Pages Navigation Menu

et almindeligt menneske der har haft et ualmindeligt liv...

Grundlovstale 2012

Min Grundlovstale afholdt i Aarhus og Vejle i 2012…

Hvis jeg var på Facebook – så ville jeg skrive til alle mine venner…
Nu er jeg godtnok ikke på Facebook, og må nøjes med at udtrykke mine bekymringer i denne Grundlovstale

Vor grundlov har sit fundament i vor kultur, vor historie og vore tidlige bestræbelser for at skabe et reguleret og oplyst samfund her i norden. Alt dette er lykkedes med denne ”lovenes moder”, og selv de intentioner der lå i Jyske lov om, at enhver lov skal være til enhver mands gavn, ligger indeholdt i vor grundlovs små intense og stærke paragraffer…

Hør engang udformningen af Grundlovens paragraf 75 stk. 2.:

Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.

Så kort kan vor sociale love beskrives!

Hvorfor er det så lige, at vi tøver en kende når vi hører dette…

Er det fordi vi har mistet viden om vort fundament? Er vi i realiteten gået hen og blevet et uoplyst folk, der har tilkæmpet os rettigheder, der gør, at eksistentielle elementer helt eller delvis er gået fløjten? Har vi med vort tætsluttende og omsorgsfulde samfund afskaffet den fundamentale ret til at dø af sult, og dermed gået hen og blevet en flok krævende zombier, der kun tænker på os selv og den situation vi lige nu og her befinder os i?

Er Danskerne som folk blevet situationspolitisk interesserede? Er de der stiller op til valg og vragelse blevet situationspolitikere? Er det dagsordenen i aftenens Tv-avis eller formiddag avisernes overskrifter, der skaber vor mening og vor politiske udspil? Fiindes der stadig politikere der med tale og handling tør fremsætte forslag og ytre meninger, der rækker længere frem end en valgperiode?

Hvor mange tør stadig på det indre Vesterbro i København stille sig op, og med klar røst sige:

GUD , KONGE og FÆDRELAND!

I Grundlovens paragraf 77 står det skrevet:

Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingen sinde på ny indføres.

Smukt og velment skrevet, men hvad er det lige der sker, når man med et debatindlæg til landets førende aviser får svaret: ”Med mindre vi har eneret til indlægget vil vi ikke viderebringe dette!”

Læg mærke til, at der ikke står noget om, at hvis de får eneret så vil de viderebringe… Er dette en form for censur? Så er det jo Grundlovsstridigt!

Jeg ved da godt, at aviserne ikke kan bringe alt, men når man påberåber sig at være en fri presse, og vil varetage den offentlige debat, så forpligter man sig også til at værne om den grundlovssikrede ret til ytringsfrihed…

Men det forholder sig vel nærmere således i dagens Danmark, at pressen er en politisk magtfaktor, der i realiteten bestemmer om: Hvem der skal på!, Hvad de skal på med! Hvornår de skal på! og Hvor længe de skal på!

Er det ytringsfrihed? Tjener det vort folkestyre?

Er sandheden, at vi har fået nogle Medie Paver der strider imod Grundlovens intentioner?

På vor Grundlovs 163 års fødselsdag kunne efterfølgende betragtninger måske være relevante.

At pressen har sin plads i et demokrati som vores, skal der ikke herske tvivl om. Pressen skal være både kontrollerende og kritisk, men jeg mener knageme ikke dette indebærer, at pressen absolut behøver at være de der: – ikke bare sætter, men også gerne vil bestemme den politiske dagsorden.

Se engang på den flotte symbolik der er i folketingssalen på Christiansborg. Står man der, som folkevalgt på tingets talestol, så taler man op til ”folket” og tilhørernes loger. Denne symbolisering af den åbne debat understreges endvidere af, at der – foran den talende folkevalgte – står fire statuer, der hver repræsenterer de hovederhverv vort samfund er skabt. Medens der bag den folkevalgte talers ryg er endnu fire statuer. Disse repræsenterer de fire dyder.

Således understreges den symbolske vigtighed af, talen til folket skal gøres med dyderne i ryggen!

Blandt tilhørerne til tingets tale hører også den danske presse. På den ene side af folketingssalen er pressen repræsenteret i deres presseloge. Alt denne symbolik er flot, og stemmer helt overens med de idealer, hvorpå vort folkestyre er baseret. Desværre har denne symbolik – og for øvrigt også moralen i nogle af de verselinjer der er at finde på borgens gang – efterhånden lidt en krank skæbne.

Folkesjælen der skulle høres på rigets borg og i dens sale, (citat fra vægen ved Samtaleværelset) bliver ikke altid opfattet af folket som deres sande sjæl. Og pressen er ikke længere kritiske kontrollerende tilhørere, men har nu egenhændigt påtaget sig en mere politiserende magt.

Dele af pressen har måske tolket symbolikken i folketingssalen helt forkert… For selvom pressen i deres loge sidder et niveau over folketingssalen, er de hermed IKKE hævet over den folkevalgte. Ej heller har pressen nogen som helst ret til at sætte den politiske dagsorden på tinge.

En presse med sådanne tendenser skulle simpelthen jages på porten!

