tilbød at køre foran og vise os vejen. – Ja, så havde vi sikkert også set solopgangen over Cordoba, og sansynligvis givet pokker i jordens evige rotation.

Dag 16… ( 16. marts 97)

Endnu er det ikke lykkedes, at finde et par små glas. Så den daglige dosis af Fernet-Branca indtages i den til flasken hørende kapsel. Det både sparer opvask og “medicin”.

Ellers kunne dagens oplevelser starte med et besøg i den altovervældnde “La Mezqita”. Denne pragtfulde moske der engang var den største i verden, og hvor sejrherrene efter uddrivelsen af Mauerne fra spanien, midt i moskeen opførte en gigantisk domkirke i en stilart, eller rettere flere, der dækker alle kendte såvel som ukendte stilarter…

Her ligger den, midt inde i den lave moske’s 850 søjler, og og påberåber sig en eller anden form for religiøs manifestation. Over hvad er svært at sige, især da de to religioner – Kristendom og Islam – priser den samme gud.

Efter denne oplevelse og fyldt af Cordobas charme gik turen ind over den Andalusiske højslette. Gennem smukt svungne landskaber med store vidder og frodigt agerland. Landskabets frodighed var dette år særlig markant, idet hele Andalusien i den forgangne vinter havde oplevet nedbør der aldrig var set magen i mands minde.

Midtvejs på turen, og i et kolosalt område af oliventræer og lavstokkede vinmarker, fik den gamle’s  forfinede gourmet næse færden af noget interessant. En rimelig tillukket hvid bygning med et lille skilt hvorpå der stod et enkelt ord – “Comida”. Camperen blev stoppet og lidt tvivlende gik vi mod bygningens dør… Så, lidt tøvende vendte vi om, for igen efter endnu et par reverserende skridt, at gå ind i bygningen. Døren var ikke mere åben end en anelse. Lige netop så meget at en sulten markmus kunne havde klemt sig igennem, hvis den da ellers havde kunnet komme ind for den atmosphære og den liflige duft af veltilberedt mad de strømmede ud af dørens åbne sprække.

Dagens ret: Kanin i en suppelignende substans med korte spanske ris. Det hele velkrydret med safran og laurbærblade. Uhm hvor det smagte!

Turen hen over den Andalusiske højslette fortsatte efter dette smagsfulde, og aligevel simple måltid. Vi nåede bjergene bag Malaga, og den storslåede nedkørsel mod Solkysten foregik i ro og mag. Ruten blev lagt via Torremolinos og forbi det gamle Tjæreborg hotel Stella Polaris, hvor nu snart 30-årrige minder igen blev vakt. Videre mod Fuengirola, hvor vi nu har slået os ned på campingpladsen lidt ovenfor byen. Her blev vi mødt af tre danske familier, der alle som vi nyder deres otium. Meningen  med livet er vel netop at nyde det moment der er lige nu. Altså en vis form for selvoptagethed, men på en måde hvor ens egne behov respekteres, således dagligdagen bliver din egen, og ikke alt det du tror andre gerne vil have den til. Gør man det, er det at ens eksistentielle fundament smulrer. At nyde sit otium er derfor ikke en betegnelse for livets sensommer, men snarere et personligt stadie der opstår når man er i harmoni med sine egne behov… altså ikke noget aldersbestemt!

Dette otiums fyldte sted skulle være udgangspunkt for en række ture, blandt andet en tur til Gibraltar.

Forøvrigt har jeg mistet et lile stykke af en fyldning i en af mine fortænder. Fantastisk, hvorledes en sådan lille og næsten ubetydelig mangel kan fuldtidsbeskæftige ens tungespids. Der må så absolut ikke være nogen som helst forbindelse mellem tungens motorik og hjernens hukommelsescentre. Tungen den skal bare hele tiden op og mærke…

Dag 17… ( 17. marts 97)

Denne dag vil vi sjældent glemme. Det blev nemlig den dag vi erfarede, at “Watergate” ikke  bare er noget i de amerikanske præsidenters notesbog.  – Næ, Watergate er målelig… Den er under 3 meter og 20 centimeter, men over 2 meter og 15 centimeter bred… Watergate er ét af hullerne i fæstningsmuren omkring det gamle forsvarsanlæg ved Gibraltar.

