Pages Navigation Menu

et almindeligt menneske der har haft et ualmindeligt liv...

Gæsteprædiken i 1996-12-15

Gæsteprædiken i Krogstrup Kirke

søndag den 15.12.1996 – 3. Søndag i advent –

Dagens tekst: Matthæus 11,2-10.

Hvor er det ofte, at vi fordoms fyldte mennesker lige så stille bliver snydt i vore fordomme.

Det kan være en kollega på arbejdspladsen, som vi pludselig en dag lærer at kende lidt bedre end hidtil. – Og hvor han eller hun nu viser sig at være ganske  anderledes end vi egentlig havde forventet.

Eller, det kunne være en medie kendt person der pludselig en dag viser sig i en helt anden sammenhæng, end normalt, og her fremstår med en side, vi slet ikke havde tiltænkt den pågældende.

Eller, det kunne være en oplevelse, hvor vi puttede noget i munden der så herligt og forfriskende ud, og siden viser sig at smage særdeles ækelt og ulækkert.

Fælles for disse oplevelser er, at de overrasker… nogle gange positivt – andre gange i den stik modsatte  retning.

Når dette sker, er nogle mennesker ikke meget for, i hver tilfælde ikke sådan lige umiddelbart, at indrømme, at her var der noget, der rykkede ved deres forud opfattelse og  deres fordomme.

Men mon ikke, vi alle inderst inde må erkende, at der i vort liv har været situationer, hvor vi tog så gruelig fejl.

Jo, vi erkender det nok i det små, og når bare det ikke bliver udbasuneret alt for meget, nikker vi genkendende til sætningerne: “Tja, her havde vi da forventet noget helt andet. –  “Nå, det var nu ikke så galt som vi havde regnet med.” – Eller… som nordjyderne ofte formulerer det  – “Jeg har nu godtnok oplevet det der var værre.”

Faktisk kan fejlagtige forventninger og fordomme nogle gange ødelægge vore muligheder og vort liv.

Vi er så bange for, hvad det næste øjeblik vil bringe. Vi er utrygge ved mødet med nye situationer.

En utryghed der er irrationel og egentlig helt ubegrundet.

Men, hvorfor er vi sådanne? Hvorfor er vi så bange for det ukendte? Hvorfor tynges vi nogle gange så meget af uvisheden om det næste øjeblik?

Realiteten er jo, at intet levende menneske ved noget om, – og kan aldrig nogensinde fuldstændig vide, hvad netop det næste øjeblik vil bringe?

Eller hvad med den omvendte situation? Hvad hvis vort liv her på jorden var så nøje struktureret, at vi med mikroskopisk nøjagtighed, og med en fuldstændig sikkerhed, alle kunne forudsige dagen i morgen, den kommende uge eller måske hele det næste år…

Ville angsten og utrygheden da blive mindsket?

Jeg tror det næppe!

Tænk sig, hvis jeg selv – for nu snart fem år siden – havde vist, hvad der ville ske, i min tilværelse inden året 91 var omme. Hvordan ville min juleaften havde blevet. Hvordan havde mine nære haft det?

Så, når alt kommer til alt, er det nu ganske godt, at vi som levende mennesker, ikke kender det næste øjeblik.

Det er da også derfor vi skal lære at leve derefter, ligesom vi skal lære at acceptere det dilemma dette giver. Livet for mennesket er nemlig uforudsigeligt, og mangfoldigheden af al ting gør, at vi ikke kan være, og aldrig vil blive alvidende.

Vi bliver som mennesker derfor nød til at acceptere, at der til evig tid findes ting der ligger udenfor vor forståelse og fatteevne.

Eller måske ville jeg hellere sige: Der findes til stadighed heldigvis ting, der for os er uforklarlige. – Ting  der rummer så meget, at vi som mennesker slet ikke formår at drage sammenfatninger og beherske overblik.

Næ, vi må i nogle situationer nøjes med, ydmygt og anerkendende, at acceptere det almægtige…

Det guddommelige…

For nogle, måske netop, fordi det er absurd.

Det er i dette grænseområde, at vækstlaget for troen findes. Det er her, vi i vor bøn og i vor inderste inde – i tankespindets verden – finder tryghed og det er der,  vi pludselig fornemmer den styrke, der i os alle enhver er lagt. – Den indre kraft, der får det enkelte menneske til, – ikke at frygte det næste øjeblik. Til, – ikke at være bange for mørkest kræfter. Giver os styrke til at leve. Til at være. Til at turde.

Er det ikke netop det Jesus til slut siger, i sin tale til folkeskaren? “Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.”

Er det ikke her, vi som mennesker bliver givet en følgesvend, der aldrig svigter. En ven der på mærkelig vis kan pacificere frygten for vort næste øjeblik. – Vores tro.

Har vi den, nemlig troen… Det at acceptere, at man som menneske ikke er alvidende. Det at turde at lade sig lede. Det at være åben overfor det uventede.

Da behøver vi ikke forarges, eller føle os dumme og nedværdiget, fordi der sker ting vi ikke forstår.

Vi behøver heller ikke søge det ekstreme og det anderledes for at krydre vor tilværelse og for at finde vore grænser.

Nu har vi alt givet, dog stadig uden noget er sikkert.

Men hvor er det svært. Hvor er det svært når man det ene øjeblik havde forventet glæde og lykke og så pludselig næste øjeblik rammes af sorg og ulykke. Hvor er det dog svært som menneske at forstå; at netop fordi vi ikke er alvidende, så er vi tvunget  til at leve i en verden med modsætninger. Og hvor er det svært at fatte, at uden disse modsætninger såsom lys og mørke… nat og dag… sorg og glæde… godhed og ondskab. Alt sammen forskellige sider af samme sag. Uden disse modsætninger ville vi egentlig ikke kunne vægte livet. Vi ville have svær ved at glædes ved dagens gry. Vi ville ikke kunne længtes efter foråret. Eller vi ville ikke kunne varmes i vort sit sind, når højtiden og festen viser sig fra sin gode side.

Ja, måske er det sådan med nødvendigheden af disse modsætninger – livets kontrapunkter – at den vi frygter mest af dem alle, nemlig døden, også for den levende har én funktion… at sætte livet i relief. Måske er det først, når vi forstår at accepterer døden, at vi har mulighed for, bare en lille smule, at forstå livet?

Således blev en dag i mit liv til en dag, hvor alt og intet på samme tid var givet. Hvor tingene var så uforståelige, at jeg med den begrænsede menneskelige fatteevne måske burde sige:

“Det her er så ubegribeligt, at det slet ikke burde have kunnet lade sig gøre. Ja, måske har det aldrig fundet sted.”

Men det har fundet sted, og således finder der hver eneste dag ting sted vi mennesker ikke lader forklare… og hvad så?

Burde vi ikke meget hellere respektere dette i stedet for altid, og næsten med vanviddets kraft, at skulle forklare og bortforklare alle ting

Vi skal som skrevet i dagens tekst, ikke frygte at tale om det vi ikke forstår.

Vi skal  være åbne og imødekommende for det næste øjeblik.

Vi skal kunde turde at lukke glæden ind.

Vi skal kunde finde fred og hvile i vort sind.

Og vi skal altid vide, at der i vor tro altid findes en engel der går foran, – og for dig, såvel som for mig, baner vor vej for os.

Amen.