At de skulle jages på porten skal forstås således, at pressen egentlig ikke skulle have deres faste bopæl på Christiansborg. Det, at de har deres kontorer og bopæl der, har nemlig medført, at den grundlæggende politiske proces kan og ofte lider skade. Den folkevalgte politikker har simpelthen meget svært ved, at opnå og få det frie rum det kræver, at kunne forberede det forhandlingsmiljø det kræves for at kunne realisere vidtrækkende og påkrævende store politiske forlig.

I stedet bliver den folkevalgte nu ustandseligt overvåget, og kigget overskulderen. Og ikke nok med det; den folkevalgte bliver løbende konfronteret med det man kan kalde: ”Presse kommercielle interessante” – spørgsmål.

Men virkeligheden er desværre den, at en gruppe af Christiansborg journalister – jeg kalder dem ”Medie Paverne” – at de i en længere proces har sat sig så højt på strå i deres egen verden, at de nu selv mener, at have retten til at vægte, hvad der er politisk rigtigt, eller hvad der er politisk forkert. Og gud nåde trøste den person på tinge, der lægger sig ud med disse selvbestaltede ”Paver”, thi den går det nemlig ilde.

At dette ”netværk” er stærkt, skal der ikke herske tvivl om. Det ”netværk” er nemlig med til at sætte den politiske dagsorden, og det er med til at muliggøre, eller at hindre en folkevalgt politikkers karriereforløb. Det er dette ”netværk”, du som ung og ukendt politikker skal føje for at blive kendt, og det var også i dette ”netværk” frøene i sin tid blev sået til ”snigmordet” på den nytiltrådte partileder Per Stig Møller. Der hvor oplysningerne om en ”sprit dom” der kun forelægges en justitsminister ved en ministertiltrædelse – at disse ”oplysninger” på mærkværdig vis blev plantet i formiddagspressen. Det var også ved brug af ”Medie Paverne” at en hårdt arbejdende og yderst faglig kompetent Pia Christmas Møller blev svinet så meget til, at hun til sidst måtte vige. Siden blev både Bendt og for den sag skyld Lene også lagt for had i sager der reelt ikke havde det mindste med politik at gøre…

For den del af befolkningen der dagligt labber disse kommercielt ladede journalistiske betragtninger i sig, er følgende spørgsmål derfor yderst relevant.

Hvem tjener den del af den danske presse, og disse ”Medie Paver” egentlig? Er det folket eller folkestyret de tjener? Det folkestyre, hvor den der politiserer, kan vælges og vrages, men vel og mærket af folket. Er det deres egne interesser de tjener? Er ”deres herre” en eller anden samling af fallerede magtsyge personer, der ikke vil respektere demokratiets sande sjæl og ånd?

Min konklusion er, at disse ”Paver” der ikke gør vort folkestyre ret, at de burde vises på porten. – om ikke af andre, så af den anstændige og objektive del af den danske Presse der stadig findes. For kun da kan pressen fremover opfylde sin pligt til at tjene folkestyret og vort demokrati. Således som Grundloven foreskriver!

Sådan noget ville jeg gerne have skrevet på Facebook, men jeg er jo ikke på Facebook og må blot nævne det her i dette sluttede selskab…

Men hvis jeg havde været på Facebook, så ville jeg også have skrevet til alle mine venner… Om “Service” i halvoffentlige og næsten monopolagtige virksomheder…

Det kan godt være jeg er den eneste ene… Men det skal nu ikke afholde mig fra at proklamere, at jeg er ved at være alvorlig træt af elektroniske stemmer der guider mig rundt i et virvar af tastenumre, for så midt i det hele, at ende op i en blikdåse af koncertsal, hvor en eller anden keyboard-ekvilibrist har trænet sig på en ulidelig melodi, der i tilblivelsen burde være forment enhver adgang til et nodeblad…

For slet ikke at tale om, når jeg deltager i nedtællingskapløbet: “De er i øjeblikket nummer sytten, og vil blive ekspederet i rækkefølge!”

Uh, hvor jeg hader det – så er det sagt!

Disse elektroniske telefonsluser, der dagligt misbruger min tid, gør, at jeg mere og mere kommer i tvivl om, hvad der egentlig menes med et service samfund?

Ofte starter det hele med en første melding – og det næsten uanset hvilket tidspunkt på døgnet jeg ringer – lyder: “Der er i øjeblikket optaget på alle linjer. Prøv lidt senere!”

– Er det ikke den besked; ja, så er det sikkert den med “…ventetiden er gratis!” – Gratis for hvem, om jeg må spørge?

Det er selvfølgelig opløftende – når alle disse ”tjenester” nu ikke sådan er at komme direkte i forbindelse med – at ventetiden så er gratis…

Men min helt personlige opfattelse er, at disse elektroniske “øre-lirs-apparater” er en eller anden tal-jounglørs forkvaklede bidrag til menneskehedens økonomiske frelse. Er det sandheden, tror jeg godt nok, han har skudt noget forbi målet.

Jeg kan da ikke være den eneste, der savner den direkte forbindelse med et levende menneske. Så tag dog for hulen i stedet, og brug rigtige mennesker i den anden ende af røret. Der er jo nok af dem i henhold til arbejdsløshedstallene! – Alt for dyrt vil førnævnte taljounglør måske straks pruste. – Men, ham burde man for lang tid siden havde aflønnet med masser af “ventetid”… Den er jo gratis!