Udover at være noget helt specielt, er Gibraltar et af de steder i verden, hvor man først skilter, når det man kunne havde brugt skitningen til, er passeret.

Således måtte vi erfare, at den Frie Fugl fylder en lille smule for meget til uhindret at komme igennem førnævnte Watergate.

Hvad gør man så?

Så sætter  man simpelthen karavanen i bakgear. Altimens den lokale “Bobby”, smilende gennem sin flotte schnurr-bart, dirigerer den ventende trafik andetsted hen, uden at der høres så meget som ét lille trut fra automobilernes herrer. Her er nok flere på otium, end der hjemme i Danmark…

Det eneste der blev vakt til live var en håndfuld fnisende turister, der alle havde deres videokameraer kørende i det håb, at en af dem ville score den store gevinst på skjult kamera, eller kamerakiks… Nå, det er jo ikke første gang man har underholdt den halve verden med katastrofer – Så pyt!

Efter en hel del bakkeri, og efter at have besigtiget, at vi netop havde stoppet vores nedrivning af det gamle fæstningsværk, før det, eller vores camper led last, fortsatte vi den spændende kørsle i Gibraltars små og kringlede gader, indtil vi nogle kilometer senere blev vinket ind til siden af en form for minibus.

Det viste sig at være en lokal guide, der for en slat penge tilbød os parkering af camper et passende sted og en guiedet tour på “The rock of Gibraltar”. Efter vores lille oplevelse med Watergate, var vi begge enige om at sige top. Vi fik alletiders tur med masser af information og besigtigelse af næsten enhver lokation på det historiske sted.

Så blev der handlet lidt, begunstiget af Gibraltars toldmæssige status kunne fruens cigaretter købes til næsten produktionspris… Stakkels Kock og Lykketoft – den dag var der krokodiller på Gibraltar.

Kursen blev sat mod Spanien, og efter lidt ventetid ved grænsen forårsaget af gemen politisk revirpisseri kunne vi svinge til højre op langs kysten.

På vejen ned havde vi fundet adressen på en af mine gamle kolleger fra Tjæreborgtiden, og hæftet en lille hilsen på hans dør. Så sandelig om ikke da vi kører hjem gennem Fuengirolas gader, at jeg, ventende med camperen i et lyskryds, nogle hundrede meter fremme ser ryggen af en person der syntes bekendt på holdning og gangart… Da lysfyret skifter, kører vi frem på siden af herren, og jo, sandelig om det ikke var Leif… Tænk sig, efter 30 år stadig at have samme trav og karekteristika! – Det var en dejlig oplevelse.

Dag 18… ( 18. marts 97)

Camping liv er international liv. – At blive vinket på plads af et fransk ægtepar, en tysk herre og en midaldrende Hollansk kvinde, der aldrig har kørt noget større end en King size barnevogn med en mælkefed unge i…. Det kan godt være, at det også er internationalt, men én ting kan jeg forsikre – Det er ikke en skid effektivt!

Nå hjælpsomheden lyste ud af dem alle, og det lykkedes da også at få parkeret den Frie Fugl på rette og anviste sted. Problemet var, at “båsene” havde overhængende dragere til udlægning af skyggegivende net. Men højden op til disse dragere… Ja, gæt engang – det var nøjagtig samme højde som Watergate i Gibraltar.

Alt dette skete efter en god dags kørsel fra Mallaga, og op langs den smukke og snoede kystvej over Mortil, Almeria mod Catagne. Her havde vi fundet en lille campingplads ved byen Bolnuevo, lige før Mazarron. Stedet lå lige ud til middelhavets taktfaste bølgelyd og var vel et lille ukendt fiskeleje før turismen så småt havde banet sig vej til de spændende sandstensformationer bag byens ene række af huse.

Nette havde husket 1. punkt på checklisten efter stop, og vi har tænkt os at blive her et par dage. Især egter vi på kortbølgeradioen havde hørt den hjemlige vejrudsigt… Stadig sne! – Temperaturer 3 til 5 minus grader! Hold da helt ferie… Teorien om modsætningernes nødvendighed får nydelsen til at stige endnu et par gader.

Dag 19… ( 19. marts 97)

Jeg har før skrevet, at campingliv på en måde mindede om livet i de danske kolonihaver. Hygge, samvær, fred og idyl. Men nedenunder det hele hviler der et eller andet, og dagens oplevelse vakte denne tanke, udover at det morede mig kosteligt.

