Gæsteprædiken i 1996-1-21

Gæsteprædiken Oppe-Sundby Kirke søndag den 21. Januar 1996

Efter lang tid at have haft overskyet vejr, kunne både I og jeg her forleden igen se stjernerne på himlen i den frostklare nat, – og da jeg sent fredag aften gik tur med min hund Makker, skete der det, der så ofte sker, at jeg faldt i staver ved at kiggede på de tusindvis af funklende stjerner himmelhvælvingen havde gjort synlige for mig.

Jeg tror, vi alle har prøvet det, at lægge hovedet tilbage og så pludselig blive grebet af stjernehimmelens uendelighed.

Når jeg i sådanne stunder kigger på stjernerne, kan jeg ikke lade være med at begejstres. Det kan få mig til at mindes de gange, hvor jeg i luftrummet over det nordlige Norge fik mit fly omslynget af nordlysets bølgende tæppe. Dette flimrede og bevægende væld af farvespil, – der ligeså pludselig som det havde opstået, – så næste øjeblik blev sønderrevet af lysende flammespyd der kraftfuldt blev kastet ud mod uendeligheden.

Eller andre gange ved dagens ende, det at se solnedgangen, hvor den synkende sol forgyldte skyerne og lod horisonten  skifte farve fra orange over  rød til lilla, alt i mens flyet langsomt blev opslugt af nattens blå mørke.

Eller de gange, hvor jeg  følte ydmygheden vokse i mig, når jeg lænede mig frem over instrumentbrættet og kiggede ud i den stjernefyldte nat  – og igen fornemmede uendeligheden.

Uendeligheden…. Hvad er det egentlig? Lader det sig forklare – dette uforståelige ….

Det uendelige – Det evige…

Jeg ved ikke hvordan I har det, men det er, når jeg møder disse begreber. Så er det, at jeg ofte føler behov for lidt hjælp.

Jeg syntes det er fantastisk at tænke sig. At når du og jeg står der under guds himmel, og kigger på stjernerne. Så står vi faktisk og ser på noget der er, før vi var…

Det lyder måske lidt mærkelig, at kunne se på noget der er hændt i en tid før man selv var født.

Lad mig derfor prøve at forklare det lidt paradoksale. Ja, næsten selvmodsigende  udsagn.

Sidste år ville jeg, som en del af en tale jeg holdt i forbindelse med  højtidelighederne omkring 50-året for Danmarks befrielse, forklare begrebet frihed. Det at kunne tænke frit. Det at kunne ytre sig frit.

Jeg fortalte, at der i frihedsbudskabet indgik – som I sikkert ved – sætningen  “i dette øjeblik”  – og at det vardet øjeblik, der fik  tusinder af danske til at glædes, og ved at tænde myriader af levende lys, lod deres glæde over frihedsbudskabet komme til udtryk.

Men tænk sig engang, at dette frihedens lys Danskerne tændte den 5. Maj 1945 – Det ER  der stadig.

Nu snart 51 lysår ude i verdensrummet er dette lys, og  dette øjeblik  stadig på vej. Og i en rasende fart de fleste af os ikke forstår .

Jeg skal som en indskudt sætning blot nævne, at lyset bevæger sig med 300.000 km i sekundet og vil på 50 år have tilbagelagt en strækning på ca. 473 milliarder kilometer.

Det er såmænd ikke disse store tal der er  tankevækkende.

Næ, – nærmere det, – at når jeg nu, som forleden aften kigger ud til min stjerne, den der ligger 50 lysår borte, så står jeg faktisk og kigger på noget som er fra før jeg blev født.

(På min dåbsattest står 1947 og jeg som følge af det er under de 50 år.)

Det er i sådanne stunder jeg  føler det som at stå på kanten af tankernes rummelige verden. Og det er der, jeg i næste nu, er inde i troens verden. – Der, hvor mine bønner skabes, og  der, hvor mit liv beriges.

Der kan jeg drømme, fantasere og blive alt. Der kan jeg rumme langt mere end jeg kan forklare. Der oplever jeg til tider at kunne forstå, hvor simpelt livet er og hvor umådeligt meget det egentlig kan rumme.

Den fryd og den indre varme der opstår i disse øjeblikke, tror jeg alle vi har prøvet. Lige fra vi som små faldt i staver på vor moders skød, til vi  nu som voksne tvinges ind i tankefulde øjeblikke.

Tankefulde stunder der måske er blevet blev tændt af stjernerne, eller tændt af det, at vi nogle gange møder livets endeligt. Fælles for dem er, at de alle rummer noget  der på en eller anden måde hjælper os med at vægte det næste øjeblik.

Det er også i disse øjeblikke vi med vor tro og med vor kulturelle arv former vort liv. Vælger til og vælger fra.

Det er der vore beslutninger om os selv træffes, og det er der vi på mærkelig vis bliver et produkt af alt hvad vi har mødt, af alt hvad vi har hørt, og af alt hvad vi har set. Vi bliver en  uadskillelig del af fællesskabet.

Det er også i disse berigende øjeblikke, at vi påtager os et ansvar og en respekt overfor andre.

De har jo alle den samme ret som vi, til at sidde og finde deres forklaring, og deres tryghed omkring de uforståelige ting. Det faktum, at vi alle oplever tingene på forskellig vis og på forskellig tid, gør imidlertid, at sammenligningsgrundlaget aldrig kan blive ens.