Og så er der jo lige det Danske Postvæsen…

For hvis ham Postmand Per var på Facebook, så ville jeg havde skrevet til ham…

Kære ”Per Postmand”

Jeg skriver til dig, fordi du nok skal til at se dig om efter et nyt arbejde. Det er nemlig sådan, at din chef har hævet taksterne på frimærker så meget, at vi almindelige mennesker mere og mere benytter det der internet og noget der hedder e-mail.

Noget andet er, at din chef helt glemte at opkøbe alle de fabrikker, der lavede postkasser. Her kunne han havde tjent en god skilling til Jeres virksomheds dårlige driftsresultat. Sagen var jo den, at han fik overtalt de danske politikere til – desværre også dem jeg kender i det Konservative Folkeparti – at vi alle sammen skulle have en ny postkasse, og den skulle stå helt ud til vejen. Tænk sig hvad det har kostet, og jeg håber da, at alle disse postkasser bliver lavet på Danske virksomheder.

Noget andet er, at når postkassen nu står og blærer sig helt ude ved vejen, så kan de der ”kigger forbi” – for at se ”om man er hjemme” – nu meget bedre se, at det er man ikke. Det giver selvfølgelig lidt mere arbejde til Politiet, så måske skulle du, Per Postmand, kigge den vej, hvis du en gang skal finde et nyt arbejde.

Og alligevel ikke, for det med postkasserne helt ude ved vejen, det er nu nok kun en midlertidig foranstaltning. Jeg tror nemlig, at dine chefer er så kreative, at næste skridt bliver, at vi alle sammen skal hente vores post på posthuset. Eller måske endnu bedre, at vi afhenter den hos dem, der vil sende den til os…

Jo, ”Per Postmand” det er ikke nemt at være dig, men du skal ikke føle dig alene. Ovre hos TDC, der har de nemlig også total kludret op i de begreber vi i gamle dage kaldte kundeorientering og smidighed, men her er ventetiden gratis.

Du skal derfor have tak for de mange år, hvor du kom til min dør, og hvor din arbejdsplads flotte slagord var: ”Posten SKAL frem – koste hvad det vil ”. Nu er det kun ”Koste hvad det vil”

Ja, sådan ville jeg havde skrevet på Facebook, og jeg kunne garanteret få rigtig mange timer til at gå med også at skrive om IC4 tog og computerprogrammer i hospitalsvæsenet, for ikke at tale om Dong og andre spændende ting der sker i vores samfund… Men det er ligesom om, at det ikke passer ind i den stil der hersker på Facebook.

Der skal man – efter hvad jeg har hørt – mere følge med tiden, og fortælle om hvilken sok man tager på – højre eller venstre, eller om der er hele kærner i morgenmaden, eller det blot er økologisk yougurt… og sådan nogle vigtige ting er jeg slet ikke så god til. Næ, jeg ville blot blive hånet af alle dem, der har sat sig for, at leve mit liv… Hvad jeg skal tænke og hvad jeg skal gøre og hvad jeg må indtage af fødevarer…

Men det er da lidt tankevækkende at både jeg og mine jævnaldrende stadig er levende. I realiteten er det vel et lille mirakel, fordi:
Ifølge dagens ”apostle” burde de af os, som var børn i 40’erne, 50’erne, 60’erne, 70´erne, ja til og med tidligt i 80’erne ikke have overlevet.

· Vores børnesenge var malet med blybaseret maling.

· Vi havde ingen børnesikring på medicinflasker, døre eller skabe, og når vi cyklede, bar ingen af os hjelm.

· Som børn kørte vi i biler uden sikkerhedsseler eller airbags.

· Vi drak vand fra haveslangen og ikke af flasker.

· Vi spiste brød med smør, drak sodavand med sukker i, men blev aldrig overvægtige, fordi vi altid var ude at lege.

· Vi delte gerne en sodavand med andre og drak af samme flaske – uden at nogen rent faktisk døde af det.

Ikke nok med det…

Vi brugte timer på at bygge sæbekassebiler af ting, der var kasseret, og ræsede i fuld fart ned ad bakken bare for så at finde ud af, at vi havde glemt at sætte bremser på.
Efter nogle ture i grøften lærte man at løse problemet.

Vi tog hjemmefra tidligt om morgenen for at lege ude hele dagen og kom først hjem, når gadelygterne blev tændt.

Ingen kunne få fat i os i løbet af dagen – idet vi havde ingen mobiltelefon.

Vi havde ingen Playstations, Nintendo 64 eller X-boxe – i det hele taget ingen Tv-spil, heller ikke 57 Tv-kanaler, ingen videofilm, surround-sound, mobiltelefoner, hjemme PC’er eller chatrooms på Internettet.
Der var heller ingen Facebook… Vi havde bare de venner, vi gik ud og fandt!

· Vi faldt ned fra træer, skar os, brækkede arme og ben, slog tænder ud. Men ingen blev sagsøgt efter disse uheld. Det var uheld. Ingen andre kunne få skylden – kun os selv.

· Vi sloges, blev gule og blå og lærte at komme os over det.