Vi var – eller rettere sagt jeg var – efter gårsdagens parkeringsmanøvre, blevet slået lidt ud, og havde derfor mistet en del af det forkromede overblik. Under alle omstændigheder  havde jeg i al parkeringsiveret glemt at checke behovet for vand i camperens indbyggede ferskvandstank. Situationen var truende. Vi var ved at løbe tør. Med gårsdagens manøvre i tankerne orkede jeg simpelthen ikke at gentage landingsforsøget. Nu var gode råd dyre. For enten skulle camperen flyttes til vandhanen, eller også skulle vandet bringes til camperen.

I morgensolens varmende stråler havde jeg, fra min plads ved det veldækkede morgenbord, set mig lun på en grøn vandslange af rimelig dimension og længde. Det eneste problem der var – var at slangen sad fast i sine to ender. Den ene i vandhanen, og det kunne jo fixes… Men den anden ende sad fast i en campingvogn parkeret på nabogrunden. Ganske vist var vognen ikke beboet… Men det var vist lige at stramme den lidt for meget.

Lykkelig blev jeg da. Da jeg midt under morgenmåltidet hørte lyden af rindende vand. Og da jeg vendte mig også kunne se, at lyden kom fra en 1 tomme tyk slange, der var tæmmet med et forfinet tysk brandmandstag.

Det var min tyske genbo, der var kommet ud fra hans lille ”Fort – Neumünster” for at vande vejen, således den ikke skulle støve på hans velpudsede Autocamper.

Det med ”Auto” og især dette ords mobile betydning, var der nu ikke så meget af, idet vores tyske genbo havde etableret sin camper rimelig permanent. Dette både med fortelt, læhegn, haveparasol, 2 stk. mellemstore paraboler – eller som jeg ynder at kalde dem: ”Elektroniske medie wok” – og så et hav af forskellige borde suppleret med diverse ligge- og lænestole.

Udenfor denne parcel med udstyrsnummeret ”Campistus komplektus”, stod den lille mand med hans store slange…

Hvad hedder ”at låne” på tysk? Spurgte jeg Nette om. Det nærmeste vi kom var ”vermiten”, men da det jo ikke var et udlån med detaljeret lejekontrakt, jeg var interesseret i, var der kun en ting at gøre.

Det internationale campersprog!

Med et par armsving, lidt pegen på vores camper, og så holdende låget til vores vandtank højt hævet over mit hoved, imens jeg på klingende skoletysk fortalte ham, at vi var tomme. Alt dette fik ham glædestrålende til at overdrage slangen i min varetægt.

Der var nu ikke løbet mange liter ind i vores tank, før den lille venlige mand stille mig indgangsspørgsmålet til et efterfølgende informationsmøde om hans imponerede ekvipage.

Det kom promte efter jeg havde tilfredsstillet hans videbegær om vores tankstørrelse… ”120 liter” havde jeg netop svaret, da han straks overbød med 160. Og mens jeg stille lyttede til alle de enorme data hans transportable parcelhus havde, kunne jeg godt fornemme, at vores, syntes vi, luksuscamper faldt noget igennem. Dette til trods for vi ganske sikkert havde bidraget med en væsentlig større andel af privatbudgettet end han. Så vor hjemlige skatteminister fik en ”venlig” tanke med på vejen.

Dag 20… ( 20. marts 97)

i dag for 22 år siden var jeg også ude at rejse. Dengang var jeg på vej hjem fra Brüssel i en gammel DC-3, efter udcheckning af en ny skipper med flyvenavnet HEK. (Alle piloter har et trebogstavs navn, vistnok fordi man så bedre kan holde styr på dem…) Positionen var i luftrummet over Helgoland, da vi over kortbølgeradioen fik en besked der lød som så: ”GYD (det var mit flyvenavn) DU ER BLEVET FAR TIL EN PIGE – STOP – MOR OG BARN HAR DET GODT – STOP”…

Mor’n har det stadig godt og hun nyder som jeg at flyde rundt på Europas landeveje, og selvfølgelig håber vi at vores ældste datter, der nu denne dag holder sin toogtyvende af slagsen, nyder tilværelsen og øjeblikkene som os.