Dette er for mig da også forklaringen på, hvorfor der ikke findes åndelig retfærdighed, – men kun tilgivelse.

Når der tales om retfærdighed må vi ikke blande den åndelig retfærdighed  sammen med den retfærdighed vi kender fra domstole og myndigheder i retssamfundet Danmark.

Den formelle retfærdighed er en vi aftalt, og  den er derfor skabt demokratisk og baseret på fællesskabets udformning og accept… Det er her den politiske og den åndelige verden adskiller sig fra hverandre.

Nej i troens verden må vi lære og vi skal leve med, at den der sider ved siden af har ligeså stor ret til sit billede af det uforståelige, som en selv, som alle andre, og vi får derved ingen mulighed for at afgøre åndelig retfærdighed – For hvem har egentlig ret? …. Det er i det sammenhæng vi alle bliver tjenere for hinanden.

Det er også her vor tro kan blive stærk som et sennepsfrø, og vi kender sikkert alle sætningen “troen kan flytte bjerge”.

Når jeg  om lidt er færdig med min prædiken, skal to børn døbes. Disse to børn har begge én oplevelse foran sig. Én oplevelse som langt de fleste af os, der i dag sidder i kirken, har haft – og måske lykkeligt har glemt.

Men nu skal jeg friske lidt op på hukommelsen.

For nogle år siden. – Ja jeg kan se for nogle, – for en hel del år siden. Sad du og jeg  på vor ble og kiggede på verden. Vi var optaget af alt det der skete og inspirationen fra alle de andre fik forskellige ting vakt i os selv.

Vi kunne på det tidspunkt kun humme os lidt af sted på numsen, eller så småt kravle omkring, mens alle de voksne bevægede sig af sted  så let som bare ingenting.

Så pludselig voksede der en kæmpekraft op i dig.

Du tog fat i bordkanten. Trak dig op fra gulvet, og  stod nu foran en usikker, men meget spændende beslutning.

Holdende godt fast i bordet blev utryghedens sommerfugle overvundet, og det ene ben blev langsomt ført nogle små længder fremad. Vægten blev derefter forsigtigt skubbet over på det just fremførte ben, og nu blev det det andet bens tur til at blive flyttet.

Stadig holdende  fast bordpladen, der endnu gav dig lidt tryghed, kom nu turen til det første ben igen…. Ups! -Nu var armen for kort… Men modet overvandt usikkerheden og de næste par skridt blev taget, uden at holde ved noget, og  ud i den store verden…..

Du havde taget dine første skridt. Du havde lært at gå…

Tænk sig en gang, der er ikke én eneste af jer, der har  gået på universitetet, højskole eller nogen anden uddannelsesinstitution for at lære at gå…

Det har i lært jer selv!

Men tænk også ,at dette første øjeblik, hvor i tog jeres første skridt, også rumede et mod og en kraft der langt overskrider det vi praktiserer i dag.

For stille og rolig er vi af omgivelserne blevet dæmpet i, at turde….

I har måske aldrig hørt sætningerne:

“Hov – Hov du, – nu skal du ikke tro du er noget!” – Eller….

“Sig mig engang – hvad tror du egentlig du er?”

Jo, vi kender dem godt disse Jantelovs sætninger. Det er den lov der i bund og grund begrænser vore muligheder, og alt for ofte dæmper vort mod til.. Ja, bare i det små, at tro på sig selv – give sig selv lov.

Det er absolut ikke tjenersind… og hvor er det egentlig dumt.

For tænk  bare, hvor stor den kraft var, der gav os inspirationen og modet til  de første skridt.

Tænk sig, hvis vi stadig havde den. Tænk sig, hvor meget den kunne bibringe af positiv kraft. Og tænk sig, hvor meget vi alle sammen i fællesskabet kunne høste fra begejstrede og kraftfulde individer.

Min mor sagde ofte:  “Den største glæde af alle er glæden at glæde andre!”

Det er da en egoistisk sætning, men den gør det lidt nemmere at acceptere at vi alle er individer der, hvis det er på den måde egoismen ytrer sig, for min skyld gerne må være lidt egoistiske.

Derfor må vi lære at forstå, at vi alle betyder noget for hverandre, – at vi alle er noget værd og at vi alle er et væsentlig produkt for og af alle de andre.

Vi skal forstå vigtigheden af vor tilstedeværelse som individer, også selvom vi næsten forsvinder i uendeligheden, når vi en stjerneklar nat retter blikket mod himmelen. For verdenen ville ikke have været den samme uden dig. Uden dig ville alt faktisk havde været anderledes.

På den anden side ved jeg godt, – at det er, og bliver vanskelig at forklare begyndelsen eller slutningen på en ring.

Det bliver endnu vanskeligere at forklare når ringens sider smelter sammen til en kugle.

Og hvad, når kuglens overflade og inderside er sammenfaldene?

Hvordan skal vi logisk kunne forklare samhørigheden mellem det allerstørste og det allermindste?

Og er det i hele taget ikke lige meget med, overfor andre, altid at skulle kunne forklare alle ting?

Men det ville være en begyndelse, hvis vi bare en gang imellem tillod os, – at lade tankerne spinde, tillod os – at falde i staver, tillod os – at kigge på stjernerne.

Det er i disse  stunder du finder styrken og kraften i din tro!

Amen!