· Vi fandt på lege med pinde og tennisbolde, spiste jord og græs. Til trods for advarslerne var det ikke mange øjne, der blev stukket ud, og græsset voksede ikke inden i os resten af vores liv.

· Vi cyklede og gik hjem til hinanden, bankede på døren, gik lige ind og blandede os i samtalen.

Nogle elever var ikke så kvikke som andre i skolen, så de dumpede og måtte gå et år om. Nogle af dem dukkede senere op som dygtige erhversfolk…

For de fleste er det nu slet ikke gået så ringe. Dette til trods for, at vi er nogle der voksede op i et samfund, fra før lovgivningsmagten og andre myndigheder begyndte at regulerede “vores liv til vores eget bedste?”

Hvor er det fantastisk, at vi stadig er levende!

Jo jeg talte til den skare af sundhedsapostle, der den ene dag fortæller mig, at kaffe er sundt og næste dag siger det modsatte. De der får ældre mennesker på et plejehjem til at spise fuldkerne müesli hver morgen selvom de ikke har en eneste tand i munden… og som ikke under Gudrun på 92 en snaps til maden, bare fordi hun kan lide den…

Jamen står da ikke i grundloven, at jeg har min personlige frihed? Har jeg i det moderne samfund mistet retten til mit eget liv? Er det blevet et samfundsspørgsmål, at gøre os alle til over hundrede årrige, der den sidste ½ del har haft et kedeligt liv? Var det i realiteten ikke bedre at lade os dø når tid er, men med smil på læben?

Samfundsøkonomi råber de fra rækkerne… Ja, men det er vel ikke en samfundsøkonomi, der falder til jorden fordi folket ikke lever efter en kostplan der har sit udspring i Christiania…

Er det ikke nærmere en samfundsøkonomi, hvor udgifterne er løbet af sporet… Hvad er det nu lige der gør, at det offentlige ikke kan få enderne til at hænge sammen? Er det fordi jeg ikke spiser økologisk müesli om morgenen, eller er det fordi man i kommunen har brugt for mange penge til ting der egentlig ikke behøvedes, at de nu giver mig ret og pligt til, at vedligeholde vej og fortov…?

Jeg kender godt svaret fra de erfaringer jeg har i egen kommune, men hvor blev jeg dog upopulær, når jeg – eksempelvis – godt kunne nøjes med almindelige fliser på gågaden i stedet for højpoleret marmor fra Sydeuropa…

Nu er der tomt i kassen og opskriften er så at lægge samfundsmæssige serviceydelser fra sig såsom vejvedligehold og lignende… Den er helt gal! Hvorledes tror I en privat virksomhed havde taklet dette? Der må man tilpasse sig kunderne, i det offentlige er det ofte omvendt!

Jamen Stefan du ved da godt, at vi har en økonomisk krise? – Ikk’?

Jo, men lad mig lige friske lidt op på nogle grundlæggende ting…

Da det hele startede, og vi som mennesker kom ud af hulerne eller ned fra træerne, da fandt vi ud af, at ensomhed ikke var så godt som tosomhed… Vi skabte små sammenhæng omkring en boplads, og én af os var god til at gå på jagt med bue og pil. En anden kunne lægge frø i jorden for siden at høste. En tredje kunne med krog fange fisk i flod og sø – og ham den fjerde var god til at holde bålet ved lige og kigge efter kvinderne medens de andre skaffede føde til bopladsen.

Da mængden af føde var varierende og ofte årstidsbestemt, lærte man sig kunsten at lægge til side til dårlige tider, og desuden udviklede ham der passede på bålet, en metode til at holde styr på, hvorledes man byttede med hinanden. Til at klare dette havde han nogle små sten, og de første penge var hermed opfundet…

Og så syntes jeg vi skal stoppe fortællingen her. For læg mærke til, at disse små sten (pengene) de repræsenterede på det tidspunkt reelle værdier… Hvad er det lige der sker, når man sidenhen er begyndt at handle med ”pengene” alene?

Var det det vi var begyndt med sidst i forrige århundrede, og var det det der egentlig forårsagede den globale økonomiske krise? Var det en kunstig opskrivning af de papirer der egentlig skulle representere reelle værdier, der fik det hele til at vælte? Fordi, hvis det er i dette fundamentale, at kærnen ligger, så hjælper det vel ikke at give ham ved bålet ”Pakker” således han kan køre sin forretning videre… Jeg behøver vel ikke at bore for meget i Bankpakker til en pengesektor, hvis største økonomiske stramninger er dem de foretager overfor deres kunder… Enkelte gange så store stramninger at de kvæler kunden, og dermed ofte virksomheder i dansk erhvervsliv!

Men det er en svær verden vi lever i, og den bliver sandsynligvis ikke bedre af et interview på TV2 News med en minister der er så ung, at fundamentet for en holdning, endnu ikke er helt hærdet…

Ja, jeg sagde, – at mange af vore politikere på rigets toppositioner de er for unge!

At være minister eller for den sags skyld folketingsmand er ikke en form for X-faktor eller Paradise Hotel. Var det det, så ville jeg være på Facebook og spille rollen som Thomas Blackmand!

Uanset hvad, så har vi stagnation, og vi har ikke de samme nemme forhold som vi havde år tilbage, men er det krise, eller er det blot udfordringer?