Jo, sandelig går tiden hurtigere end vi ofte kan forstå… Det fornemmede jeg også på anden måde denne eftermiddag, hvor jeg sad og puslede i solens varme med en af mine bilmodeller i metal. I over fem år havde den ligget halvt samlet i sin kasse. En fin gammel Pachard Victoria fra 1932. Sidst den havde været i mine hænder var i dagene før jul 1991 – Så pludselig blev hele min og min families tilværelse ændret fra det ene øjeblik til det andet, og den gamle Pachard havde stille og roligt ligget og ventet på, at vi to igen skulle finde os selv. Det skete i dag og det var dejligt…

Ellers har dagen i dag igen vist sig fra den gode side, med masser af sol og dejlig varme på kroppen. Det blev selvfølgeligt forstærket ekstra, da vi hørte om de hjemlige temperaturer på minus 10 grader.

Fru Rasmussen har været på ”playa’n” og hendes hud begynder at antyde negroide slægtninge langt tilbage i hendes aner… Lidt pæne i tøjet og i begejstring over dagen, sidder vi og tænker tanker før den bestilte aftensmad skal indtages. I dagens anledning Paella med fisk og skaldyr, samt en god flaske blanco…. Tillykke Anne-Dorthe!!!

Dag 21… ( 21. marts 97)

Hvis hende kokken i går aftes, for det var fruen i huset der lavede mad – hvis hun havde været tyrefægter, så havde jeg givet hende to ører og det halve af tyrens hale for den Paella hun havde lavet.

Den var bare god.

Vel serviceret og med de respektive tanke på camperen tømte og fyldte, fortsatte vores tur fra Puerto de Mazarón, op langs kysten og med fortryllende udsigt til det azurblå Middelhav. Vi havde valgt rute N-332, og luntede stille og roligt op mod Alicante og Benidorm.

Det blev til en del shopping undervejs. Ikke bare de livsbetingede nødvendigheder, men også nogle dejlige og særegne keramik ting hos den lokale pottemager. Her kunne der simpelthen købes alt i ler, lige fra det mest perverse og usmagelige til de skønneste håndmalede fade og skåle.

Fru Rasmussen syntes at være ved at udvikle et godt og stabilt navigationstalent. Uopfordret var hun gået på opdagelse i vort medbragte kortmateriale. Her havde hun fundet en lille afstikker fra alfavej, og lidt nord for Benidorm ved byen Calp var vi på hendes opfordring drejet til højre. Både jeg og den Frie Fugl fulgte spændt hendes anvisninger. Nu var vi på eventyr!

Vi havde ikke kørt længe før en særdeles velfriseret by dukkede op – beliggende lige ud til vandet, hvor et kæmpe klippefremspring, som nogen form for miniature af Gibraltarklippen, havde kastet sig ud i middelhavet. Dog uden at have sluppet taget i de nærvedliggende brede strande.

Ikke nok med at stedet så virkelig indbydende ud, så havde man ved byens indkørsel placeret et turistkontor med en rigtig turistchef. Dette måtte prøves, og vi blev ikke skuffede. – En perfekt information om byen og dens serverdigheder, samt en god henvisning og kørselsvejledning til områdets campingpladser, blev der budt på.

Tænk sig, hvor ofte man finder turistinformationer fyldestgørende, og så beliggende på det sted hvor man har brug for de den… Det hører ikke til det almindeligste!

På campingpladsen blev vi på samme måde mødt med åbne arme. En lille rundvisning med information om faciliteter og pladsens skygge- og solsider blev givet, før vi under ordnede forhold fik udfyldt de nødvendige papirer.

Pladsen er ikke stor, men den er ren og velholdt, og så oser hele området af exelent service. Her føler man sig velkommen og godt tilpas, og har derfor besluttet os for, at blive her et par dage.

Dag 22… ( 22. marts 97)

Egentlig er det ret imponerende, hvad man under fremmede himmelstrøg formår at putte i sin mave.

Lad os til eksempel tage dagens lidt sene frokost – indtaget ved halv fire tiden. Den bestod i sin enkelthed af: – en stime mindre fisk, der til forveksling lignede Barracuda yngel, – et mindre trawl miniature blæksprutter, og så en tyve ringe af bagkroppen af deres fædre. – Alt sammen friturestegt i en olie der absolut ikke smagte, ej heller lugtede kvalmende som frituremad ofte har tendens til.

