Brev til Postmand Per…

Kære Postmand Per…

Jeg skriver til dig, fordi du nok skal til at se dig om efter et nyt arbejde. Det er nemlig sådan, at din chef har hævet taksterne på frimærker så meget, at vi almindelige mennesker der ikke kan trække portoen fra i skat, at vi mere og mere benytter det der internet og noget der hedder e-mail.

 Noget andet er, at din chef helt glemte at opkøbe alle de fabrikker, der lavede postkasser. Her kunne han havde tjent en god skilling til Jeres virksomheds dårlige driftsresultat. Sagen var jo den, at han fik overtalt de danske politikere til, at vi alle sammen skulle have en ny postkasse, og den skulle stå helt ud til vejen. Tænk sig hvad det har kostet, og jeg håber da, at alle disse postkasser bliver lavet på Danske virksomheder.

 Noget andet er, at når postkassen står og blærer sig helt ude ved vejen, så kan de der kigger forbi –  for at se ”om man er hjemme” – nu meget bedre se, at det er man ikke. Men det giver selvfølgelig lidt mere arbejde til Politiet, så måske skulle du kigge den vej når du en gang skal finde et nyt arbejde.

 Og alligevel ikke, for det med postkasserne helt ude ved vejen, det er nu nok kun en midlertidig foranstaltning. Jeg tror nemlig, at din chef er så kreativ, at næste skridt bliver, at vi alle sammen skal hente vores post på posthuset. Eller måske endnu bedre, at vi afhenter den hos dem, der vil sende den til os…

 Jo, ”Per Postmand” det er ikke nemt at være dig, men du skal ikke føle dig alene. Ovre hos TDC, der har de nemlig også total kludret op i de begreber vi i gamle dage kaldte kundeorientering og smidighed. 

 Du skal derfor have tak for de mange år, hvor du kom til min dør, og hvor din arbejdsplads flotte slagord var: ”Posten SKAL frem”.

De tider er desværre ovre, og nu påtænker jeg, at meddele alle i dette land – via Statstidende – at de der vil skrive til mig, de kan selv komme og aflevere brevet. Til gengæld skal de få en kop kaffe med hjembragt bolle. Det er trods alt billigere, end et af dagens frimærker.

 Med venlig hilsen

Stefan G. Rasmussen

(sådan skrev jeg for en hel del år siden…)