Med et kæmpespring tilbage i tiden vil jeg dele en virkelig historie med Jer.

Min far blev af den Tyske besættelsesmagt taget til fange den 21/10-1943 og via Vestre Fængsel deporteret til den KZ lejren Sachsenhausen, beliggende lidt nord for Berlin. Far var da han blev tilfangetaget 25 år gammel. Og i mange år har jeg gerne villet vide, hvad var det, der fik en så ung mand til at engagere sig i modstandsarbejdet? Hvad var det, der gjorde, at han skulle opleve 1½ år i helvedets forgård?

Da han levede spurgte jeg ham om dette, men som en dreven politikker gled han altid af på spørgsmålet. Jeg mistede min far i 1998, men trangen til svar på mit spørgsmål har stadig forfulgt mig.

Jeg har besøgt Sachsenhausen, og jeg har talt med Danmarks Frihedsmuseum, hvor jeg også har afleveret en del af fars breve. Sachsenhausen var udover at være SS administrtive hovedsæde, også en fangelejr med politiske fanger. Bl.a. sad SF’s stifter – dengang kommunist – Axel Larsen i denne lejr, hvor der foregik politiske drøftelser. Derfor var Far’s breve til fangekammeraterne efter krigen også interessante. For de viser, at de mennesker, der dengang sad i det mørkeste ondskab af alt, at de turde tænke og håbe på fremtiden…

I erkendelse af, at man indtil da havde slået børn og gamle ihjel i hver eneste generation af Europas historie, tankespandt man sig frem til, at eneste vej ud af dette ville være: – gensidig respekt, åbenhed, oplysthed og samhandel mellem de europæiske lande. Der skulle skabes et sammenhold, der, hvis dette blev brudt, ville bibringe åbenlyse tab. Disse tab ville på den måde skabe intisament til at man bevarede venskabet. Disse store tanker blev skabt i de Tyske Kz-lejre!

Vi kender det efterfølgende.. Først en Kul og Stål Union, således man kunne se den i kortene, der begyndte at opruste; for som det vides: krig kræver kul og stål. Derefter fulgte man op med handelssamarbejde. Det Europæiske Fællesmarked, og senere blev det så til en Union af Europæiske lande.

I mit parti har det altid heddet: Et samarbejde imellem selvstændige lande, og den tanke vil jeg altid værne om, da dens grundtanke reelt har bibragt til den længste fredsperiode i Europa nogen sinde. Vi har for første gang, generationer der ikke har oplevet krig landene imellem …

Men hvor er vi på vej hen, når man med en fælles aftale lægger bånd på de enkelte landes økonomi? Når man kollektivt bestemmer, hvorledes den enkelte nation skal administrere deres indtægter og ydelser? Hvad ligger der i begrebet ”Selvstændige Lande” ? Bliver vi nød til at slække på dette begreb? Er det en konsekvens af den stigende globalitet? Er vores samfund konstrueret og hviler det på de samme værdier som eksempelvis Spanien, Italien eller Ukraine? Er Europe beredte til at gå i en reel Union? Er det den politiske vision der styrer økonomien, eller er det omvendt?

Nu er det, at jeg pludselig må springe helt tilbage til min far og hans KZ ophold…

Ved et tilfælde – og i min søgen på svaret – hvad fik et ungt menneske til i 1940 at engagere sig i noget der rakte langt ud over hans egen næsetip – stod jeg pludselig med et fangenummer der lå lige ved siden af min fars. Desuden et navn: Børge Venge. Ved hjælp af adskillige sætninger og ordkombinationer på Google, fandt jeg en sen nattetime også et telefon nummer, der kunne tilhøre denne Venge’s, eller højest sandsynlig hans efterkommere. Jeg tog mod til mig næste dag og indtastede nummeret. I den anden ende af røret lød en mandig røst ”Det er Venge” – Er det Børge Venge? ”Ja, hvem taler jeg med?” og så fortalte jeg ham, at det var Tobakshandler Albert Rasmussens søn. .. Så blev der helt stille. – hvorefter det lød: ”Han var min bedste ven, han og jeg delte tandbørste i 1½ år!”

Sådanne mennesker som Børge i Ebeltoft, Poul i Odense, min egen far, samt mange flere, skylder vi uendelig meget tak for den frihed som Grundloven har stadfæste os, men som vi selv skal tage vare på – for Frihed er ikke bare fri!

Mit store spørgsmål er bare, om vi i dagens Danmark kan mønstre mennesker, der har samme samfundssind som de, vi lige har hørt om? Mange Danskere har i år fået kendskab denne slags hædersmænd igennem den fantastiske vigtige og givende film om Hvidstensgruppen…

Danmarks riges grundlov fortjener, og vil altid kræve sådanne personer til at værne om vor land…

Vi har som Danskere i hele taget meget at værne om. Derfor skal det heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg år tilbage, blev meget skuffet over den Kultur Kanon, der blev fremlagt af daværende regering. Og det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg overfor min gode ven og partikammerat, daværende kulturminister, Brian Mikkelsen påpegede en – efter min mening alvorlig mangel. For imellem alle de elementer der var kanononiserede som grundlæggende for vor kultur, der manglede jeg Kristendommen!