Tro nu ikke, at der på nogen måde var brugt tid til at rense de små væsener. Næ, de var som hevet op af havet, smidt lige direkte ned i fritten…

Sidende der tæt på havnefronten og givende pokker i civiliseret værktøj såsom  kniv og gaffel, blev det ene havdyr efter det andet stille og roligt sat til livs i en euforisk stemning af gastronomisk velvære.

Havnebyen, eller nærmere fiskelejet ”Puerto Calpe” byder på en charmerende atmosfære. Ret klods op af havnen ligger den ene fiskerestaurant efter den anden. Lokalerne er for længste blevet for små, men gaden dernede ved havnen er ikke længere, så derfor er selv rundkørslen taget i brug. Dette til trods for, at et skilt fra den lokale politimyndighed tydeligt proklamerer; at borde, stole og parasoler ikke må opstilles på gaden.

Men hvem gider tage sig af et sådan skilt, når solen skinner, den lokale sherif står og nyder sin kop vin ved baren og sulten sig melder… Så spiser man der hvor der er plads, og det var altså ved et bord i den ene runding af førnævnte rundkørsel. Vi var jo i landet med talemåden ”Carpe diem!”

For øvrigt er det slet ikke vanskeligt at falde i med de spanske spisetider. – Det hele er simpelthen forskudt en to – tre timer, og det passer os egentlig udmærket.

Det gør stedet også. Vi har derfor udskudt afrejsen en dag, alene på grund af stedets gode atmosfære… og måske også for at opleve enden på det udstyrsnummer tre forskellige spanske familier startede næsten samtidig; da de i går aftes ankom til vores campingplads.

Dag 23… ( 23. marts 97)

Ud af de mange tegnefilm jeg ynder at se, er der især én jeg holder særligt af. Det er den, hvor Anders And drager på campingtur med sin lille bil, og sin tilsyneladende lille campingvogn. Men så er det, at det sker… Da onkel Anders har fundet den rette plads, trykker han på en knap, og den ellers så lille campingvogn ændres i et svuptag til et hybel med alting hørende… Græsplæne, springvand og fint stakit omkring parcellen!

Anders And må hedde ”don Josè” på spansk. – For ham ”don Josè” der ankom til pladsen forleden, han ku’ bare det der Anders And.

Hold da helt kæft…. I flere dage har han og fruen hentet ting og sager ud af deres campingvogn og foran spændte automobil. Både bil, der er af typen Peugot 405, og campingvogn, der ej heller syntes særlig stor, må være af en helt speciel slags med kælder. For selvom jeg i vores familie er udråbt til noget nær Europamester i pakning af køretøjer, så nægter jeg simpelthen at tro, at der kan være så meget isenkram i de to førnævnte køretøjer. – Men da jeg har været oppe og checke vejen ned til parcellen for aftryk efter en større sættevogn – og intet spor fundet – må jeg overgive mig totalt.

Ligeledes må jeg også nedgraduere vor tyske genbo på pladsen i Boulnueva. De var jo de rene amatører udi udstyrsakten. Næ, de skulle komme hid og se, hvad mit øje skuer…

17 potteplanter af anseelig størrelse – store nok til at have sat vor hjemlige vindueskarm på en prøve – Så er der 4 – 5 borde, alle med mindst fire stole. Desuden 2 grill (store)(MEGET STORE)… Mindre kunne vel heller ikke gøre det, vis nogle af de 30 – 40 gæster der er stole til både vil have pølser og fisk. I køkkenteltet, hvor vores camper såmænd godt kunne bakkes halvt ind i, står et helt fuld størrelse køleskab og et halvt spansk HTH køkken…

Jamen jeg kunne bare blive ved, og vil sluttelig blot nævne underlaget der dækkede hele den store camping grund. Det blev, eller nærmere de blev sirligt lagt ud, for der var ikke mindre end tre lag, afsluttende med en nydelig klippet grøn nylon rya, der egentlig godt kunne bruges som målfelt i Idrætsparken.

Flot ser det ud, og nu står det alt sammen og venter på invasionen af venner og bekendte fra hele Spanien.