Jeg er ikke fanatisk religiøs. Jeg har rejst rundt i verdenen og som rejseleder sat mig ind i mange forskellige religioner. Det har jeg gjort i respekt for de jeg besøgte, og jeg har gjort det i håb om at denne respekt var gensidigt overfor min tro. Derfor beder jeg også inderligt om, at de der gæster mit hus, respekterer mine regler, min kultur og dets love. Kendsgerningen er, at det Danske samfund og dets værdier er funderet på det Kristne synspunkt. Vor lovgivning og vort retssystem, vor sociale tankesæt og vort menneskesyn har udspring i den kristne lære. Derfor er og bliver Kristendommen en del af Danmark, så længe vi vil Danmark. Men samtidig sikrer vor Grundlov også, at vi med enhver tro og synspunkt må beholde den tro vi måtte have, bare det sker i respekt for hinanden Og ønsker vi i Danmark, at holde Ramadanfester eller lignende, så er det helt i orden. Jeg ser bare ikke nogen grund til, at dette skal være et anliggende, der nødvendigvis skal foretages på rigets borg, der hvor grundloven har sit sæde!

Derfor er den debat der p.t. er om afskaffelse af ”Helligdage” også dybt ulykkelig for Danmark. Elementer i den nye regering er ved at banke os tilbage til tiden før Absalon, hvilket er skuffende og meget beklageligt. Jeg har dog ikke hørt, én eneste af disse populistiske rødgardister nævne deres egen helligdag – 1. maj, som værende i spil…

I hele taget er meget af den debat omkring flere i arbejde en 12 minutter eller mere, komplet latterlig. Prøv og tænk hvor mange 12 minutter der kunne frigøres, hvis vi ikke var med på Facebook… Eller hvis vores infrastruktur forløb gnidningsløs.

Jeg bor i Frederikssund, og efter kommunesammenlægningen er kommunen nu beliggende på begge sider af Roskilde Fjord. Hver eneste dag køre mange tusinde over den eneste forbindelse vi har, nemlig en gammel udslidt jern bro med 2 snævre spor. Hver dag kan de der nødvendigvis skal den vej lægge 5 gange 12 minutter til deres tid. Ofte erhvervsvirksomheder der betjener det storkøbenhavnske område. Nu har vi fået en regering der med en transport minister der absolut ikke lever op til tidligere tiders standard i det ministerium. Han har fået en genial ide om brugerbetaling på forbindelsen over Roskilde Fjord, for dermed at kunne finansiere en infrastrukturel forbedring i form af en ny bro… Jamen hvad tænker Henrik Dam Kristensen dog på… At lave en Afgift på at bevæge sig rundt i en kommune… Det hedder en ”Berlinmur” Postmand Kristensen og det er dybt godnat!

Jeg nævner dette, fordi det her er et godt eksempel på, hvad I alle sammen kan forvente af fremtiden med en regering som den vi har nu, under det ”Borgerlige tusmørke”… Der er milioner at hente på , broerne i København: Langebro, Knippelsbro og Sjællandsbroen kunne bidrage med meget store indtægter. Også Limfjordsbroen, og tunnellen deroppe er mægtige indtægtskilder. Sønderbro i Randers, der forbinder kommunen over Gudenåen vil næsten sprænge pengekassen, for slet ikke at tale om Vejlebroen…

Det er da kun en Socialdemokratisk Transport minister der kan finde på sådan en ”Klaphat”, og det er da indlysende at se, at det tilsyneladende kun er Konservative transportministre der forstår, at infrastruktur er et statsanliggende, og infrastruktur er et samfunds vej til vækst.

Uden en god infrastruktur er der ikke basis for et effektivt og overskudsgivende erhvervsliv, og uden dette er der ikke nogen kilde til at finansiere det servicesamfund vi alle gerne vil bevare og videreudvikle. Infrastruktur er og bliver fundamentet på vejen til vækst!

Desværre må jeg nu nok erkende, at udsigterne til en Konservativ Transportminister de har ikke så gode ods for tiden…

Derfor ville det være rart hvis jeg havde været på Facebook, for så kunne jeg havde skrevet til alle mine venner om hvad det egentlig var, at vi Konservative mente. Jeg syntes nemlig det er så synd, når de gang på gang skal høre fragmenter af vores politik, og ofte kommende ud af munden på nogle partiledere, hvis partier endnu ikke har eksisteret længere, end alderen på en skolemoden teenager…

Næ, jeg ville skrive: Kære Facebook venner nu skal I høre hvad der dækker sig bag de Konservative tanker:

Om den personlige frihed, ville jeg skrive…
“Den enkelte menneske skal have frihed til at forme sit eget liv og respektere, at andre skal have den samme frihed.”
Der findes vel ikke nogen mere dyrebar skat end den personlige frihed. Desværre er der alt for mange mennesker, der ikke føler, eller ikke har denne frihed.
Det er derfor vigtig, at der skabes et samfund, hvor det enkelte menneskes selvværd styrkes, hvor vi fornemmer den personlige frihed. Et samfund, hvor vi opdrages på en sådan måde, at vi lærer at tro på os selv og føler os stærke nok til at kunne træffe vore egne beslutninger.
Men da alle beslutninger indeholder en konsekvens, skal vi som beslutningstagere også lære at leve med og acceptere de konsekvenser, beslutningerne giver. En af dem er påvirkningen af fællesskabet. Enhver beslutning, du træffer, påvirker dine omgivelser.
Hvis vi vil have personlig frihed, må vi nødvendigvis også respektere andres ret til den frihed og dermed anerkende det ansvar, der følger med.
Et af de store spørgsmål, jeg fik som dreng, stillede min historielærer, når han pegede på mig og spurgte: “Stefan, hvem er samfundet?”
Jeg svarede dengang:”Det er mig! – og alle de andre!”
Hvis du i dag har samme svar, ved du hvad jeg mener og hvad Dert konservative Folkeparti står for.
“Personlig frihed og fællesskab under ansvar.”
Og så er der den Sociale sikkerhed…
»Menneskers tryghed i tilværelsen styrkes, når de ved, at der er hjælp at få, hvis de uforskyldt kommer i en situation, hvor de har brug for støtte i tilfælde af sygdom, arbejdsløshed eller andre alvorlige, sociale problemer.«
Når mennesker har det godt med sig selv, tror på sig selv og føler selv at have været med til at skabe en del af deres eget liv, tror jeg ikke de opsøger ulykkerne.
Derimod findes der situationer, hvor ulykken opsøger den enkelte. En gammel talemåde siger: »Sygdom er alles herre!« eller »Retten til en ulykke har vi alle!«
Således kan der i ethvert menneskes liv komme situationer, hvor der er tale om, at udefra kommende faktorer påvirker ens liv på en sådan måde, at situationen bliver uoverskuelig for den enkelte. I sådanne tilfælde skal vi, i det samfund jeg vil være med til at værne om, have et godt og velfungerende socialt sikkerhedsnet, der får den enkelte borger til at føle sig tryg. Men det skal ikke være et system, hvor man bare på bedste beskub kan kaste sig ud i selvforskyldte handlinger, og så med tilbagelænet ro forvente at samfundets sikkerhedsnet fanger en, hvis det går galt.
Jeg tror, et sådan system gør mennesker ensomme og utrygge.
Jeg har tidligere udtalt:
»Det værste man kan gøre ved et menneske er at fratage det dets fundamentale ret til at bestemme over sit eget liv! «
Det ligger nemlig dybt i os, at overlevelse er noget fundamentalt, og jeg er overbevist om, at det enkelte menneske inderst inde gerne vil have og leve med konsekvenser i sin tilværelse. Det er på disse konsekvenser, vi kan måle vort selvværd og finde bekræftelse i vor egen eksistens.
Når vi har besluttet os for at skabe et samfund til fælles bedste, kan det ikke være rigtigt at opbygge et fysisk socialt sikkerhedsnet, der gør os rastløse, søgende og depressive, hvilket bærer mod psykisk destruktion.
Jeg tror, vi kan få et ligeså godt socialt sikkerhedsnet som det, vi tror, vi har i dag, ved at omrokere brikkerne lidt, men på en måde, så det meget bedre behovstilfredsstiller dig og mig som mennesker
Om det store Fællesskab vil jeg sige…
»De, der har meget, skal bidrage mere til fællesskabet end de, der har lidt Men en ekstra indsats skal naturligvis kunne betale sig og anerkendes som et gode, også for samfundet.«
Jeg ved, det er svært at have overskud til andre, hvis man ikke selv har overskud. Dette forhold gælder såvel fysisk som psykisk, men lad mig her koncentrere mig om den fysiske del, det samfundsøkonomiske.
Hvis de, der har meget, ikke erkender, at de må bidrage til dem, der har lidt, vil der opstå uhensigtsmæssige spændinger, og vilkårene for den enkeltes muligheder vil dermed blive ugunstige. Det er derfor i den enkeltes interesse, at vi alle yder til det fællesskab, vi er en del af. Når vi gør det, må vi vise storsind og ikke fordybe os i millimeterretfærdighed.
For hvad der det ene tidspunkt er til den enkeltes bedste er måske det næste øjeblik til ulempe, fordi tingenes tilstand hele tiden forandrer sig. Samfundsøkonomien skal være overskuelig, og den enkelte skal kunne forstå logikken i tingene.
Det betyder, at vi helt givet må afvikle tidligere tiders stræben efter millimeterdemokrati. En demokratiform der har gjort tingene så uoverskuelige, at den enkelte ikke mere forstår tingenes sammenhæng. Når vi ikke kan se ideen i samfundsfællesskabet, er chancerne store for at blive egoistiske, og det udarter sig ofte til forsøg på, ved egen hjælp og kreativitet, at »tilpasse« og »justere« situationen til »egen fordel«.
Det vil blive til et samfund, hvor alle forsøger at unddrage sig fællesskabet, og resultatet bliver, at hele grundlaget for fællesskabet smuldrer. Der opstår en situation, hvor det enkelte menneske bliver ensomt og ganske stille mister sin identitet i samfundet.