Det der selvfølgelig gjorde denne seance særlig sjov var, at ”don Josè” og hans frue ikke var alene. Næ, næ… Ikke mindre end fire familier var ankommet på næsten samme tid. Fundet deres respektive pladser, der hvor de tydeligt havde holdt til sidste år – man har vel sine traditioner – og næsten synkront havde de opstillet deres ”nødvendige” elementer.

Uden om dette sceneri sad vi så, en engelsk, to tyske og en fransk familie foruden os selv, og fulgte måbende den omfattende opstilling.

For os var der ingen tvivl. – Hvad den ene havde skulle den anden også have… Så på en måde skilte de spanske familier sig ikke særligt ud. Godtnok er den Europæiske familie stor, men  måske også mere ensartet i dens adfærd end forventet.

Dag 24… ( 24. marts 97)

I dag er der kun ni måneder til juleaften. Inden da vil den sommer vi har kørt i møde have rundet vort lille land oppe mod nord. Således har vi i dag også måtte erkende, at vejret følger årstidernes gang, og solen og varmen for det meste bor i sydens lande.

Vor rejse i dag, fra det solbeskinnede Calpe´s hvide strande og op langs den spanske østkyst har været en rejse ud af sommerens bælte og ind i dens forløber – foråret.

Vi var startet langsomt ud med kørsel ad landevejen N-332 mod Valencia. I byen Cullera var vi drejet yderligere ud mod havet, end hovedlandevejen bragte os, og fandt, lige før den lille by El Saler syd for Valencia, en stor naturpark lige ud til havet.

Jeg tror vi begge fornemmede, at dette ville blive sidste chance på vor vej hjemover for at mærke solens varmende stråler. Dette blev bekræftet ved et opkald fra min gode ven og tidligere folketingskollega Bendt Bendtsen, der sammen med sin familie var på vej sydover mod Paris og et par afslappende dage væk fra ”Borgens” politiske ræs. Meldingen lød i sin enkelthed: ”Regn i Paris og 5 graders varme…” – Her sad vi i bagende middagssol og lige knap 30 grader!

Det blev derfor også lidt af et ”kuldechok” efterhånden som eftermiddagskørselen bragte os nærmere og nærmere Barcelona. Et spring på over 10 grader til lidt under 20… Hvor bliver man nemt og hurtig forvent.

Temperaturfaldet gik så hurtigt, at vi slet ikke nåede at skifte uniform. Så der blev gloet noget, da vi i en forstad til Barcelona travede rundt i en af de store købmandsbutikker; begge iført korte bukser og nogle meget sommeragtige skjorter. Nå, vi må håbe, at Barcelonagenserne tog det som et tegn på, at det snart ville blive sommer.

Lidt nord for den store by drejede vi ind på en velordnet rasteplads med vagt og det hele. Fatter har kokkereret… Stegte kalkunbryster med champignon, grøntsager (ingen tomater) og braserede kartofler. Dertil en god Rijoca Grand Reserva, og til dessert – vandbakkelse med chokolademousse.

Jo, vi lever godt på ”Den Frie Fugl”, der så sikkert har bragt os den  næsten hele vej rundt om Iberia.

Dag 25… ( 25. marts 97)

Fra vores rasteplads nord for Barcelona, hvor vi i nattens løb havde fået en ordentlig skylle, fortsatte vi et stykke op ad motorvejen, forbi Gerona og mod byen Figuras, hvor planen var at besøge det helt specielle museum for multikunstneren Salvor Dahli.

Det var så sandelig også noget specielt, ihvertilfælde udefra… For samtidig med os havde enorme horder af spanske skoleelever også valgt denne dag til deres besøg på ”originalens” museum. Efter en times tid at have betragtet den næsten uoverskuelige menneskemængde, valgte vi at droppe senor Salvador denne gang.

I stedet blev det til, at vi kørte på rute N-260 ud til kysten og grænsebyen Port Beu. Det var ikke noget dårligt valg. – En meget svingende og naturskøn vej gennem vinmarker der grænsede helt ned til Middelhavet.

I Frankrig valgte vi for en stund at blive på de mindre veje. I dette tilfælde N-14 og N-9 op til et stykke syd for Narbonne. Derefter sprang vi på motorvejen og lod ”den Frie Fugl” æde landevej så godt den kunne.