Jeg tror derfor, vi må erkende, at alt samvær, kammeratskab, familie, virksomhed og samfund – er baseret på, at vi alle yder til fællesskabet. Gør vi det, føler vi, at »det nytter noget«, at vi har en betydningsfuld plads og er nødvendige i fællesskabet, for at de fælles mål, vi har sat os, kan opnås.
“Det er så vigtigt for ethvert menneske at vide, at der er behov for det!”
Og så er der det med vore naboer…
»De europæiske landes særpræg og identitet skal fortsat kunne bevares og udvikles.«
Det Europæiske fællesskab er et fællesskab, der optager mange danskeres tanker. Jeg havde som ung mand den oplevelse som rejseleder at bevæge mig rundt i Europa, fortælle om, opleve og fornemme de forskelligartede kulturer. jeg så, hvorledes chartergæsterne dengang valgte at prøve noget, de normalt ikke ville have gjort hjemme i Danmark. De kastede sig ud i kulinariske eksperimenter, smagte retter der dengang sidst i tresserne ikke just var dagligkost i det danske køkken.
Når jeg i dag, går en tur til grønt-handleren, fornemmer jeg, hvilken påvirkning charterbranchen har haft på vor dagligdag. Således har forskellige kulturer præget hinanden i årtusinder, og alligevel har vi forstået at bevare vor egenart.
Ethvert menneske, der træffer et andet menneske, vil være forandret efter deres møde. Alt dette betyder ikke, at vi ukritisk skal underlægge os andre. Men vil vi med i fællesskabet, må vi påvirke og præge det i en for os acceptabel retning. Derfor er jeg fuldstændig enig med den Konservative holdning, hvor Danmark i det Europæiske samarbejde nok skal optræde i et fællesskab, men altid som et selvstændigt land i en samling af selvstændige lande.
Det er nøjagtig den samme grund-holdning, der præger det Konservative menneskesyn og vor respekt overfor mennesker. Det er en grundholdning, der kan bære ethvert fællesskab.
Og hvad med de ældre…
»Alderdommen er en værdifuld periode i et menneskes liv. Ældre skal sikres størst mulig frihed med ansvar for egen tilværelse.«
Endnu har den teknologiske udvikling, på trods af gensplejsning og meget andet, ikke skaffet os udødelighed den. Inden døden skulle vi derfor gerne have haft mulighed for at afvikle et godt og betydningsfuldt liv, hvor alderdommen bliver perioden, hvor frugterne fra vort arbejdsliv kan høstes. Nogle mener, at man ikke dur mere, bare fordi man er blevet ældre.
Jeg synes, at den holdning er under al kritik. Tværtimod findes der så mange værdier i ældre mennesker, at et gensidigt samvær og en gensidig respekt mellem generationerne er af overordentlig positiv betydning såvel for den enkelte som for vort fremtidige samfund.
De bedste stunder i min barndom, havde jeg, når »de ældre« talte »om gamle dage«. Jeg tror, at det var i disse stunder, vi børn fik overdraget noget af kulturarven, og måske mødte vi her den første kim til nogle af livets sande værdier.
Derfor skal vort samfund også have plads til de ældre, og den økonomiske politik skal udformes på en sådan måde, at de værdier du har skabt dig undervejs, det »forrådskammer« det er blevet til, ikke bliver spist op af dobbelt beskatning og andre straffe, der rammer den, der undervejs har lagt lidt til side.
Frederik den 3. sagde: »Jeg vil dø i min rede! « Det er og bliver ét af mine mål, at enhver selv skal kunne vælge, hvordan, hvor og hvorledes alderdommen skal forme sig, og skulle valget blive et fællesskab med centraliseret pleje, skal det være på en sådan måde, at den ældre ikke pacificeres, umyndiggøres eller på anden måde fratages sit menneskeværd.
“Vi har ret til, at være mennesker, så længe vi lever!”
Konklusionen må være, at sammen kan vi sikre, at den Konservative sjæl vil bestå…
»Det enkelte menneske skal have frihed til at forme sit eget liv og respektere, at andre skal have den samme frihed.«
Jeg har med baggrund i forskellige vigtige emner tilladt mig at bryde ind i dit liv, har brugt nogle minutter af din opmærksomhed, og har måske delt nogle grund-holdninger med dig. Hvis du føler, vi i store træk har sammenfaldende grund-holdninger, vil jeg bede dig om din opbakning til en fremgang for Det Konservative Folkeparti.
Får Det Konservative Folkeparti den tillid fra dig, kan vi med vore grundholdninger forsøge at påvirke den store mekanisme, som et samfund er.
Både Jeg og det konservative Folkeparti ønsker en bedre fremtid.
Ja, således ville jeg havde skrevet på Facebook, hvis jeg der havdehaft tusinder af ”venner”, men Jeg er ikke på Facebook, og kommer det nok heller ikke. Til gengæld så har jeg nogle fo rigtig gode venner der ville dø for mig, og de er fuldstændig ligeglad om hvilke sokker jeg har på i dag, eller hvad jeg spiste til morgenmad, eller hvor meget sukker jeg kke kom i kaffen, der egentlig skulle have været urtethe…
Næ, jeg er blot et mennesker, der lever i et af verdenens skønneste lande, hvor jeg indtil nu beskyttes af en grundlov der gør, at jeg med klingende røst kan udbringe et trefoldigt leve for GUD KONGE OG FÆDRELAND…
De længe leve!