Lige et kort stop for aftensmad, og så videre et par timer, for nu efter en hel dag i lange bukser, at gå til ro på en rasteplads nord for Lyon.

Dag 26… ( 26. marts 97)

Efter en hel dags kørsel på dels de franske, og fra Mülhausen de tyske motorveje gør det godt at få en hvil… Men at det netop skulle foregå midt på en motorvej, havde jeg ikke drømt om.

Men det blev til over 2½ times total stilstand ved siden af en tysk lastvognchauffør – der tilsyneladende fulgte godt med i, hvad der var sket – og så bag ved en ”Handels- og Tobaksrejsende”, der holdt foran os i sin hvide Audi.

Sidekammeraten i lastvognen velvidenhed om situationen stammede fra hans livlige kommunikation over radioen, og sammen med de andre holdende lastvognes chauffører. Desværre var han kropumulig at forstå… Sjældent har jeg hørt en så uforståelig plattysk dialekt som han rablede af sig, som skidt fra en spædkalv, da jeg spurgte, hvad der var sket? – Jeg nøjedes bare med, at sige ”Jae, jae!” i erkendelse af, ikke engang at vide, hvad ”må jeg låne din vandslange?” hed på tysk, og måtte nøjes med de meldinger den veludbyggede tyske trafikradio kunne fortælle.

Anderledes var det med underholdningsværdien af ham den foranholdende ”Handels- og Tobaksrejsende”. Vi havde længe betragtet hans noget slingrende luntekørsel, når køen endelig en gang imellem rykkede sig små ti meter. Mest af alt mindede hans kørsel om storkøbenhavnerens i morgenmylderet på indfaldsvejene… Sådan en, der helst vil køre i højre, i venstre og lige midt i. En sådan kørsel var lidt atypisk på dette sted, for meget kan der siges om tyskerne, men deres færdselskultur befinder sig på et noget højere stade end den vi ser i førnævnte morgenmylder.

Efter at have holdt i køen en times tid afslørede den handelsrejsende sig endelig. – Resolut slukkede han vognens motor og lygter; sprang ud af bilen, næsten før døren havde åbnet sig. – For ud i midterrabatten, og indtog så den stilling som vi mænd har når tingene rigtigt presser på…

Den stakkels mand havde i flere timer skullet tisse. Nu kunne han altså ikke holde sig længere, og han tissede og han tissede. Det ville næsten ingen ende tage.

Den resterende 1½ time fik han så tiden til at gå med oprydning i bagagerummet, altimens vi fik lavet kaffe og nød stilstanden midt på den ellers så højtrafikerede tyske motorvej. Vi havde gu’ ske’ lov toilet ombord!

Så pludselig startede hele karavanen, og efter det ufrivillige stop, kastede alle sig igen videre i deres lille travle verden. Den plattyske chauffør til en virksomhed med varer, og handels- og tobaksmanden hjem til ”Ilse”. Vi selv fandt et rart sted på rastepladsen ved Bad Hertsfeld.

Dag 27… ( 27. marts 97)

Godt udhvilede, men dog ret tidlige på den, var vi atter på vej mod de hjemlige himmelstrøg. Et lynvisit på rastepadsen ved Hamburg sikrede os en reservation til færgen fra Femern til Rødby. Danmark var igen under hjulene og med raske fjed nåede vi vor mere stationære hjem i Frederikssund, hvor nok den største overraskelse ventede os.

Tænk sig, ens parcelhus – Ja, bare ens køkken – virker som en kæmpe katedral, når man som os i knap en måned havde levet på velfungerende 6 kvadratmeter…

Den gamle talemåde, at ”ude er godt men hjemme dog bedst” skal jeg slet ikke afbræfte, men dog i samme åndedræt citere H.C.Andersen for hans sætning fra den Flyvende Kuffert… ”At rejse er at leve!” – Det at se, og røre ved fremmede kulturer fylder en med så meget, og hverdagen bliver næppe den samme efter en sådan tur. Nej, minderne bliver til et skattekammer, der kan åbnes for den dag, hvor alderdom og helbred ikke tillader rejser på disse vilkår som vi just havde haft. Det er en rigdom der næppe forgår, og vor ”opsamler” – Den Frie Fugl står klar til atter at bringe os afsted til fjerne og spændende steder. Vores drømmes kolonihavehus har fået hjul!